Påskeferien blev mestendels tilbragt i Århus. En hel uge indlogerede vi os på Hotel Klokkerbakken. Der var tid både til arbejde og leg, Stenomuseet, Den Gamle By, æggejagt, overnatning hos Dorte og Ole samt fællesfødselsdag for Ole, Anja og Silje, hvor Dagmar brillerede ved at finde og hugge to af de bortgemte påskeæg i haven. Alma og Carl havde produceret hjemmelavede gaver af hhv. elastikker og trylledej. Der lå en del timers arbejde i især Almas gaver, hvor hun troligt sad og så instruktionsvideoer på Youtube og kopierede (efter øjemål, for instruktionerne var på engelsk).
Kategoriarkiv: Carl
Fuldt hus
Skolen har været lukket 1. maj (kommunal lukkedag) og 2. maj (som kompensation for en undervisningslørdag i efteråret). Alma fik Nikolaj på besøg, og Carl koblede sig på legen og var uproblematisk med. Så ringede fritten. Alma havde lavet en halv aftale om at komme på frit og lege med Lina, og nu sad Lina bundulykkelig og ventede på Alma. Nå, for søren. Heldigvis var Linas mor til at få fat på, så vi driblede over og hentede hende hjem til flokken.
I eftermiddags tog vi i biografen og så Rejsen til fjerkongens rige. God film, syntes de små, og på et tidspunkt blev den så uhyggelig, at Carl måtte på skødet, og et par mindre børn på rækken bagved brød ud i gråd.
Hyggedage i Petaluma
Efter alle vores mange aktiviteter var det på sin plads med et par afslappende dage i Petaluma. Børnene har spillet Minecraft sammen i et uendeligt antal timer. De kan spille sammen alle fire på hver sin spilledims, og snakken går livligt om, hvad de skal bygge og hvorhenne, hvem der skal gå ud og fange kyllingerne, om der skal være lava eller ej, og om, hvornår Carl og Anton har reserveret plads på pigernes hotel. Det er fantastisk underholdende at høre på, og på trods af spilledimserne må det anses for en meget social aktivitet.
Vi har været på legepladsen og i klubben – et lokal sportscenter med alle mulige aktiviteter, også for børnene. Ungerne har badet i poolen og spillet squash og wii. Vi har spist frokost på den lokale ølbryggeri Lagunitas, som også har en restaurant. Lækker mad og en velgørende, afslappet stemning. Dejlige dage! Af hjertet tak til Karina og Martin for at lade os hænge ud i deres liv.
Udflugt til Sonoma
Vi brugte en solbeskinnet dag på at cruise rundt i en pittoresk, lille by ved navn Sonoma. Den har også en mission, men denne gang sprang vi over. I stedet gik vi tur i parken, hvor der sandt for dyden var en del ting, man ikke måtte, klatrede i træer, nød solen, spiste is, kiggede på butikker og vandrede ud til general Valejos hus. Han blev sendt fra Mexico op for at grundlægge en by og hjælpe missionen. Inde i huset hang et billede af hr. generalen og et par damer, hvoraf den ældste og tykkeste så noget muggen ud. Vi gættede på en sur svigermor, men fandt siden ud af, at det faktisk var fru Valejo. Hun havde fået 16 børn, og seks af dem døde som små, så der er måske ikke noget at sige til, at hun er lidt sammenbidt at se på. Huset blev ved den ældste Valejodatters mellemkost lokalhistorisk nationalarv, så turister som yours truly nu kan betale fem dollars for at få lov at bese gemakkerne. Oven over hovedhuset lå først køkkenbygningen, hvor den kinesiske kok også havde sit hummer, og derover på bjergskråningen en lillebitte hytte, hvor en af sønnerne havde fået lov at bo. Med sit gevær, sin riffel, fiskegrejet, de 14 hunde, de tre aber, de fire katte og naturligvis papegøjen. Vi må ikke glemme papegøjen.
