Point Reyes er en halvø, klassificeret som naturpark og rammen om storslået natur og et rigt dyre- og planteliv. Søelefanterne yngler, hvaler migrerer forbi, og rødhovedede gribbe flyver lige forbi. Fabelagtigt. Liggende ud til Stillehavet, sådan ret yderligt, er det også temmelig forblæst og køligt. Vejret var smukt og forholdsvis stille, da vi var det, men som regel er det blæsende eller stormfuldt. Yderst på spidsen af spidsen ligger et gammelt fyrtårn. Det er ikke i brug mere, men i forne tider var det bemandet med fyrpassere. Det har ikke været nogen fed tjans at sidde derude i storm og rusk og blinke i mørket og vente på bedre tider. Undervejs besøgte vi en lille stenstrand, hvor børnene fandt nogle meget rengnavede (eller -vaskede) knogler. Dog ikke fra hvaler.
Alle indlæg af Big Mama
Det mystiske hus
Efter at have gjort San Francisco og hentet bil hos uforskammet og irriterende udlejningsperson i lufthavnen kørte vi til San Jose og overnattede der for at mødes med familien Rocco næste dag ved Winchester Mystery House. Og det var i sandhed mystisk! Vinduer i gulvet, døre, der fører ud til ingenting, og trapper, der ender blindt.
Huset blev bygget af Sarah Winchester, som giftede sig ind i Winchesterklanen (ja, dem med riflen). De var angiveligt madly in love, men lykken varede ikke ved. Først døde deres spæde datter. Så døde Sarahs forældre, nogle måneder efter døde hendes mand, og umiddelbart efter det døde så hans forældre. Pludselig stod Sarah lidt alene i verden, og i et forsøg på at komme overens med sin vanskæbne søgte hun en spiritist, som kunne fortælle, at dødsfaldene skyldtes de vrede ånder af alle dem, der var blevet dræbt med Winchester-rifler. Heldigvis var der en måde at holde dem fra livet på. Sarah skulle bare bygge et hus til dem. Vel at mærke et hus, som aldrig måtte blive færdigt.
Nuvel, Sarah var en velhavende kvinde, for at sige det på jysk, så hun satte et byggeri i gang, som pågik 24 timer i døgnet i 38 år. Hun lavede selv arkitekttegningerne, vistnok efter anvisninger fra ånderne, som hun konsulterede hver aften fra et rum, hvortil kun hun selv havde adgang. I sin storhedstid havde huset over 700 værelser, men store dele af det blev ødelagt ved det store jordskælv i 1906. Sarah blev ved sammenstyrtningen spærret inde i et soveværelse, og da huset jo havde ganske mange rum, tog det en rum tid at finde hende. Jordskælvet lagde 3/4 af San Francisco øde og kostede ufatteligt mange liv, men Sarah betragtede det alligevel som en vred besked fra ånderne til hende personligt: Hun havde lagt for meget energi i den forreste del af huset… Så den del blev lukket af og aldrig genopbygget, og så gik hun videre på bagsiden.
Huset blev bygget af de fineste og mest kostbare materialer med venetiansk glas og hvad har vi, men det var rammen om et ensomt liv. Bortset fra en niece, som boede der i nogle år, levede Sarah alene og modtog aldrig én eneste gæst i huset.
Vi fik en rundvisning igennem 110 af de 140 værelser, der er tilbage. Det var meget interessant, men Carl og Alma fik ikke så meget ud af det, fordi guiden naturligvis talte engelsk. Bagefter kørte vi til San Jose for at se The Mission. Missionerne blev bygget af de spanske missionærer – eller rettere, af de indianere, som missionærerne omvendte, og som til gengæld fik mad samt lov til at arbejde, bl.a. som hus- og kirkebyggere – og dannede rammen om missionsvirksomheden. Det er en stor ting i USA, selv om nogle kunne mene, at man skulle gå lidt stille med lige den del af lokalhistorien. Alle børn i fjerde klasse har The Missions som tema, hvor de skal skrive om dem og bygge en model af deres lokale version. Mærkeligt. Men det var interessant, selv om det er en trist historie.
