I dag stod brylluppet mellem Henrik Goldschmidts søn Emil og hans elskede Idil. Moderen og smållingerne var med til vielsen, som blev forestået af Bent Melchior i en havepavillon i en lysning i Dyrehaven. Det var meget smukt og stemningsfuldt med solskin og musik, og Idils mor er jøde, mens faren er muslim, så hun er jo et lille stykke mellemøstlig fred i sig selv.
Der var sket en ulykke på motorvejen, så vi sad i kø på vej derop og så i ånden, at vi gik glip af det hele. Heldigvis sad bruden fast i den samme kø, så vi nåede frem i fin tid.
Børnene spottede Toys’R’Us fra motorvejen og ville mægtig gerne derind, så det gjorde vi. “Jeg er i himlen,” jublede Carl. Alma er pænt formuende, men købte ikke noget. Hun syntes ikke, hun manglede noget, og “det er jo godt nogle gange, at man ikke altid bare køber noget for at gøre det.”
Da de fik tilbuddet om at runde af med kødboller i IKEA, var dagen faktisk perfekt. Alma mener, at det har været en af de bedste dage i hendes liv 🙂