Point Reyes
Point Reyes er en halvø, klassificeret som naturpark og rammen om storslået natur og et rigt dyre- og planteliv. Søelefanterne yngler, hvaler migrerer forbi, og rødhovedede gribbe flyver lige forbi. Fabelagtigt. Liggende ud til Stillehavet, sådan ret yderligt, er det også temmelig forblæst og køligt. Vejret var smukt og forholdsvis stille, da vi var det, men som regel er det blæsende eller stormfuldt. Yderst på spidsen af spidsen ligger et gammelt fyrtårn. Det er ikke i brug mere, men i forne tider var det bemandet med fyrpassere. Det har ikke været nogen fed tjans at sidde derude i storm og rusk og blinke i mørket og vente på bedre tider. Undervejs besøgte vi en lille stenstrand, hvor børnene fandt nogle meget rengnavede (eller -vaskede) knogler. Dog ikke fra hvaler.
Det mystiske hus
Efter at have gjort San Francisco og hentet bil hos uforskammet og irriterende udlejningsperson i lufthavnen kørte vi til San Jose og overnattede der for at mødes med familien Rocco næste dag ved Winchester Mystery House. Og det var i sandhed mystisk! Vinduer i gulvet, døre, der fører ud til ingenting, og trapper, der ender blindt.
Huset blev bygget af Sarah Winchester, som giftede sig ind i Winchesterklanen (ja, dem med riflen). De var angiveligt madly in love, men lykken varede ikke ved. Først døde deres spæde datter. Så døde Sarahs forældre, nogle måneder efter døde hendes mand, og umiddelbart efter det døde så hans forældre. Pludselig stod Sarah lidt alene i verden, og i et forsøg på at komme overens med sin vanskæbne søgte hun en spiritist, som kunne fortælle, at dødsfaldene skyldtes de vrede ånder af alle dem, der var blevet dræbt med Winchester-rifler. Heldigvis var der en måde at holde dem fra livet på. Sarah skulle bare bygge et hus til dem. Vel at mærke et hus, som aldrig måtte blive færdigt.
Nuvel, Sarah var en velhavende kvinde, for at sige det på jysk, så hun satte et byggeri i gang, som pågik 24 timer i døgnet i 38 år. Hun lavede selv arkitekttegningerne, vistnok efter anvisninger fra ånderne, som hun konsulterede hver aften fra et rum, hvortil kun hun selv havde adgang. I sin storhedstid havde huset over 700 værelser, men store dele af det blev ødelagt ved det store jordskælv i 1906. Sarah blev ved sammenstyrtningen spærret inde i et soveværelse, og da huset jo havde ganske mange rum, tog det en rum tid at finde hende. Jordskælvet lagde 3/4 af San Francisco øde og kostede ufatteligt mange liv, men Sarah betragtede det alligevel som en vred besked fra ånderne til hende personligt: Hun havde lagt for meget energi i den forreste del af huset… Så den del blev lukket af og aldrig genopbygget, og så gik hun videre på bagsiden.
Huset blev bygget af de fineste og mest kostbare materialer med venetiansk glas og hvad har vi, men det var rammen om et ensomt liv. Bortset fra en niece, som boede der i nogle år, levede Sarah alene og modtog aldrig én eneste gæst i huset.
Vi fik en rundvisning igennem 110 af de 140 værelser, der er tilbage. Det var meget interessant, men Carl og Alma fik ikke så meget ud af det, fordi guiden naturligvis talte engelsk. Bagefter kørte vi til San Jose for at se The Mission. Missionerne blev bygget af de spanske missionærer – eller rettere, af de indianere, som missionærerne omvendte, og som til gengæld fik mad samt lov til at arbejde, bl.a. som hus- og kirkebyggere – og dannede rammen om missionsvirksomheden. Det er en stor ting i USA, selv om nogle kunne mene, at man skulle gå lidt stille med lige den del af lokalhistorien. Alle børn i fjerde klasse har The Missions som tema, hvor de skal skrive om dem og bygge en model af deres lokale version. Mærkeligt. Men det var interessant, selv om det er en trist historie.
Store træer!
Intet besøg i Californien uden redwoods. Vi tog til Armstrong Redwoods State Natural Reserve for at bese kæmperne. De allerstørste skal findes længere nordpå, men man fik en fornemmelse af den træede majestæt også hos Armstrong. Naturparken er opkaldt efter oberst Armstrong, som var en forsynet mand, der med bekymring fulgte rydningen af redwood-skovene og besluttede, at træerne på hans jord være mere værd som træer end som tømmer. Det ældste træ var ca. 1.400 år gammelt. 1.400 år!!
