Kategoriarkiv: Alma

Besøg af kusinerne

En dag havde vi fint sommerhusbesøg af mormor og kusinerne fra Aalborg. Det var en meget hyggelig dag med gåtur, strandtur i noget kølige temperaturer, is, legeplads og skærmstening.
Annika lagde ud med at være meget bange for Dagmar, men det gik hurtigt over, og begge kusiner var stolte som små paver over at være hundeholder, da vi gik tur. Det var lidt et tovtrækkeri at holde pigerne påklædte, for de insisterede på ikke at fryse, og onkel Niels havde truet med bål og brand, hvis de blev snottede, eftersom familien skulle til Italien tre dage efter. Men det lykkedes. Så vidt vides blev ingen andre end Alma forkølet.

Jubiii, bål!

Det er måske alle, der ved det, men moderen har en brændende forkærlighed for at lave bål. På det lille, beskyttede bålsted ved Vandet Sø var der mulighed for at udleve tilbøjelighederne. Vi var der en aften, lavede bål og stegte burgere, majs og bruschetta. Lækkert. Dagmar nød at få lov til at drible rundt efter forgodtbefindende og blev temmelig beskidt af sine udflugter i sivene. Det var for sjovt, så det måtte gentages. Maden var lidt en undskyldning for at tænde ild, så gang to havde vi kun pølser og skumfiduser. Og alle gode gange tre, så det lykkedes også moderen at få sat ild på indsamlet drivtømmer en ret blæsende aften på stranden. Bål er godt!

Formalia skal være i orden

Carl og Alma synes, det er noget frygteligt pjat, at man ikke må drikke sit eget vand på restauranter og cafeer. Carl ymtede, at han ville have en restaurant, når han blev voksen, og der måtte man gerne drikke sit eget vand. Alma spandt videre på ideen og ville have en storladen bygning med en stor have, hvor der skulle stå i pavillon. Carl (spekulativt og i ramme alvor): Men skal man så ikke have en byggetilladelse?

Slutspurt

Børnene blev gode venner med kattene i området, især en lys kat, som blev døbt Riften, fordi den havde et sår ved det ene øre.
Der bliver lavet salt i området. Vi kørte hen for at se nærmere på det, men kunne desværre ikke komme ind på selve området for at røre ved saltbjergene.
Den sidste dag blev der gjort rent, Carl og Alma vaskede trappe og terasse, og om aftenen slog vi os løs med kunstneriske is.

Tabarca

I byen hang der store plakater med et billede af en båd, hvor en masse glade mennesker sad og kiggede ud af store vinduer under vandet. Et nærmere studie afslørede, at det drejede sig om en tur til øen Tabarca, hvor man kunne sidde og kigge under vandet undervejs og derefter tilbringe nogle timer på øen og så sejle hjem igen. Billetterne var halvdyre, men pyt, det måtte da prøves. Det havde der så ikke været nogen grund til, viste det sig. Reklamens magt!

Båden var en katamaran, hvor man kunne kigge ud af et par små ruder i pontonerne. Ikke just det, de havde reklameret med. Der var en strid modvind, så det vippede uforholdsmæssigt meget på turen derud. Alle blev søsyge undtagen mormor, men ingen brækkede sig. Man må være taknemmelig for de små ting. Ved ankomsten blev der delt gammelt brød ud til børnene, så de kunne fodre fisk, som man i Danmark fodrer ænder. Det var meget sjovt. Desværre var der ikke ret meget andet, der var sjovt ved den tur.

Øen var meget lille og selvfølgelig temmelig solsveden. Der lå en række turistfælder af restauranter ved havnen, som alle serverede den samme elendige mad og husede flokke af vilde katte. Dem fodrede vi med pasta. Byen bestod af tre gader den ene vej og fire gader den anden vej. 30% af husene var souvenir-butikker og barer. Generelt var der ikke gjort noget særligt for at gøre noget som helst lækkert eller attraktivt, hvilket formentlige beror på, at turistbåde fra alle kystbyerne ankommer planmæssigt hver dag, og at pågældende turister derefter er bundet til øen i 5,5 timer, før båden sejler hjem igen. Vi gik rundt og kiggede lidt, badede lidt fra klipperne og ventede på, at vi kunne komme væk…

I vandet!

