Alle indlæg af Big Mama

Månebilen fra helvede

Før jul havde moderen og de dunede små været for Hanley’s, hvor vi havde set og prøvet en fjernstyret månebil. Carl var bjergtaget, og Alma hviskede, at den ville hun gerne give ham i julegave. Så moderen fjernshoppede en månebil med lys fra Amazon, og Carl var ellevild og havde nær krammet livet af den glade giver. Den lyser, når man tænder den, og det er fint. Desværre spillede den også en hysterisk diskorytme, som ikke kunne slukkes eller skrues ned. Heldigvis fik faderen skilt monstrummet ad og kappet ledningen til muzakken, så nu kan den køre, uden at man bliver sindssyg over det.

Endelig jul!

D. 24. oprandt endelig, men hold nu op, hvor er sådan en juleaftensdag svær at få has på. Annika og Vittoria var sløje og havde kastet op om natten, så de var noget slappe i koderne. Alma var heller ikke helt på toppen, og Carl kunne bare slet ikke være i sin krop af forventning og begejstring.

Men med tegnefilm og julekalendere fik dagen alligevel en ende til slut, og det gjorde julemiddagen også. (Silvia fik mandlen – igen!) Mens vi gjorde klar, fes Carl rundt og rundt om træet og sang “Nu er det jul igen” i hyper-tempo. Resten af aftenen blev for hans vedkommende primært tilbragt med at hoppe op og ned i spænding over indholdet af gaverne, både dem, han fik, og dem, han gav, og så alle de andres.

Carl fik meget Lego. Alma fik Lego og Petshop og som kronen på værket en mobiltelefon, og hun var lykkelig! Det er en lille Samsung, der klappes sammen, og hun er fælt godt tilfreds med den lille, fikse tingest, som er HELT HENDES EGEN med eget telefonnummer. Så nu kan hun sende sms’er til Mille og ringe til sin mor fra fritten, når hun gerne vil lave en legeaftale. Toppen! Ved puttetid var begge børn enige om, at det havde været den bedste juleaften nogensinde.

Pynt med pynt på

Lillejuleaftensdag. De søde børn var berammet til et møde med den lokale fotograf på mormors foranledning. Det gik udmærket, om end Carl brød sammen i tårer over at føle sig presset, og fotografen var noget ude af trit med virkeligheden i forhold til at tage billeder af børn:
Børn, stoneface
Fotograf: “Kan I sige “tissemyre”?”
Børn: “Tissemyre fniiiis”
Børn, stoneface
“Klik”

Vel hjemme blev der pyntet for fuld kraft. Juletræet med sin pynt står klar, og bagefter fik gaverne tur. Vi havde kun pakket dem ind, men ikke givet dem bånd og sløjfer, al den stund bånd og sløjfer bliver fladmaste af transport. I stedet havde vi taget pynten med. Moderen og alle fire unger barrikaderede sig i soveværelset. I praksis viste det sig, at Carl og Alma gerne tog mod hjælp fra kusinerne, og moderens rolle stort set blev begrænset til at transportere færdigpyntede pakker fra soveværelse til gavebjerg.

Kunst og fantasi

Carl tegner på livet løs, og han udfolder en imponerende fantasi. Nedenstående er fra hans dagbog fra skolen, hvor de tegner og skriver om livet i 0.u. Billedet forestiller Pelle (Alma 10.000’s lillebror, red.), som har fået ildkugler, og Carl med våben, som har bundet en masse uhyrer sammen med harpiks.

foto 2-1

Carl har desuden fået en tegnebog, hvor han har ambitioner om at tegne en daglig tegning hele året. Her har vi et blobbermonster, en sindssyg kok med en motorsav og en mand, der vil skyde ti kanonkugler på uhyret på én gang.

foto 1

Juleferie!

Aaaaah! Juleferie. God koncept. Anton og familie er i Danmark, så Carl og Anton hang ud onsdag-torsdag, og Anton overnattede til fredag. Lørdag var det tidligt op og afsted, idet vi var tilsagt hos moderens kusine Janne og Ulrik til lasagne kl. 11. I Billund. Men det lykkedes næsten, selv på trods af et pitstop, fordi Alma var kvalmeramt og måtte have luft og en bolle. I vores fravær bor familien Anton i huset og passer Valle-missen.