Redwoods beskytter sig selv mod brande med en enorm fugtighed i bunden. De nederste meter af træerne er svampede, og alting er fugtigt. De er høje, men har til gengæld næsten intet rodnet. Egentlig lidt overraskende, at det lykkes dem at blive stående i så uhyrligt mange år. De sætter frø i venteposition rundt om sig, og sker der noget med modertræet, begynder frøene at skyde, så en kreds af nye træer vokser op. Heller ikke redwoods bryder sig åbenbart om død og forgængelighed.
The Winchester Mystery House
Vi forlod San Francisco og kørte ad 101 forbi Google, NASA og afkørslen til Silicon Valley efter at have indkøbt et sæde til Carl og diverse andre fornødenheder i Target, USA´s svar på Bilka.
En enkelt hotelovernatning blev det til (med en morgenmad, der fik børnene helt op at ringe, blandt andet kunne man bage sine egne vafler!), før vi mødtes med familien Rocco i San Jose for at se The Winchester Mystery House. Børnene var glade for at se hinanden, og vi fik en rundvisning i det højst besynderlige hus. Det var spændende, men desværre for børnene var det på engelsk, så de måtte nøjes med en gengivelse efter hukommelsen, hver gang guiden var færdig med at fortælle om et værelse. For nemheds skyld kopierer vi historien om huset fra Almas blog til klassen – hvis sproget er lidt for let tilgængeligt hist og her, har det sin naturlige forklaring i, at det er skrevet med 2.u som modtager:
Huset blev bygget af Sarah Winchester og havde før det store jordskælv i 1906 over 700 værelser. Jordskælvet fik en stor del af huset til at styrte sammen, så i dag har det “kun†160 værelser. Vi så de 110 på en rundvisning. Sarah var en klog og dygtig kvinde. Hun og hr. Winchester – riffel-familien – forelskede sig vildt i hinanden og blev gift. De fik ét barn: En datter, som var syg. Hun kunne ikke fordøje protein og døde af sult, da hun var seks uger. Det var en stor sorg for Sarah, men det blev værre. Hendes mor døde, og få måneder efter døde hendes mand. Få måneder senere døde begge svigerforældre. I løbet af et år havde Sarah mistet sin familie, og hun sørgede resten af sit liv.
Hun gik til en spiritist og fik at vide, at alle ulykkerne skyldtes ånderne fra alle dem, der var blevet dræbt af Winchesterriflerne, og at den eneste måde at undgå dem på var at bygge et hus, som aldrig blev bygget færdigt. Så det gik Sarah i gang med. Hun var selv arkitekt på byggeriet; eller rettere, ånderne var. Hver aften låste hun sig inde i et særligt værelse og snakkede med sine åndelige vejledere, som gav hende morgendagens byggeplaner. Der var 13 tømrere i gang 24 timer i døgnet hver eneste dag i 38 år, og Sarah sov i et nyt værelse hver nat for at snyde ånderne. Der er trapper, der ikke fører nogle steder hen, vinduer i gulvet og døre, der lukker op til det tomme ingenting.
Sejltur
Som kompensation for den manglende færgetur fra Sausalito til San Francisco tog faderen med Alma og Carl på en rundtur i bugten. Moderen forblev på land. Vandet trækker ikke meget, og billetterne var ret dyre, og da der samtidig var en nyindkøbt bog at hygge sig med, var det ikke noget stort offer. Søulkene havde en god tur.
Carls og Almas
Søløver
Ved Pier 39 fylker søløverne sig. De er kommet til af sig selv og er (selvfølgelig) blevet en turistattraktion, så der er lagt flåder ud til flokken, hvor de kan ligge og sole sig. En løselig optælling landede på ca. 1.000 søløver. De lugter ikke så godt, men er enormt sjove at se på. De kan godt lide at ligge tæt, og eftersom der løbende er nye, der gerne vil op og mænge sig, er der et leben og en råben, når de solvarme, tørre søløver bliver luffet på af våde, kolde, små søløver, som også vil være med i hulen. Heldigvis for sidstnævnte er søløver ikke særlig smidige, og når de oven i købet ligger meget tæt, må de de under luffer trampede nøjes med at løfte hovedet og OU-OU’e surt, indtil der bliver ro igen.