Som bekendt har moderen en kraftig aversion mod koldt vand, og havvandets temperatur lod en del tilbage at ønske, så det blev kun til en enkelt dag i bølgen den blå. Det blev til gengæld også dokumenteret! Det samme blev nogle af bygningsværkerne, som vi lavede i fællesskab.

Orihuela

Vi kørte også en tur til den nærliggende Orihuela, som er en større by med et charmerende, gammelt centrum med pladser, skæve gader, broer og alt, hvad til faget hører. Det eneste, der manglede, var restauranter. Højest besynderligt. Der var en del barer, hvor man kunne få forskellige slags bocadillos, men ingen restauranter. Til sidst slog vi os til tåls med et underlødigt friture-måltid på en bar, hvorefter vi naturligvis fandt byens samlede restaurantbestand rundt om næste hjørne.

Diverse feriepics

Her følger lidt godt og blandet fra ferien i Spanien.

Klippevandring

I Torreveija er der bygget en halvanden kilometer lang mole, komplet med overdækkede bænke og vandpost på halvvejen. Og det er jo en udmærket tur at vandre derud og tilbage ad den slagne vej. For enden er der store klipper, hvor fiskerne står, og hvor vi til mormors store bestyrtelse klatrede ned for at fodbade før tilbageturen. MEN på ydersiden af den slagne vej er der stablet klippeblokke op, og det er naturligvis langt sjovere at tilbagelægge turen til spidsen ved at klatre og hoppe fra klippe til klippe, så det gjorde moderen og de små en dag. Det var langt og hårdt, men sjovt, og vi mødte adskillige familier af vilde katte, som havde forlagt residensen til kølige og velbeskyttede klipperevner. Vi klatrede dog kun den ene vej. Tilbage til byen tog vi den nemme løsning.

Marked

Om fredagen forvandles en del af byen til markedsplads. Boder smækkes op på gaderne, og nogle timer efter pilles de ned igen og efterlader et svineri af affald, som så bliver ryddet af en kommunal gravko. Markedet er et fast indslag i hver eneste ferie, og således også i denne. Den største attraktion var slikboderne, hvor børnene fik lov at forkøbe sig i fredagsslik i større mængder, end de nogensinde har prøvet før. Derudover var det mest småting som hårblomster, hatte og lign., vi investerede i. Alma ønskede sig et badedyr til stranden, men det var der ikke noget med, så hun købte en oppustelig delfin i en strandbiks senere på dagen i stedet.

Alma otte år!

Efter at have talt ned i flere måneder blev det endelig Almas fødselsdag. Den 8. juni faldt på en lørdag, mens klassefødselsdagen var sat til fredag. Faderen havde bortabsenteret sig til Berlin indtil fredag aften, så mormor kom forbi og gav en hånd med. Heldigvis var vejret med os i år, så pigerne kunne være både ude og inde. Vi startede med at piske dem igennem nogle lege på skolens sportsplads, hvor vi kunne klemme os ind mellem fire skoleklasser, der havde idræt, i håb om at køre dem en smule trætte. Vel hjemme i haven blev der åbnet gaver og serveret boller, pølsehorn og saft.

Alma havde eksplicit frabedt sig en skattejagt, så i stedet havde moderen fabrikeret en quiz. Vinderholdet fik sure tæer i slikkepindeform. Taberholdene fik tilsvarende i trøstepræmie – Alma tåler meget dårligt, hvis nogen kunne gå hen og blive kede af det. Sidste punkt på dagsordenen var en reprise på sidste års succes med byg selv-lagkager. Det var lige så populært i år. Der blev smækket lagkagebunde sammen og pyntet til den store guldmedalje, og alle ungerne var svært tilfreds med at drage hjem med en kagekasse i hånden.

Hjerteveninde Mille blev og overnattede, så hun var med på den ægte fødselsdagsmorgen. Den 8. juni var tilfældigvis også dagen for det store kvartersloppemarked på Italiensvej, så da der var blevet pakket gaver ud, fandt børnene diverse salgbare effekter frem, og så drog vi på loppemarked nogle timer. Mille blev hentet af sin mor, men heldigvis var den anden Alma – Alma 10.000 – i mellemtiden kommet, så de to Almaer slog sig omgående sammen i stedet. Da vi ikke gad mere loppemarked, gik vi til stranden og købte is og derefter videre til middag på restaurant. Alma 10.000 blev og overnattede. Vores Alma var kistelykkelig for sin fødselsdag og syntes svært godt om at blive otte år.

