Alle indlæg af Big Mama

Clairvoyance

Fredag. Disneysjov. Carl er overbevist om, at han kan forudse fremtiden. Han VIDSTE nemlig bare, at der kom Phineas&Ferb. Og han havde ret med skræmmende nøjagtighed. (Serviceinfo til ikke-Disneykiggende medlæsere: Der kommer P&F hver fredag.)

Wap

Børnene har overnattet hos Alma og Pelle, mens forældrene var til Lottes 30 års fødselsdag. Det var første gang for Carls vedkommende, men alt var gået fint.
Ole og Dorte overnattede på slottet og fik brunch med de hjembragte børn. Resten af dagen har stået i afslapningens tegn med film og spil. Filmens slutsang fik Carl til at udbryde: De wapper!! Efterfølgende brokkede han sig over, at Alma kun ville lege krop. Det er, hvor man er sig selv i modsætning til en figur.

20130915-172840.jpg

Her går det godt

Det går mægtig godt med Almas knæ. Den første dag var slem, især om aftenen, hvilket onkel Morten kan bevidne. End ikke Paradis-is havde nogen effekt. To opkald til lægevagten skaffede mere effektiv smertedækning end panodiler til huse, og så faldt der ro på. Men siden har der ikke været større udfald, og hun fik kun smertestillende de første dage. Den første uges tid sov Alma på sofaen. Den allerførste nat sov vi begge siddende op, men efterfølgende kunne hun nogenlunde ligge ned, og moderen lå ved siden af på en madras. Det var så smadderhyggeligt, at da Alma konstaterede, at hun godt kunne kravle op i sin seng igen, nappede vi lige en ekstra nat i stuen. Og så liiiiige en til, før vi gik tilbage til normalen. Der er ingen smerter længere, men fordi skinnen er tung, bliver hun træt, når hun har gået meget. En særlig bitter pille er den aflyste svømmeundervisning; Alma havde glædet sig i vildskab til at vise, hvor dygtig hun er blevet til at svømme, så det huer hende meget lidt at skulle vente flere uger, før hun kan komme i vandet.

Carl er en glad skoledreng, som synes, at det sjoveste ved skolen er at lave opgaver, og som desuden elsker fritten. Dagmar og katten trives sammen, og vi skal snart have nye vinduer. Alt i alt går det meget godt på slottet.

På Hvidovre, update

Det er fuldbragt. Almas knæ er fikset. Det tog det meste af en dag, men nu er det overstået.

Som nævnt ankom vi 7.30, blot for at få at vide, at hun først skulle under kniven som nr. 3 kl. 10.30. Vi enedes om at være småbitre over at være stået op kl. 5.30 for det og satte os ind for at fordrive ventetiden med Netflix og bøger. Efter en times tid fik Alma en seng, hvilket var skønt, for så kunne vi trække os ind på stuen og dyrke lidt privatliv. Kl. 10.20 skiftede vi til fikst operationstøj og var mentalt klar. Klokken blev 10.30, og den blev 10.45. Kl. 11 kom en sygeplejerske og sagde, at vi ville blive hentet om en halv time. Den halve time blev til tre kvarter, og vi nåede at lege en del med hæve/sænke-funktionerne i sengen, men endelig kom portøren.

Ved indgangen til operationsafsnittet måtte vi vente videre, mens vi spejdede efter kendte ansigter og fnisede over folks åndssvage operationshatte. Til sidst kom vores kirurg og derefter en ny portør og kørte os ind bag den forjættede dør. Og så fik vi udleveret åndssvage operationshatte… Så var vi (næsten) færdige med at grine.