Rundt i byen
Vi brugte en del tid på at traske rundt og indsnuse atmosfæren. Vi var igennem Chinatown, som er den største og ældste kinesiske bydel på de kanter, efter at en hulens masse kinesere i sin tid kom til Californien for at bygge jernbane. Det er ret hypet med en masse turistslam til uhyrlige priser, men midt i det hele lå en lille plads med en legeplads, hvor de gamle kinesere samledes for at snakke og spille kort. Der blev ikke talt meget engelsk der!
Omkring indgangen til Chinatown lå der nogle butikker med glas og statuer og flotte skakspil. Alting var sjovt nok temmelig dyrt, så det blev ikke til noget flot skakspil. Til gengæld investerede Carl i en emaljefrø, der kan åbnes og gemme på små ting.



California dreaming
Vi er i bekneb for opladere, så fotos følger senere; jeg siger det bare. Vi er i bekneb, fordi vi er i San Francisco og kun har to omformer-tingester, så der kan kun sættes to ting til opladning ad gangen. Og det er jo egentlig for lidt, når man tager antallet af devices i betragtning.
Carl fyldte syv år (og hvor vildt er det lige!!). Om fredagen havde han en vandmelonhaj med til uddeling i klassen, lørdag var der fødselsdag, Dagmaraflevering og pakning, og søndag kl. 3.45 hoppede vi i taxaen til lufthavnen. Gaaaaab!
Turen til Guds eget land gik fortrinligt. De børn er bare nogle hårde rejsenitter. Første etape var København-Amsterdam. Overkommelig distance, modbydelig turbulens på vej ned, kvalme og ofring i fedttæt pose. Heldigvis gik det lange stræk Amsterdam-San Francisco glat. Filmene var desværre alle på engelsk, men med jævnlige serveringer, nogenlunde god plads, bøger, spil og Nintendo forløb tiden ok. Børnene var råseje. Alma fik en lillebitte lur, Carl faldt desværre i søvn på vej ned… Vi blev hentet af Martin, og vel ankommet til Petaluma nappede børnene en time på øjet, før vi gik en tur (i regnvejr!), forsøgte med et legepladsbesøg og fik en is før sengetid.
Dagen efter gjorde vi downtown Petaluma og tog den med ro. Moderen blev ramt af noget forkølelseshalsonde og måtte tanke op på amerikanske drugs, som ikke fås i Danmark – better living with chemistry, som Karina siger. Nu går det bedre.
Tirsdag tog vi bussen til San Francisco og bad en taxa finde vej til den lejede lejlighed. Kay, vores udleder, var netop ankommet, da vi kom tyve minutter for tidligt. Han havde lige tænkt sig, at han skulle nå at gøre rent. Mjo. Det gik han så i gang med, og det kan afsløres, at det ikke er hans spidskompetence. Men pyt med det, badeværelset, sengetøj og håndklæder er rene, så det går nok. Vi gik tur, shoppede sko og faldt bevidstløse omkuld, da vi kom hjem.
I dag har vi været i Chinatown, i det italienske område og på Pier 39 for at se søløver. Vi har gået rigtig meget rundt i byen, som er aldeles vidunderlig! På vej hjem hoppede vi på en af de historiske cabel cars, der kører på skinner og skal tage tilløb for at komme op ad bakkerne. De er topnuttede, og man kan sidde med benene ud over kanten foran i vognen. Det prøver vi i morgen.
Månebilen fra helvede
Før jul havde moderen og de dunede små været for Hanley’s, hvor vi havde set og prøvet en fjernstyret månebil. Carl var bjergtaget, og Alma hviskede, at den ville hun gerne give ham i julegave. Så moderen fjernshoppede en månebil med lys fra Amazon, og Carl var ellevild og havde nær krammet livet af den glade giver. Den lyser, når man tænder den, og det er fint. Desværre spillede den også en hysterisk diskorytme, som ikke kunne slukkes eller skrues ned. Heldigvis fik faderen skilt monstrummet ad og kappet ledningen til muzakken, så nu kan den køre, uden at man bliver sindssyg over det.