Almatiske guldkorn

Der kommer løbende finurlige ting ud af munden på Alma. Fx fik hun en hjerteformet pude med One Direction til sin fødselsdag af en klassekammerat. Hun tog undrende imod, takkede pænt og kiggede spørgende på sin moder, som kiggede lige så spørgende tilbage. Da gæsterne var gået, måtte vi tjekke, hvad det der One Direction var, så vi besøgte deres hjemmeside og så en video på Youtube. Alma var ikke imponeret og konkluderede, at “det er jo bare nogle drenge, der har sat deres hår pænt fra morgenstunden”.

En anden skønherlighed, vistnok samlet op på fritten:
Æbler har kerner
Piger har hjerner
En guitar har strenge
Hvad faen har drenge?

De bliver store, de børn

Grundlovsdag er fridag, så vi lagde hårdt ud i går aftes med at erklære “man gør, som man vil”-aften. Moderen følte sig ikke kaldet til at være sådan en mor, som bestemte og kostede børn i seng til tiden, og den var børnene sjovt nok helt med på. Carl legede udenfor til kl. 22, og da han kom ind, passede det med, at moderen var færdig med sine gøremål, og så smed vi os alle tre i sofaen og så film. Og gik i seng til midnat.
I dag var vi langsomme startere. Siden hen gik Carl ud sammen med Anton, og Alma besluttede, at hun godt kunne gå alene over til den anden Alma for at lege – en tur på en kilometers penge. Så moderen fik arbejdet det fornødne. Almaerne kom for og mellemlandede for at hente rulleskøjter og bamser, som skulle køre tur i rulleskøjterne, og så trillede de af igen.

Moderen adviserede det tilbageværende, udelegende barn om sit fravær grundet hundeluftertur. En time senere kom Carl blæsende op, mens moderen var ude på altanen. “Moar – moar”, lød det. Da moderen kom ind og tilkendegav sit nærvær, brød Carl grædende sammen. Her kunne man godt tro, at det skyldtes, han havde været ked af ikke at finde sin mor, da han kom ind, men sådan hang det slet ikke sammen. Næ, tværtimod var han i gang med at ringe via Facetime, fordi han troede, at moderen stadig luftede hund, og han var vildt skuffet over ikke at få lov at være stor og og selvstændig og ringe op for at spørge, om han måtte spise hos naboen. Det er alligevel første gang, Carl har skullet trøstes, fordi man VAR der…

For meget!

Carl ytrede ønske om at kaste med hoppebolde og blev mødt med det sædvanlige forbud mod at gøre det i 1) køkken 2) stue 3) soveværelse. “Du kan gå ind på værelset og kaste med dem, hvis du vil kaste indenfor,” lød det fra det mødrene ophav. Det fik Alma til at protesterer højlydt på grund af risikoen for, at nogle af hendes sartere ejendele skulle gå til i processen. Se, den vinkel havde Carl ikke tænkt på før, men det gjorde han nu! I løbet af sekunder røg han ud inde fra værelset, helt underdrejet af bar forargelse: “Åhr, I tænker kun på jeres egne ting, men I er bare ligeglade med vores ting! De må godt gå i stykker! I siger bare, at jeg skal kaste inde på værelset, og så går vores ting i stykker, og det er I bare ligeglade med!!!”

Det måtte så gøres endnu klarere, at der ikke var tale om et kaste-påbud, men om en kaste-tilladelse, og at det derefter var op til børnene selv, om de ville løbe risikoen, eller om Carl skulle gå udenfor for at kaste. I skøn forening tømte de søde små værelset for de genstande, som var i risikozonen, hvorefter Carl lystigt kastede løs.
De børn er altså meget, meget svære at stå for.