På operationsstuen stod Thea og ventede på briksen. Thea er en isbjørnebamse, og alle børn, der skal i narkose på Hvidovre får en Thea (eller Theo, hvis det er en dreng). Det er Trygfonden, der står bag, og det er ret godt tænkt, for der går ry af de bamser blandt børnene i hovedstaden, og Alma havde glædet sig til at få en. Det er selvfølgelig meningen, at børnene skal føle sig tryggere i selskab med Thea, og ifølge Alma virker det efter hensigten – “man føler sig meget mere tryg sammen med Thea end sammen med en almindelig bamse,” mener hun.

Lille Alma kom på briksen med Thea i favnen og fik drop i hånden. Hun var lidt nervøs, men ikke meget. Grundlæggende var hun tryg og tillidsfuld gennem hele forløbet og fik ros fra samtlige implicerede parter. Da hun sov, blev moderen sendt ud under selve operationen. Eftersom der havde været tale om sympatifaste fra moderens side, blev ventetiden delvist udfyldt med en sandwich i cafeteriet. Efter en god times tid ringede sygeplejersken og sagde, at nu blev Alma kørt til opvågningen. Forudsigeligt nok befandt moderen sig lige uden for døren til opvågningen og nåede således derind før Alma… Sygeplejerskerne derinde var ikke til sinds at huse ventende pårørende og forsøgte at genne det mødrene ophav ud igen, men inden de fik held med foretagendet, kom Alma ind, og så klappede de kaje.

Der havde været to mulige udfald: Enten skulle menisken bare skæres til, eller også skulle den også hæftes fast, hvis den var skredet. Desværre var det sidste tilfældet. Desværre, fordi det betyder, at Alma ikke må bøjet benet mere end 90 grader og derfor de næste seks uger skal gå med en fikseringsskinne, der er låst, så benet ikke kan bøjes mere end det tilladte.

I går var hun godt smertedækket fra sygehuset, så da var hun kæk og fuldstændig mobil. Mormor var kommet fra Spanien og skulle overnatte, og ved sengetide skulle hun læse godnathistorie for de søde små, som lå i den store seng og hyggede sammen med moderen, mens faderen lyttede med fra sofaen. Halvvejs igennem første kapitel sov hele familien… Så der blev intet socialt samvær og heller ingen sengeplads som planlagt, eftersom sofaen var optaget af faderen og hans computer.

Kl. 4 vågnede Alma og havde ondt, og så var der ikke meget søvn tilbage i den nat. Efter et par timer døsede vi hen igen, men det blev urolig søvn, så alle er lidt underdrejede i dag. Alma er blevet immobil og har fornøjelsen af at ligge og bede om det, hun gerne vil have bragt. Det havde hun set frem til. Dog havde hun, når det kommer til stykket, gerne byttet smerten i knæet ud med selvhentertjans. Den står på Panodiler weekenden over, og så ser vi, hvor hurtigt de små byggemænd i kroppen kan få lappet sammen på knæets indre dele, så Alma-pigen bliver mobil igen.

På Hvidovre

I dag skal Alma have opereret sit knæ. Hvor stor en omgang det bliver, ved vi først bagefter – vi satser benråt på den hurtige version, hvor hendes menisk bare skal skæres til og ikke sys fast.
Vi var blevet tilsagt klokken 7.30, men ved ankomsten til Hvidovre viste det sig, at hun først kommer til 10.30, så hun kan lige nå lidt mere saftevand, før vi rammer to timersreglen.

Lånekusiner på feriebesøg

Mormor tilbragte et par dage på slottet sammen med Riziki, Louise og Scoldoscals. Det var ualmindeligt vellykket! Vi tog det roligt med masser af tid til at hænge ud. Vi brugte nogle timer på Den Blå Planet sammen med 100.000 andre, men derudover stod den meget på leg og samvær og isspisning og strandtur. Et mysterium, der aldrig blev løst, var, hvorfor Scoldoscals går i vandet med nederdelen på, men sådan er verden jo så forunderlig.