Endelig jul!
D. 24. oprandt endelig, men hold nu op, hvor er sådan en juleaftensdag svær at få has på. Annika og Vittoria var sløje og havde kastet op om natten, så de var noget slappe i koderne. Alma var heller ikke helt på toppen, og Carl kunne bare slet ikke være i sin krop af forventning og begejstring.
Men med tegnefilm og julekalendere fik dagen alligevel en ende til slut, og det gjorde julemiddagen også. (Silvia fik mandlen – igen!) Mens vi gjorde klar, fes Carl rundt og rundt om træet og sang “Nu er det jul igen” i hyper-tempo. Resten af aftenen blev for hans vedkommende primært tilbragt med at hoppe op og ned i spænding over indholdet af gaverne, både dem, han fik, og dem, han gav, og så alle de andres.
Carl fik meget Lego. Alma fik Lego og Petshop og som kronen på værket en mobiltelefon, og hun var lykkelig! Det er en lille Samsung, der klappes sammen, og hun er fælt godt tilfreds med den lille, fikse tingest, som er HELT HENDES EGEN med eget telefonnummer. Så nu kan hun sende sms’er til Mille og ringe til sin mor fra fritten, når hun gerne vil lave en legeaftale. Toppen! Ved puttetid var begge børn enige om, at det havde været den bedste juleaften nogensinde.
Pynt med pynt på
Lillejuleaftensdag. De søde børn var berammet til et møde med den lokale fotograf på mormors foranledning. Det gik udmærket, om end Carl brød sammen i tårer over at føle sig presset, og fotografen var noget ude af trit med virkeligheden i forhold til at tage billeder af børn:
Børn, stoneface
Fotograf: “Kan I sige “tissemyre”?”
Børn: “Tissemyre fniiiis”
Børn, stoneface
“Klik”
Vel hjemme blev der pyntet for fuld kraft. Juletræet med sin pynt står klar, og bagefter fik gaverne tur. Vi havde kun pakket dem ind, men ikke givet dem bånd og sløjfer, al den stund bånd og sløjfer bliver fladmaste af transport. I stedet havde vi taget pynten med. Moderen og alle fire unger barrikaderede sig i soveværelset. I praksis viste det sig, at Carl og Alma gerne tog mod hjælp fra kusinerne, og moderens rolle stort set blev begrænset til at transportere færdigpyntede pakker fra soveværelse til gavebjerg.
Århustur
Tak for besøg til Carl og Alma og tak for lån til forældrene.
Hyggeligt med gæster fra Amager. Vi nåede rigtigt meget på det døgn, vi havde børnene i vores varetægt.
Allerede på færgen mod Jylland torsdag aften var der højt humør, og der blev taget fotos med de obligatoriske kaninører og spist softice – på faderens initiativ. Fasteren var uskyldig. Da vi ankom til Århus, stod farmor klar med sprøde andelår, og Ole sluttede sig til selskabet.
Oven på en gang hoppeborg i Nordcenter Stor med farmor fredag formiddag, var den vildeste energi brændt af, og selskabet var klar til en tur i Den Gamle Bys nye julehus. Faster D, som var på arbejde i DGB tog imod flokken, og børnene prøvede den stærkt imødesete gimmick, hvor man stikker hovedet op på nisseloftet gennem et wc-bræt. Der var også en kravlevæg, et julehuskespil på væggen og meget andet børnesjov.
Efter at have fået varmen over henholdsvis en sukkerkringle, et par af Den Gamle Bys legendariske lyserøde hindbærsnitter og en vanillekrans, gik turen videre rundt på de toppede brosten til købmandsbutikken, skolen, borgmestergården og markedspladsen. Her var begejstringen stor, da Carl lige netop siden sidste besøg havde haft held til at vokse så meget, at han kunne snige sig op på de 120 centimeter, som er påkrævede, hvis man skal svinge sig i luftgyngen. Faster D var også tilfreds med vokse-indsatsen. Så slap hun nemlig for at ledsage Alma på luftturen. Børnene klarede den på egen hånd.
