Så hurtigt kan tre uger altså gå. Men de er gået godt. Klitmøller-delen startede med samvær med Århusklanen, hvor Ohana blev indviet som gæstehus, men efter den første uge var vi alene. På falderebet nåede vi lige forbi noget levendegjort historie på bunkermuseet i Hanstholm og havde den særegne oplevelse at køre med ammunitionstoget i små, lukkede bure.
Tiden i sommerhuset er blevet spildt godt og grundigt, præcis som det skal være. De søde små tog til at sove længe, gerne til kl. 10, og man skal jo lige bruge et par timer på at komme op i gear, så mange af dagene nåede vi kun to måltider, eftersom aftensmaden lå så tæt på morgenmaden, at man ikke kunne nå at klemme en frokost ind også. Der er blevet spillet og læst meget – rigtig meget!
Men helt uvirksomme har vi dog ikke været. Thisted er blevet besøgt flere gange med forskellige missioner for øje: Våddragt til Carl (uden held), yogamåtte (uden held), filter til espressokanden (uden held), små surfboards (uden held), bibliotek (succes), møntvask (succes), proviantering (succes). Til faderens udelte tilfredshed lykkedes det ham at finde såvel yogamåtte som små surfboards i det lokale Klitmøllersupermarked efter forgæves rundture til mere oplagte destinationer. Minibyen blev også besøgt igen i år.
Vi var på blåbærtur, børnene og faderen har badet, om end ikke helt ofte nok, hvis man spørger dværgene, vi har besøgt og afprøvet havnebadet i Vorupør, og vi har spist is.
Vi nåede også en tur til Aalborg for at besøge Niels, Silvia, Vittoria og Annika. Ankomstdagen var præget af en vis vådhed, så den brugte vi på at se “Hvordan man træner sin drage2”, hvorefter dværgene kastede sig ud i et regulært, flerdages modellervoksorgie af dyrefamilier og tilbehør. Ret imponerende, hvad de fik fra hånden der. Dagen efter måtte de voksne på arbejde, men mormor var indforskrevet som barnepige, så tre voksne og to børn gjorde Aalborg Zoo og fik dermed glæde af sidste års årskort en ekstra gang. Derefter gik vi til springvandet ved museet, som hittede så enormt sidste år, blot for at finde det lukket og ombygningshærget. Men intet kan slå en flok unger ud ret længe, så de konverterede badeturen til en sindrig leg på springvandsområdet. Dagen efter kom mormor og Annika på besøg i Sambo. Vittoria havde benyttet sig af chancen og kørte med tilbage om aftenen – et valg, hun dog grumme fortrød i nogle timer, eftersom hun blev syg og kastede op om natten og virkelig godt ville have haft sin egen mor i stedet for sådan en surrogattante til at trøste.