Vejret var guddommeligt, og børnene sov i haven i to nætter. Nogle i telt, andre på trampolin. Skal man være hudløst ærlig, havde man nok regnet med, at i hvert fald et par stykker var kommet retur til huset, da først det blev mørkt, men det var der ikke noget med. Carl var sågar vågnet og skulle tisse og var kravlet ned fra trampolinen og havde tisset og var kravlet op igen. Nat to sov han dog indenfor, der var noget med, at det var for besværligt at være ude, når han vågnede, men de andre nappede en nat mere.

Vi nåede også et besøg hos den anden Alma, som havde lavet en aftale med mormor om en bytter, hvor Alma skulle have en Thorkild (en hæklet abe) og til gengæld skulle give et eller andet af egen fabrikation. Det blev et glas syltetøj og en tegning. Vi – det vil sige børnene – lavede kager, som vi havde med, og så tilbragte vi et par hyggelige timer i Almas have. Alma, Alma og Riziki legede så godt, at vi efterlod de to, da vi gik hjem, og først samlede dem op, da vi skulle ud at spise.

Det var et enormt hyggeligt besøg, og vi har allerede lagt billet ind på at få dem tilbage i efterårsferien.

Carl 0.u!

Den store dag, hvor Carl startede i skole. Han var ikke SÅ imponeret af den første dag. Der var en masse snak, en kedelig dame og kun to skoletimer. Det spillede ikke. Han ville ligesom godt have lidt mere skole og lidt mindre snak. Det kommer, min skat, det kommer… Bortset fra, at Carl gerådede i krise, da børnene blev bedt om at gå hen til deres respektive klasser, og han ikke kunne huske, hvilken klasse han hørte til, har han været fuldstændig cool med det der skole. Han behøver ikke have sin mor med ind i klasse, selvom han får tilbuddet – “nej, mor, vi siger bare farvel herude på gangen” – og han er tilsyneladende ret godt tilfreds. Dog brokker han sig over, at der er nogle drenge, der hele tiden larmer i klassen og på fritten. Øjensynligt deler han sin søsters holdning til formålsløs forstyrrelse: Det er for åndssvagt. Det skal blive spændende at se, om det holder ved. Det skal også blive spændende at følge klassen. Der er et overtal af drenge på hele årgangen, så det kan godt blive livligt. I Carls klasse er der 30 børn, heraf 18 drenge!

Alma 2. U

Første skoledag, imødeset med enorm forventning af Alma, som har savnet Mille i ferien. Det blev et lykkeligt gensyn. Klassen er rykket en etage op og har et rart lokale lidt afsondret fra de andre af en lille gang, og man kan se vores hus fra vinduerne.

20130812-094947.jpg

20130812-095002.jpg

En dejlig dag

I dag stod brylluppet mellem Henrik Goldschmidts søn Emil og hans elskede Idil. Moderen og smållingerne var med til vielsen, som blev forestået af Bent Melchior i en havepavillon i en lysning i Dyrehaven. Det var meget smukt og stemningsfuldt med solskin og musik, og Idils mor er jøde, mens faren er muslim, så hun er jo et lille stykke mellemøstlig fred i sig selv.
Der var sket en ulykke på motorvejen, så vi sad i kø på vej derop og så i ånden, at vi gik glip af det hele. Heldigvis sad bruden fast i den samme kø, så vi nåede frem i fin tid.

Børnene spottede Toys’R’Us fra motorvejen og ville mægtig gerne derind, så det gjorde vi. “Jeg er i himlen,” jublede Carl. Alma er pænt formuende, men købte ikke noget. Hun syntes ikke, hun manglede noget, og “det er jo godt nogle gange, at man ikke altid bare køber noget for at gøre det.”

Da de fik tilbuddet om at runde af med kødboller i IKEA, var dagen faktisk perfekt. Alma mener, at det har været en af de bedste dage i hendes liv 🙂

20130809-184353.jpg

20130809-184415.jpg

20130809-184423.jpg

Biftur

Ingen sommer uden et besøg i Thisteds biograf. På plakaten var Grusomme mig 2 i 3D. I Jesperhus Blomsterpark så vi en videredigtning af Den lille prins i såkaldt 4D. Ikke helt vellykket, men det var sjovt at prøve.