Ingen operation før sommerferien

Alma var til præ-operationel undersøgelse forleden, og samtidig kunne de fortælle os, at operationen af knæet var sat til 14. juni. Det var jo udmærket, indtil det kom for en dag, at følgevirkningerne af operationen worst case er to uger med skinne for at holde knæet strakt og derefter fire uger, hvor benet må bøjes lidt efter lidt. Med en planlagt Spanienstur ti dage efter den fastsatte dato, efterfulgt af nogle uger i Klitmøller, var det en smal sag at beslutte, at det må vente til august med at få rodet i det knæ.

Sverige 2013

Kristi Himmelfart kom og gik, og med den også den årlige hyttetur til Sverige. Traditionen tro kørte faderen afsted med Carl og Alma onsdag eftermiddag, mens moderen fulgte pr. tog fredag eftermiddag. Mange mennesker på lidt plads i mange dage – dårlig kombination! Dog var afgangen nær ikke blevet til noget, fordi bilen pludselig opførte sig mærkeligt. Den ville ikke starte og kørte i vildt høje omdrejninger, når den endelig kom i gang. Faderen drog ud for at finde et værksted, der havde længe åbent, med den tese i baghovedet, at der var blevet fyldt forkert benzin på den – og ikke af ham selv… Heldigvis viste det sig at være en temperaturdims, der forårsagede problemet. Det blev diagnosticeret af et par gutter i en baggård på Strandlodsvej. Værkstedet havde lukket, men de sad og hang og mente at vide noget om biler. De kiggede og tændte og slukke og trykkede og diskuterede. Den ene havde selv haft sådan en bil. Han havde haft det samme problem. Han havde lige sådan en reservedel liggende. Og vupti vapti var bilen pludselig ikke i stykker mere, og det ville han da godt have… bom-bom… skal vi sige 100 kr? for.

De søde børn elsker Sverigesturen. Fra solen pipper frem første gang om foråret, snakker Alma om, at lugten, luften, lyset og alt andet forårsagtigt minder hende om Sverige, og årets tur var en lige så stor succes som de andre år.

Moderen gik glip af den obligatoriske rundboldturnering børn mod voksne, som blev afholdt torsdag i stedet for fredag. Alma og især Carl var meget oprørte over, at der ikke blev spillet mere rundbold, men fredag aften var folk for trætte, og lørdag var en masse taget hjem. Til gengæld lykkedes det Carl at stable en fodboldkamp på benene fredag aften. Med stor ihærdighed hvervede han interessenter og fordelte hold, og heldigvis fik han det maget sådan, at han selv var på det vindende hold.

Der var to, der var tre, der var….

Lidt spontant poppede mormor forbi slottet på en solbeskinnet søndag. De søde små havde været i bad og vasket hylder (den faste og inderligt forhadte weekendtjans med at vaske sine legetøjshylder), og Anton var kommet på besøg. Der var to punkter på programmet: Is på stranden og høst af brændenælder til aftensmaden – brændenældesuppe og hjemmebagte speltboller. (Man burde faktisk bo i 2100 Ø for at køre den hjem. Til gengæld behøver man ikke købe nælderne i Irma, når man bor på Amager.)
Da vi var klar til at gå til stranden, viste det sig, at Antons mor var taget på indkøb, så vi udvidede konceptet fra to til tre børn. Isene var gode! Og store! På stranden fandt børnene nogle forkullet træ, som man kunne tegne med, og så gik der ellers grafitti i den. I over en time var især Carl og Anton helt opslugte af at dekorere muren, mens de fortalte hinanden historier om, hvad de tegnede. Man fornemmer, hvordan hulemalerierne kom til verden.
Da vi langt om længe fik vristet alle småfolkene fri af de kreative udfoldelser og fik dem gennet afsted med kurs hjemad, stødte vi efter 100 meter ind i Almas veninde Liva, som også var på stranden med sin familie, og så gik alt i stå igen. Livas far tumlede med Carl og Anton, mens Liva og Alma gravede hinanden ned i sandet. Alle børn var i strømpesokker i sandet. Det var en fest.
Da vi gik videre, var børneflokken forøget med endnu en, idet Liva gik med Alma hjem. Alma ytrede på hjemvejen, at det havde været en af de bedste søndage, hun kunne mindes.
Børnene gik alle sammen med over for at plukke brændenælder. Carl og Anton tog sig af jobbet med at fylde Livas cykelhjelm med mælkebøtter, hvis nogen nu skulle brænde sig. I praksis gik der dog kun få minutter, før de søde små tumlede sig i leg på skolens sportsplads, mens moderen høvlede brændenælder i den medbragte pose. Mormor havde været mere end skeptisk ved udsigten til at få serveret ukrudt til middag, men måtte indrømme, at det faktisk smagte meget godt.
Alt i alt en meget hyggelig dag. Flere af dem, tak.