Hjemme på Gefionsvej ventede Ole med flæskesteg, og så var der fest. “Vi er samlede her i dag for at hylde flæsket,” proklamerede Alma højstemt. Hun havde sørget for, at vi fik indkøbt juleservietter og havde dækket et stemningsfuldt bord, så selv om vi kun var i november, blev der taget forskud på julen, gnasket gris og spist moste kartofler med litervis af Oles børnevenlige brune sovs. Om lørdagen blev menuen i øvrigt gentaget til frokosten, og da blev der taget sugerør i brug for at få det fulde udbytte af de populære dråber.
Efter fredagsmiddagen placerede børnene sig – godt indpakkede i tæpper – med hver sin skål fredagsslik foran fjerneren, og så var der ro en stund. Inden sengetid kiggede Carl og Ole i vikingebøger, og Ole fortalte om arkæologiske fund fra vikingernes vilde liv for en meget interesseret tilhører. Børnene fik også en smagsprøve på faster D’s museumsprogrammer – fra Skanderborg Museum, hvor en arkæolog fortalte om knogle- og kraniefund fra Illerup Ådal. De syntes, det var sejt, at deres faster var inde i fjernsynet. Efter den strabadserende dag var der udbredt stemning for at gå tidligt til ro, så efter en godnathistorie sov de kære små faktisk allerede omkring kl. 21.
Lørdag morgen puslede det i stuen, og vi kunne fra soveværelset se, at der var lys i det meste af huset. Et kig på uret afslørede til fasterens gru, at klokken var 5.22. Carl mente, at det var ved at være tid til at stå op, men han fik besked på at sove lidt længere. Det prøvede han så på den næste times tid, men det lykkedes ikke rigtigt, så ved halv syv-tiden måtte han installeres med dynen foran Ramasjang og var vældigt tilfreds med det.
Alma sluttede sig til ham i sofaen en times tid senere, og faster D stod op og kogte havregrød og lagde dej til dagens pebernøddebagning.
Efter morgenmaden nåede vi et par spil, og børnene gik så i gang med den sædvanlige leg, hvor de deler huset op og indretter hvert deres “hus” ved at hente så mange ting som muligt fra værelserne ind i stuerne. Alma forkyndte, at hun boede både i stuen og i køkkenet, og da de voksne spurgte, hvor vi så skulle være, fik vi at vide, at vi bare skulle være der også – det var kun hyggeligt. “I er de gamle bedsteforældre, som er kommet for at være her, fordi I er utilfredse med plejehjemmet.” Mjaaa…
Vi skulle hente et par bøger på biblioteket og drog af sted alle mand. Derfra marcherede vi i regnen videre til kirkegården med en julekrans til farfar. Den blev nedlagt på Pegasusstenen af børnebørnene i fællesskab. Besøget på kirkegården udviklede sig til den helt store nekro-antropologiske ekspedition, hvor vi læste sidste hilsner på silke-kransebånd, fortalte om brænding kontra full-body-begravelser, så på soldatergrave og muslimske gravsten. Alma var noget betaget af de mange nipsting – egern, småfugle og lysestager – som folk havde anbragt på gravene, så hun mente, at det nok var bedst at gå i gang med at investere i de ting, der skulle være på hendes grav til sin tid. Så var hun jo selv herre over, hvordan den blev indrettet, for “det kan jeg da virkelig ikke overlade til min mor…”
Stærkt optændte af emnet gik børnene i gang med at tegne skitser til deres egne gravmæler, da vi var nået hjem igen. Carl var inde på noget med et stenhus, hvori hans grav til sin tid skulle være – vi snakker nok nærmest et mausolæum. Ja, der er jo ingen grund til at fedte med sit eftermæle. Den der med “de ukendtes” fællesgrav købte de da overhovedet heller ikke. Hvad er der sjovt ved det?