Lasagnen var god og mængden af lækkerier rigelig, og babyen var topnuttet! Hunden var også temmelig populær (hos alle andre end Dagmar, den mokke). Faktisk var der ikke rigtigt en finger at sætte på besøget. Alma mente, det måtte være fedt at bo i Billund og være tæt på både Legoland og Lalandia, men erkendte dog, at det nok ikke var byttet værd. Vi er glade for Amager. Til gengæld aftalte vi at returnere til sommer og blive lidt længere. Til den tid skal vi så i Legoland og Givskud Løvepark, men IKKE Lalandia. Den fejl begår man kun én gang i sit liv.

foto 2foto

Derefter Haderslev. Koldt og mørkt og vådt vejr. Meget velegnet til at krybe sammen inden døre og foretage sig ikke ret meget. Om natten var Alma syg med mavepine og opkast, men hun er ved at være frisk igen. Silvia og pigerne er kommet, så nu går det vilde leg. I morgen skal alle fire børn fotograferes hos fotografen, eftersom vores forskellige selvtagne billeder ikke tilfredsstiller mormor. Og så er det juuuuuuuul!

foto 4

Alma skulle fortælle noget om et land, og hun kunne ikke komme på navnet. “I ved nok, der, hvor de er uvenner og slås?”
Afghanistan? Irak? Syrien? Så bød Carl ind: Oslo?!

Det var nu heller ikke Oslo. Det var Egypten. Men det var et godt bud. Nordmænd er ikke til at styre.

Skostørrelser

Det måtte jo ske en dag, og den dag var så i dag. Alma kunne ikke passe de vinterstøvler, som ellers havde stået klar, så vi måtte afsted for at købe nye. De strammede alle sammen, indtil skobutiksdamen tjekkede fod kontra skostørrelse og kunne konstatere, at moderen havde ramt 1-2 numre forkert. Alma bruger nu størrelse 36, og dermed er vi nået til det, der måtte ske en dag: Moderen og Alma kan nu passe sko (eller i hvert fald vinterstøvler). Det føjede et forsonende element til prisen, at moderen kan arve, når Alma vokser ud af dem.

støvler

Forandring fryder ikke en skid

Alma-pigen er ikke meget for ændringer, det være sig store eller små. Undtagen dem, hun selv sætter i søen, naturligvis, det siger sig selv. Så da puslebordet efter seks uvirksomme år blev pillet ned og solgt, var hun ikke meget tilfreds. Siden er rulle-fætter, kurv med blade og tørretumbler også blevet bortabsenteret fra badeværelset og erstattet af et nyt skab, og her til aften havde hun ifølge barnefaderen en regulær nedtursnedsmeltning over alle de gode, gamle venneting, hun nu havde mistet i sit liv.

Da moderen forleden luftede tanken om at udskifte den sønderslidte kontorstol, blev det også taget unådigt op. “Den er en del af familien, mor!” Moderen indvendte spagt, at den jo sådan set er slidt igennem til skumgummifyldet og dertil ret ulækker, fordi folk har spildt alt muligt på den, men den slags brugsslitage ser Alma ikke som minusser, men som tegn på autenticitet og unik-hed. Hun går en svær tid i møde, eftersom vinduerne snart skal skiftes…

Turen til Ikea efter skabet sammen med Carl og moderen var dog festlig nok. Børnene fandt noget babygear i form af hatte med kaniner i og stablede et rask lille trylleshow på benene. Børnenes Ikea, ja, det tror jeg nok! Kødboller og øko-juice i cafeteriet, som Ikea insisterer på at kalde en restaurant, var også helt ok, og er man lidt fiks på fingrene, kan emballage hurtigt forvandles til en build-a-bear-seng. Der er ikke meget, der ikke kan lade sig gøre, når man har en limpistol.

Find en fejl

De er sjove, børnene. I går stillede Carl sig op i undertøj og sprutfnis og spurgte: Mor, kan du finde en fejl ved mig?
Fejlen var hans tissemand, som kækt var trukket ud af gylpen. Det kan godt afsløres, at moderen brød sammen i krampelatter, og Carl var lykkelig for så stor succes.

Stjernebarn og peberkager

I dag var dagen for Carls første skole-hjem-samtale. Afsted drog vi i forventning om at høre lutter rosende ord, og vi blev ikke skuffede. Der var ikke andet end godt at sige om den søde dreng. Han er godt med fagligt – scorede højest i sprogtesten med 98,3%, alt over 15% er godt nok – er social, vellidt, med i timerne, samarbejdsvillig, koncentreret om opgaverne… kort sagt helt i orden. Ja. Det vidste vi faktisk godt, at han er.

Efter samtalen blev børnene skovlet op, og så drog vi hjem for at bage peberkager. Dels for vores fornøjelses skyld, dels som et eksperiment for at se, om vi kunne finde ud af, så vi kan holde en juletema-legegruppe for Alma med bagning og dekoration af oversize peberkagemænd og -damer. Det kunne vi godt – finde ud af det. Børnene stak kager ud, hvoraf nogle blev lettere handicappede, og skar desuden i frihånd med vekslende held. Til sidst blev kagerne klædt på med glasur og rosiner, og så blev de spist, de fleste af dem, nogle før, nogle efter aftensmaden.