Glad hund

Dagmar stortrivedes med den vidt udstrakte frihed i sommerhuset. Hun var med overalt og kunne oftest trisse rundt, som hun havde lyst. (Vi skal nok liiiige køre et lille lydighedskursus her efter hjemkomsten, for byliv kræver en lidt mere civiliseret adfærd.)

alma og dagmar

Solnedgangsvagt

Besøg hos kusinerne

Sådan en hyggelig kusinedag kunne ikke stå alene, så dagen efter pakkede vi børn og hund og kørte til Aalborg, hvor mormor passede børn. Endnu en meget vellykket dag med en noget mere human temperatur. Faktisk blev det decideret sommervarmt. Det var rart!
Der var et målrettet dagsprogram, så vi satte fluks kursen mod zoo som det første. Barnefaderen havde glemt sin hat og sin solcreme, så han gik rundt som Lawrence of Aalborg Zoo med et håndklæde kækt draperet om hovedet for at dække den sarte isse. Zoo havde en god legeplads og en masse dyr (sjovt nok). Dagmar tiltede trekantet, da hun opdagede en lille indhegning med marsvin – dem har hun stiftet bekendtskab med hjemme på vejen, og hun finder dem umådeholdent interessante. Til gengæld luskede hun rundt med halen mellem benene og så sig nervøst over skulderen, da vi var i nærheden af de store katte.
Vi spiste friture-domineret frokost med fri udsigt til et rensdyrfamilie, og på vej ud faldt vi over noget sceneunderholdning, som de tre store havde en del sjov ud af, mens Annika hævdede at hade “dem der” og følgelig tilbragte hele seancen med hænderne for ørerne.
Derefter entrede vi Aalborgtårnet, der havde en storslået udsigt og verdens kedeligste cafeteria. Dagmar måtte blive nede, så vi returnerede ret hurtigt til jorden og gik videre til kunstmuseet, der bød på dagens sidste, men ikke mindste attraktion, en springvandskunstinstallation i haven. To kredse af huller sendte med forskellige intervaller vand til vejrs, og det var både flot og sjovt at lege i for børnene. Og koldt…. Mormor forsøgte med stor stamina at vinde gehør for det synspunkt, at øvelsen var at undgå at blive våd. Til sidst gav Alma fortabt: “Men mormor, hvad nu, hvis vi ikke har LYST til at lave øvelsen!?!”
Inden afgang nåede vi også at spise aftensmad og bese den nye residens udefra. Den ligger som nærmeste nabo til zoo, hvilket udløser gratis årskort. Cool. Vi glæder os til at se det indefra næste gang.

Besøg af kusinerne

En dag havde vi fint sommerhusbesøg af mormor og kusinerne fra Aalborg. Det var en meget hyggelig dag med gåtur, strandtur i noget kølige temperaturer, is, legeplads og skærmstening.
Annika lagde ud med at være meget bange for Dagmar, men det gik hurtigt over, og begge kusiner var stolte som små paver over at være hundeholder, da vi gik tur. Det var lidt et tovtrækkeri at holde pigerne påklædte, for de insisterede på ikke at fryse, og onkel Niels havde truet med bål og brand, hvis de blev snottede, eftersom familien skulle til Italien tre dage efter. Men det lykkedes. Så vidt vides blev ingen andre end Alma forkølet.

Jubiii, bål!