Sol, strand, sand og vand…
… og en bandsat blæst! Alma havde fablet om at bade, så til stranden det gik. Der var ok-varmt i Petaluma, men ude ved vandet blæste det en pelikan, og det var p…koldt, for nu at sige det lige ud. Ikke at det forhindrede børnene i at ville bade, naturligvis. De måtte dog nøjes med at dyppe tæerne, for bølgerne var noget for store til, at de kunne håndtere dem.
Store træer!
Intet besøg i Californien uden redwoods. Vi tog til Armstrong Redwoods State Natural Reserve for at bese kæmperne. De allerstørste skal findes længere nordpå, men man fik en fornemmelse af den træede majestæt også hos Armstrong. Naturparken er opkaldt efter oberst Armstrong, som var en forsynet mand, der med bekymring fulgte rydningen af redwood-skovene og besluttede, at træerne på hans jord være mere værd som træer end som tømmer. Det ældste træ var ca. 1.400 år gammelt. 1.400 år!!
Redwoods beskytter sig selv mod brande med en enorm fugtighed i bunden. De nederste meter af træerne er svampede, og alting er fugtigt. De er høje, men har til gengæld næsten intet rodnet. Egentlig lidt overraskende, at det lykkes dem at blive stående i så uhyrligt mange år. De sætter frø i venteposition rundt om sig, og sker der noget med modertræet, begynder frøene at skyde, så en kreds af nye træer vokser op. Heller ikke redwoods bryder sig åbenbart om død og forgængelighed.
San Jose Mission
Efter mysteriehytten lagde vi vejen forbi Fremont for at se San Jose Mission. Der ligger missionsbygninger med kirker spredt over hele staten, og skolebørnene har dem som særligt tema i fjerde klasse. Her lærer de om de glorværdige spanske missionærer, som kom for at kristne indianerne. Til gengæld for omvendelsen fik indianerne mad, sygdomme samt lov til at bygge missionshusene og kirkerne. Det var et meget interessant stykke lokalhistorie, om end man kan mene, at det alt taget i betragtning ville være bedst at gå lidt stille med dørene om det afsnit af landets historie.
The Winchester Mystery House
Vi forlod San Francisco og kørte ad 101 forbi Google, NASA og afkørslen til Silicon Valley efter at have indkøbt et sæde til Carl og diverse andre fornødenheder i Target, USA´s svar på Bilka.
En enkelt hotelovernatning blev det til (med en morgenmad, der fik børnene helt op at ringe, blandt andet kunne man bage sine egne vafler!), før vi mødtes med familien Rocco i San Jose for at se The Winchester Mystery House. Børnene var glade for at se hinanden, og vi fik en rundvisning i det højst besynderlige hus. Det var spændende, men desværre for børnene var det på engelsk, så de måtte nøjes med en gengivelse efter hukommelsen, hver gang guiden var færdig med at fortælle om et værelse. For nemheds skyld kopierer vi historien om huset fra Almas blog til klassen – hvis sproget er lidt for let tilgængeligt hist og her, har det sin naturlige forklaring i, at det er skrevet med 2.u som modtager:
Huset blev bygget af Sarah Winchester og havde før det store jordskælv i 1906 over 700 værelser. Jordskælvet fik en stor del af huset til at styrte sammen, så i dag har det “kun†160 værelser. Vi så de 110 på en rundvisning. Sarah var en klog og dygtig kvinde. Hun og hr. Winchester – riffel-familien – forelskede sig vildt i hinanden og blev gift. De fik ét barn: En datter, som var syg. Hun kunne ikke fordøje protein og døde af sult, da hun var seks uger. Det var en stor sorg for Sarah, men det blev værre. Hendes mor døde, og få måneder efter døde hendes mand. Få måneder senere døde begge svigerforældre. I løbet af et år havde Sarah mistet sin familie, og hun sørgede resten af sit liv.
Hun gik til en spiritist og fik at vide, at alle ulykkerne skyldtes ånderne fra alle dem, der var blevet dræbt af Winchesterriflerne, og at den eneste måde at undgå dem på var at bygge et hus, som aldrig blev bygget færdigt. Så det gik Sarah i gang med. Hun var selv arkitekt på byggeriet; eller rettere, ånderne var. Hver aften låste hun sig inde i et særligt værelse og snakkede med sine åndelige vejledere, som gav hende morgendagens byggeplaner. Der var 13 tømrere i gang 24 timer i døgnet hver eneste dag i 38 år, og Sarah sov i et nyt værelse hver nat for at snyde ånderne. Der er trapper, der ikke fører nogle steder hen, vinduer i gulvet og døre, der lukker op til det tomme ingenting.