De smagte okay, men manglede et eller andet for at smage som rigtige peberkager. Alma ville ikke høre tale om det. “De smager godt alligevel, så det er ligemeget,” skar hun brutalt igennem. Ingen kritiserer ustraffet kager!

Lillebitte hund

Dagmar er blevet korthåret. Igen. Krøllet uld og vådt vejr matcher meget dårligt, når man samtidig ikke finder behag i børstning og pelspleje. Så vi tog konsekvensen og barberede hunden. Eller rettere, Milles mor Charlotte gjorde det. Nu er Dagmar fin og ret lille.

Halloween

Vi tilføjer lige et par ekstra billeder af Halloween-kostumerne. Skønt vi på matriklen af princip ikke billiger importerede, amerikanske, udgiftsgenererende traditioner er det svært at modstå noget, som børnene har så meget glæde af, og som byder på så mange skønne udklædningsmuligheder!
carl

vampyralma

Efterårsferie 2013

Det har været en heftig efterårsferie på social-siden. Først kom mormor. Derefter en flyvende udskiftning med farmor. Og da hun tog hjem, kom de afrikanske piger. Det har været overdrevet hyggeligt alt sammen.
Mormor har beriget vores tilværelse med det til dato mest fantastiske fuglefoderbræt. Det er hamret ned i plænen ved siden af skuret, fiffigt placeret, så ingen katte kan nå det pga. udhæng på taget.
IMG_7101
Farmor tog os med på “verdens bedste restaurant”, Den kinesiske mur, hvis verdensklassestatus primært er begrundet i et running sushi-bånd. Der er bare ikke noget, der kan konkurrere med at tage små tallerkener med hapsere, når de futter forbi på rullebåndet, fuldstændig som man har lyst. Farmor havde i øvrigt bestilt et spil til levering hos os, og planen var selvfølgelig at spille det, mens hun var der. Uheldigvis nåede det ikke at komme i tide. Til gengæld har børnene har stor glæde af det efterfølgende, især en bogstavleg-del, hvor man trækker et bogstav og så skal finde så mange ord som muligt, der starter med det bogstav, inden for bestemte kategorier. Det er imponerende, hvor meget de børn faktisk kan.

Og så kom pigerne, og det var som altid en stor fornøjelse. De var selv taget med toget denne gang, og bortset fra lidt besvær med at finde dem, da de ankom, er alt gået glat. Vi har været i biografen og måtte køre i to hold, fordi der endte med at være i alt seks børn (Carls ven Gustav var også med), og så mange kan der ikke på forsvarlig vis proppes i bilen. Vi var på Nationalmuseet og se vikingeudstilling og et smut på Tøjhusmuseet, hvor der var ridderdage, og hvor Carl havde tilbragt dagen sammen med førnævnte Gustav.

Vi nåede også at få Scoldoscals’ telefon repareret og indkøbt en oplader og et taletidskort, så hun kan komme i forbindelse med omverdenen. Indkøb blev foretaget i Field’s kl. 20 fredag aften. Scoldoscals var bjergtaget – “sikke et dejligt sted”, blev hun ved med at sige, mens hun stirrede sig henrevet omkring. Mjo… Moderen er som bekendt knap så begejstret for Fields, men ikke desto mindre sætter vi det på som et programpunkt ved næste besøg. Vi har også allerede aftalt, at vi skal på Nationalmuseet igen for at kigge nærmere på de faste udstillinger, som vi kun nåede at se i forbifarten.

Desuden blev der produceret eksorbitante lagkager, scones og boller i anledning af faderens fødselsdag, og de blev nydt i så stor grad, at fredagsslik måtte konverteres til lørdagsslik.

I dag tog pigerne hjem, katten blev syg og måtte på et urimeligt dyrt dyrlægebesøg, og Alma har debuteret i Wordfeud. Hendes første chat-kommentar til faderen var “Va så bieber svækling”. I morgen står den på udmugning og rengøring, og så er det hverdag igen.

Skolemælk, nej tak

Carl kom ophidset hjem og brokkede sig over, at han ikke ville have skolemælk. Moderens reaktion: ???? Der er nemlig ikke blevet bestilt skolemælk til Carl, så hvis han får, er der en anden, der ikke får. Ergo henvendte moderen sig til læreren i dag for at forklare, at Carl altså ikke skal have skolemælk. Det viste sig, at Carl i sin uendelige harme havde glemt at fortælle, at det kun var sket én gang, at der var blevet udleveret en mælk til ham i stedet for til Carl Christian, og at det i øvrigt var blevet opklaret på stedet og ikke havde gentaget sig.
Somme tider er virkeligheden svær, når den bliver gengivet af en seks-årig.