Temaet “for-jul” blev ført igennem, og vi fik efter frokosten trillet og bagt et par hundrede pebernødder. Derefter blev der stillet op til det store slag Trivial Pursuit. Børnene ville gerne prøve kræfter med ostespillet, så det kastede vi os ud i, desuagtet at vi ikke er indehavere af en børne- eller familieudgave af spillet. Det blev så klaret ved, at faster D. improviserede børnespørgsmål hen ad vejen, og det var der ikke nogen, der klagede over. Carl vandt, og det var en tiltrængt sejr, efter at han havde været på randen af en nedsmeltning over to nederlag i det nervepirrende gåsespil aftenen før.
Sidste punkt på lørdagens hyggeprogram var ild i pejsen. En helt ny feature på Gefionsvej, hvor der nu er blevet sat gang i motoren, som skal trække røgen op gennem skorstenen. Det fungerer og er råhyggeligt, og det var et par tilfredse gæster, der sad og kiggede ind i ilden med hver sin dåse egne friskbagte pebernødder inden for rækkevidde. Efter en slutspurt med en gang dyreyatzy, kom farmor og afhentede Amagerkiksene, og freden sænkede sig atter over matriklen.
Kærlig hilsen Ole og Dorte
Forandring fryder ikke en skid
Alma-pigen er ikke meget for ændringer, det være sig store eller små. Undtagen dem, hun selv sætter i søen, naturligvis, det siger sig selv. Så da puslebordet efter seks uvirksomme år blev pillet ned og solgt, var hun ikke meget tilfreds. Siden er rulle-fætter, kurv med blade og tørretumbler også blevet bortabsenteret fra badeværelset og erstattet af et nyt skab, og her til aften havde hun ifølge barnefaderen en regulær nedtursnedsmeltning over alle de gode, gamle venneting, hun nu havde mistet i sit liv.
Da moderen forleden luftede tanken om at udskifte den sønderslidte kontorstol, blev det også taget unådigt op. “Den er en del af familien, mor!” Moderen indvendte spagt, at den jo sådan set er slidt igennem til skumgummifyldet og dertil ret ulækker, fordi folk har spildt alt muligt på den, men den slags brugsslitage ser Alma ikke som minusser, men som tegn på autenticitet og unik-hed. Hun går en svær tid i møde, eftersom vinduerne snart skal skiftes…
Turen til Ikea efter skabet sammen med Carl og moderen var dog festlig nok. Børnene fandt noget babygear i form af hatte med kaniner i og stablede et rask lille trylleshow på benene. Børnenes Ikea, ja, det tror jeg nok! Kødboller og øko-juice i cafeteriet, som Ikea insisterer på at kalde en restaurant, var også helt ok, og er man lidt fiks på fingrene, kan emballage hurtigt forvandles til en build-a-bear-seng. Der er ikke meget, der ikke kan lade sig gøre, når man har en limpistol.
Stjernebarn og peberkager
I dag var dagen for Carls første skole-hjem-samtale. Afsted drog vi i forventning om at høre lutter rosende ord, og vi blev ikke skuffede. Der var ikke andet end godt at sige om den søde dreng. Han er godt med fagligt – scorede højest i sprogtesten med 98,3%, alt over 15% er godt nok – er social, vellidt, med i timerne, samarbejdsvillig, koncentreret om opgaverne… kort sagt helt i orden. Ja. Det vidste vi faktisk godt, at han er.
Efter samtalen blev børnene skovlet op, og så drog vi hjem for at bage peberkager. Dels for vores fornøjelses skyld, dels som et eksperiment for at se, om vi kunne finde ud af, så vi kan holde en juletema-legegruppe for Alma med bagning og dekoration af oversize peberkagemænd og -damer. Det kunne vi godt – finde ud af det. Børnene stak kager ud, hvoraf nogle blev lettere handicappede, og skar desuden i frihånd med vekslende held. Til sidst blev kagerne klædt på med glasur og rosiner, og så blev de spist, de fleste af dem, nogle før, nogle efter aftensmaden.
De smagte okay, men manglede et eller andet for at smage som rigtige peberkager. Alma ville ikke høre tale om det. “De smager godt alligevel, så det er ligemeget,” skar hun brutalt igennem. Ingen kritiserer ustraffet kager!






You must be logged in to post a comment.