1. maj

I år droppede vi Fælledparkens 1. maj-cirkus og nøjedes at sympatisere hjemmefra og derefter spise middag med Rie, Peter, Johanne, Johannes veninde Jeanette, Cornelius og August. Hyggelig italiener bag Chr.havns Torv, men majet lang ventetid på maden. Den søde servitrice beklagede og anglede efter forståelse for, at det ikke var så nemt med så mange mennesker. Vi kiggede os omkring i lokalet. Vi syntes ikke, der var så mange mennesker. Men selskabet var godt, og vi havde Lego så vi bar over. Maden var også god, da den endelig kom, om end de to ikke-ostespisende Helger-børn måtte vente ekstra længe på deres mad, idet det naturligvis var gået galt med beskeden “uden ost” på vej fra bord til køkken.
Carl og Alma kørte hver sin fulde portion lasagne, efterfulgt af en trekuglers is. Moderen var imponeret. Der var bred enighed om, at de var nogle ualmindeligt søde børn, og det kan man jo ikke være uenig i. Carl satte kronen på værket med et kækt vink og et “nu skrider vi”, da vi gik ud af døren. Det var en ualmindelig hyggelig aften.

Farvel, børnehave

Så kom dagen, hvor det sidste barn havde sidste dag i børnehaven. Dagen var imødeset med længsel af Carl, som glæder sig vildt til at komme på frit og få mange venner, men moderen fandt det alligevel lidt vemodigt at sige farvel til børnehaven, hvor vi har haft vores daglige gang i syv år.
Carl havde bestilt zombieboller og flødeboller til uddeling. Alma skulle naturligvis med til festen. Carl havde selv pyntet bordet med et dino-tema. Alma var en smule bitter ved tanken om sin egen afskedsfest, hvor hun måtte dele æren (og opmærksomheden!) med to andre, der skulle stoppe samme dag, mens Carl fik det hele for sig selv – så uretfærdig kan verden være.
Carl delte glad boller og flødeboller ud, og så havde stort set alle børnene lavet gaver i form af tegninger, som hver især var pakket fint ind og skulle pakkes ud igen. Tidskrævende, men enormt hyggeligt. Traditionen tro fik han af børnehaven sin mappe med tegninger, der var suppleret med fotos fra hans børnehavetid. Det var sjovt at se udviklingen fra tre til seks år. På et par af billederne var Carl sammen med pædagogen Torben. Det gav et stik i hjertet. Selvsammen Torben fik nemlig mavekræft, og efter et års tid, hvor han havde det fint og var på besøg i børnehaven hver onsdag, gik det pludselig ned ad bakke. Han blev begravet dagen før Carls afsked. Carl har virket ret uberørt, mens Alma blev meget ked af det ved pludselig at blive konfronteret med “aldrig mere”. Det ER også lang tid. Moderen købte blomster til begravelsen, og Alma fandt et flot billede, hun havde broderet, som Torben fik med, da han “skulle holde begravelse”. Moderen fik flash back til dengang, hvor vi fandt en død fugleunge på vej til vuggestuen og tog den med hjem for at begrave den, og lillebitte Carl var helt frisk på at begrave den, indtil den havde fået jord på, hvorefter han brød fuldstændig sammen og ville grave den op og tage den med ind og give den mad, så den kunne blive rask. Han troede, vi var onde ved den. Det var en traumatisk oplevelse.
Nå, men livet går jo videre, og Carl takkede af med maner. Til sidst sang stuen farvelsang for ham, og så fik de fleste en løftekrammer af den lille kraftkarl, før vi gik hjem. For sidste gang. Snøft. Heldigvis bliver vi inviteret til sommerfesten i august, så vi kan vente med at tage endelig afsked, til vi har vænnet os til ikke at være der mere.