Det er måske alle, der ved det, men moderen har en brændende forkærlighed for at lave bål. På det lille, beskyttede bålsted ved Vandet Sø var der mulighed for at udleve tilbøjelighederne. Vi var der en aften, lavede bål og stegte burgere, majs og bruschetta. Lækkert. Dagmar nød at få lov til at drible rundt efter forgodtbefindende og blev temmelig beskidt af sine udflugter i sivene. Det var for sjovt, så det måtte gentages. Maden var lidt en undskyldning for at tænde ild, så gang to havde vi kun pølser og skumfiduser. Og alle gode gange tre, så det lykkedes også moderen at få sat ild på indsamlet drivtømmer en ret blæsende aften på stranden. Bål er godt!

Store børn

Vel hjemme efter sommerferien har Carl og Alma straks fundet sammen med legekammerater. Carl leger med Anton, som skal på ferie og derefter rejser til USA for at bo i San Francisco i to år, og Alma med Alma. De to Almaer er nu gået over i Netto for at købe ind med penge, huskeseddel og hund. Det holder bigtime, at sådan nogle børn bliver større!

Formalia skal være i orden

Carl og Alma synes, det er noget frygteligt pjat, at man ikke må drikke sit eget vand på restauranter og cafeer. Carl ymtede, at han ville have en restaurant, når han blev voksen, og der måtte man gerne drikke sit eget vand. Alma spandt videre på ideen og ville have en storladen bygning med en stor have, hvor der skulle stå i pavillon. Carl (spekulativt og i ramme alvor): Men skal man så ikke have en byggetilladelse?

Slutspurt

Børnene blev gode venner med kattene i området, især en lys kat, som blev døbt Riften, fordi den havde et sår ved det ene øre.
Der bliver lavet salt i området. Vi kørte hen for at se nærmere på det, men kunne desværre ikke komme ind på selve området for at røre ved saltbjergene.
Den sidste dag blev der gjort rent, Carl og Alma vaskede trappe og terasse, og om aftenen slog vi os løs med kunstneriske is.

Tabarca

I byen hang der store plakater med et billede af en båd, hvor en masse glade mennesker sad og kiggede ud af store vinduer under vandet. Et nærmere studie afslørede, at det drejede sig om en tur til øen Tabarca, hvor man kunne sidde og kigge under vandet undervejs og derefter tilbringe nogle timer på øen og så sejle hjem igen. Billetterne var halvdyre, men pyt, det måtte da prøves. Det havde der så ikke været nogen grund til, viste det sig. Reklamens magt!

Båden var en katamaran, hvor man kunne kigge ud af et par små ruder i pontonerne. Ikke just det, de havde reklameret med. Der var en strid modvind, så det vippede uforholdsmæssigt meget på turen derud. Alle blev søsyge undtagen mormor, men ingen brækkede sig. Man må være taknemmelig for de små ting. Ved ankomsten blev der delt gammelt brød ud til børnene, så de kunne fodre fisk, som man i Danmark fodrer ænder. Det var meget sjovt. Desværre var der ikke ret meget andet, der var sjovt ved den tur.

Øen var meget lille og selvfølgelig temmelig solsveden. Der lå en række turistfælder af restauranter ved havnen, som alle serverede den samme elendige mad og husede flokke af vilde katte. Dem fodrede vi med pasta. Byen bestod af tre gader den ene vej og fire gader den anden vej. 30% af husene var souvenir-butikker og barer. Generelt var der ikke gjort noget særligt for at gøre noget som helst lækkert eller attraktivt, hvilket formentlige beror på, at turistbåde fra alle kystbyerne ankommer planmæssigt hver dag, og at pågældende turister derefter er bundet til øen i 5,5 timer, før båden sejler hjem igen. Vi gik rundt og kiggede lidt, badede lidt fra klipperne og ventede på, at vi kunne komme væk…

I vandet!

Som bekendt har moderen en kraftig aversion mod koldt vand, og havvandets temperatur lod en del tilbage at ønske, så det blev kun til en enkelt dag i bølgen den blå. Det blev til gengæld også dokumenteret! Det samme blev nogle af bygningsværkerne, som vi lavede i fællesskab.