Diverse SF-pics
Sejltur
Som kompensation for den manglende færgetur fra Sausalito til San Francisco tog faderen med Alma og Carl på en rundtur i bugten. Moderen forblev på land. Vandet trækker ikke meget, og billetterne var ret dyre, og da der samtidig var en nyindkøbt bog at hygge sig med, var det ikke noget stort offer. Søulkene havde en god tur.
Carls og Almas
Søløver
Ved Pier 39 fylker søløverne sig. De er kommet til af sig selv og er (selvfølgelig) blevet en turistattraktion, så der er lagt flåder ud til flokken, hvor de kan ligge og sole sig. En løselig optælling landede på ca. 1.000 søløver. De lugter ikke så godt, men er enormt sjove at se på. De kan godt lide at ligge tæt, og eftersom der løbende er nye, der gerne vil op og mænge sig, er der et leben og en råben, når de solvarme, tørre søløver bliver luffet på af våde, kolde, små søløver, som også vil være med i hulen. Heldigvis for sidstnævnte er søløver ikke særlig smidige, og når de oven i købet ligger meget tæt, må de de under luffer trampede nøjes med at løfte hovedet og OU-OU’e surt, indtil der bliver ro igen.
Cabel cars – igen, igen!
San Francisco har nogle historiske cabel cars, som ikke er særlig hurtige, men til gengæld enormt hyggelige og charmerende. Foran i vognene sidder man udendørs og kan sågar få lov at stå på trinbrættet. Billetterne koster 6 dollars pr. næse, men vi købte tredagespas til offentlig transport, og de gjaldt også cabel cars, så vi turede lystigt rundt i antiktransporten.
Rundt i byen
Vi brugte en del tid på at traske rundt og indsnuse atmosfæren. Vi var igennem Chinatown, som er den største og ældste kinesiske bydel på de kanter, efter at en hulens masse kinesere i sin tid kom til Californien for at bygge jernbane. Det er ret hypet med en masse turistslam til uhyrlige priser, men midt i det hele lå en lille plads med en legeplads, hvor de gamle kinesere samledes for at snakke og spille kort. Der blev ikke talt meget engelsk der!
Omkring indgangen til Chinatown lå der nogle butikker med glas og statuer og flotte skakspil. Alting var sjovt nok temmelig dyrt, så det blev ikke til noget flot skakspil. Til gengæld investerede Carl i en emaljefrø, der kan åbnes og gemme på små ting.



Lille hund
Golden Gate Bridge
Intet SF-besøg uden en tur over Golden Gate Bridge. Da vi vågnede til sol fra en skyfri himmel, virkede det som en oplagt dag til den tur. Vi startede i Golden Gate Park, hvor børnene frekventerede byens første legeplads (som dog var blevet opdateret nogle gange siden indvielsen). Vi så solslikkende skildpadder i fri dressur og hoppede så på en bus til starten af broen. Hvor vi noget overraskede konstaterede, at den var ramt af noget meget lokal tågedannelse. Meget lokal, meget tæt. Udsigten var således ikke-eksisterende, til gengæld var trafikken tæt. Det er en pudsig oplevelse af gå til fods ved siden af en motorvej. Midt på broen skulle Carl tisse… så han fik fornøjelsen af at bidrage lidt til vandstanden i San Francisco Bay.
Vel ovre på den anden side skulle vi finde en færge, der sejlede tilbage. Alma, som elsker at sejle, var helt oppe på beatet ved udsigten. Imidlertid lavede moderen et klassisk turiststunt på bussen ned til færgen og kom til at proppe en 20 dollar-seddel i billetautomaten i stedet for en ener. Og da de automater ikke kan give penge tilbage, måtte vi investere i returbilletter i stedet, så Almapigen blev snydt for sin sejltur. Hun tog det pænt, dog.
Hippietown
Vi boede i det gamle hippieområde, og skønt der er løbet meget vand i stranden siden dengang, fornægter arven sig ikke. Mangfoldigheden er skøn. High end-modebutikker ligger side om side med genbrugsbikse, og veggie-restauranter og øko-supermarkeder slås om pladsen med tømmermandsfastfood og røgbutikker, der sælger vandpiber og chillums og alle slags tobak. Der lugter mildt af hash, når man går ned ad gaden – Lille-Christiania. Vi gik ned for at spise fredag aften, og hold på hatten for en masse syrehoveder, der trillede rundt. Ret hyggeligt.
Diner
Den traditionelle diner lever i bedste velgående, også i San Francisco, og vi nåede to af slagsen. Sådan en god, amerikansk morgenmad ligger tungt! Et par pandekager med smør og sirup, æg, bacon, french toast og hash browns – mums. Og så er det billigt, især fordi man ikke behøver spise resten af dagen.
Fotos
California dreaming
Vi er i bekneb for opladere, så fotos følger senere; jeg siger det bare. Vi er i bekneb, fordi vi er i San Francisco og kun har to omformer-tingester, så der kan kun sættes to ting til opladning ad gangen. Og det er jo egentlig for lidt, når man tager antallet af devices i betragtning.
Carl fyldte syv år (og hvor vildt er det lige!!). Om fredagen havde han en vandmelonhaj med til uddeling i klassen, lørdag var der fødselsdag, Dagmaraflevering og pakning, og søndag kl. 3.45 hoppede vi i taxaen til lufthavnen. Gaaaaab!
Turen til Guds eget land gik fortrinligt. De børn er bare nogle hårde rejsenitter. Første etape var København-Amsterdam. Overkommelig distance, modbydelig turbulens på vej ned, kvalme og ofring i fedttæt pose. Heldigvis gik det lange stræk Amsterdam-San Francisco glat. Filmene var desværre alle på engelsk, men med jævnlige serveringer, nogenlunde god plads, bøger, spil og Nintendo forløb tiden ok. Børnene var råseje. Alma fik en lillebitte lur, Carl faldt desværre i søvn på vej ned… Vi blev hentet af Martin, og vel ankommet til Petaluma nappede børnene en time på øjet, før vi gik en tur (i regnvejr!), forsøgte med et legepladsbesøg og fik en is før sengetid.
Dagen efter gjorde vi downtown Petaluma og tog den med ro. Moderen blev ramt af noget forkølelseshalsonde og måtte tanke op på amerikanske drugs, som ikke fås i Danmark – better living with chemistry, som Karina siger. Nu går det bedre.
Tirsdag tog vi bussen til San Francisco og bad en taxa finde vej til den lejede lejlighed. Kay, vores udleder, var netop ankommet, da vi kom tyve minutter for tidligt. Han havde lige tænkt sig, at han skulle nå at gøre rent. Mjo. Det gik han så i gang med, og det kan afsløres, at det ikke er hans spidskompetence. Men pyt med det, badeværelset, sengetøj og håndklæder er rene, så det går nok. Vi gik tur, shoppede sko og faldt bevidstløse omkuld, da vi kom hjem.
I dag har vi været i Chinatown, i det italienske område og på Pier 39 for at se søløver. Vi har gået rigtig meget rundt i byen, som er aldeles vidunderlig! På vej hjem hoppede vi på en af de historiske cabel cars, der kører på skinner og skal tage tilløb for at komme op ad bakkerne. De er topnuttede, og man kan sidde med benene ud over kanten foran i vognen. Det prøver vi i morgen.
Julefrokost i Århus
Dagen efter jul gik turen til Århus, hvor hele Søholm-klanen samledes til den traditionelle julefrokost med god mad, spil og pakkeleg. Desuden skulle der jo udveksles gaver, så der kom flere skønherligheder til alle. Pakkelegen udartede som sædvanligt, og en stærkt eftertragtet pakke, som endte hos Carl, viste sig at indeholde en pakke grydesvampe. Her kunne man godt have troet, at barnet ville blive skuffet, men det var slet ikke tilfældet. Han gav sig i stedet til at bygge med dem.
Lys, hæv dig
Der blev flyttet rundt på møblementet for at skaffe plads til juletræet, og det betød, at lampen måtte hæves for ikke at give brodne pander og buler. Silvia er en handlingens kvinde, og efter en ihærdig indsats på stol og trappestige, bevæbnet med ske og strips, hang lampen passende højt oppe under loftet, og dans om træ kunne afvikles i god ro og orden.
























You must be logged in to post a comment.