
Så er alt endelig i orden:
Kamera – tjek
Kabel til kamera – tjek
Harddiskplads – tjek
Betaling af blogfotoanbringelses-program – tjek
Vi iler strax til med at voldspamme bloggen.
Almas ønskeseddel ser foreløbig ud som følger:
Alma er for nyligt begyndt at udbryde “se” (he), når hun vil dele oplevelsen af et interessant fænomen. Ligeledes er “fa´vel” og “ha´” (som i “ha´ ske”, “ha´ mad”) kommet på repertoiret.
I dag har hun så introduceret hele tre nye og korrekt anvendte ord: Her (udtalt som et tostavelsesord på ægte, fladt københavnsk), der og værsgo (hergo).
Hun kan desuden sige navnene på to af Teletubbierne: Po og Lala. Hun har stadig stor glæde af dansefilmen og danser lystigt med, i dag på trendsættende vis iført bøllehat, nattrøje, balletskørt og bare ben i gule gummistøvler. Samt den røde taske, naturligvis.
På Almask hedder bad for øvrigt “aahhh”, og hun siger “a-a”, når hun gerne vil klappe et forbipasserende dyr. Hun konstruerer stadig flere små sætninger, fx siger hun “aaahhh Car”, hvilket naturligvis betyder, at Carl skal i bad.
I den forgangne weekend drog den lille familie til det sønderjyske for at tilbringe et par dage med mormor samt Niels, Silvia og den nuttede kusine Vittoria. Vi blev indlogeret i en hytte på vandrerhjemmet i idylliske omgivelser lige ned til Dammen. Faktisk kunne moderen næsten forsone sig med at stå op på Carls bud kl. 5-agtigt, når vi efter en morgenflaske kunne gå tur i solskinnet, mens fuglene sang, og disen stadig hang over vandet.
Da vi kom hjem – begyndte Alma at kaste op. Næste dag fik hun også diarre og høj feber – 40,3. Hun kunne intet holde i sig, selv de mindste slurke vand kom retur. Tirsdag morgen vågnede hun med en temperatur på 40+. Opkastningerne tog af, diarreen gjorde ikke. En tur forbi egen læge gav diagnosen “madforgiftning eller virus”. Om aftenen begyndte hun igen at kaste voldsomt op, så vi rundede vagtlægen for at sikre os, at dehydringen ikke antog truende dimensioner. Onsdag fortsatte i samme dur. Torsdag kontaktede moderen igen egen læge for om muligt at få noget mere effektivt end Panodil til det stærkt forpinte barn. Inden lægen nåede at ringe tilbage, blev Alma pludselig noget mere lebendig og lå pludselig og råbte favelll til Rasmus Klump. Årsagen til bedringen var den simple og sørgelige, at trommehinden på venstre øre var sprunget.
Vi blev henvist til børneafdelingen på Amager Hospital, hvor Alma og moderen ventede fire timer på en undersøgelse. De der hospitalsfolk burde virkelig tage et par kurser i information og kommunikation! Men når enden er god, er alting som bekendt godt. Alma havde mellemørebetændelse i begge ører. Penicillin og forhøjede doser Panodil udvirkede strax en bedring i hendes tilstand. Hun begyndte at spise og drikke igen, hun holdt stort set op med at kaste op, og humøret steg markant.
Stakkels, lille Alma. Tænk, at hun har haft sådan en ørepine, og ingen af de læger, der har tilset hende, har opdaget det, på trods af, at de begge to kiggede hende i ørerne. Moderen har lovet sig selv, at fremover bestilles der tjektid hos ørelægen, uanset hvad Alma kommer til at fejle!
Alma bruger i flæng (lyd)ord, som hun selv opfinder. Det nyeste af slagsen er “wa”, som betyder flag.
Oprindelsen til “wa” skal findes i det faktum, at moderen som regel synger “I dag er det nogens fødselsdag, hurra, hurra, hurraaaa”, når vi ser et flag. Alma elsker hurra-hurra-hurraaaa-delen, men hun kan ikke sige hurra og synger derfor wa-wa-waaaa. Og så er det da en naturlig slutning at drage, at hurra aka wa er navnet på den festligt vajende klud, der udløser sangen.
Alma har i dag lært at sige “bille” og “hat”. Nu har hun så svært ved at greje forskellen på hue og hat.
I den forgangne weekend skulle den årlige hyttetur i Sverige løbe af stablen. Faderen var småsløj allerede inden afgang, men hævdede at kunne klare mosten alligevel.
Alma og Carl nød stor bevågenhed fra både voksne og (mange, mange) børn, som gerne ville lege med Alma og kramme hende og holde hende i hånden, mens Carl holdt hof, omgivet af en skare dikkelystne piger.
Om aftenen blev en træt og glad Alma puttet. Moderen gik i seng. Alt åndede fred – indtil Alma omkring midnat vågnede og hev efter vejret som en astmatiker i et middelsvært anfald. Det viste sig at være svært at opdrive en læge, men langt om længe blev vi telefonisk henvist til et nærliggende sygehus med en børneafdeling. Den godhjertede Anders satte sig bag rattet, moderen med Alma i favnen ind på bagsædet, og så gik det afsted gennem de svenske skove 80 km til hospitalet. Faderen blev i hytten for at passe på den efterladte baby.
Heldigvis viste det sig, at det lød mere dramatisk, end det reelt var. Alma havde falsk strubehoste, og det ser voldsomt ud, men er ufarligt. Moderen blev så lettet, at hun nær havde inviteret børnelægen hjem til kaffe, næste gang han skulle til landskamp i Parken.
Hjemturen forløb i en noget mere lettet stemning, og vi mødte noget så eksotisk som en elg, der krydsede vejen! Desværre halvsov moderen på bagsædet og fik slet ikke beset elgen.
Lørdag skrantede barnefaderen fortsat, så vi valgte at tage hjem en dag før planlagt. Alt var godt.
Søndag formiddag tog faderen og Alma i skøn samdrægtighed til vagtlægen, som ikke kunne hjælpe, fordi problemet var viralt.
Søndag tidlig aften tog moderen og en febril Carl til vagtlægen, moderen i forventning om at høre, at det var en virus, og blive sendt hjem med et par panodiler i baghånden. I stedet blev vi sendt til børneafdelingen på Amager Hospital, hvor vi blev indlagt, fordi Carl havde lungebetændelse. Natten blev tilbragt med babyen koblet til en maskine, der målte puls og iltoptagelse, og som havde en meget larmende alarm, der gik i gang, hvis iltoptagelsen blev for lav eller pulsen for høj. Desværre var maskinen gearet til voksne, så når Carl moslede, og pulsen røg op i nærheden af 200, gik den i gang, og når han sparkede, gik der filt i iltmålingen, og så gik alarmen i gang igen. Det turde være overflødigt at sige, at det blev en forstyrret nat.
Dagen efter fik vi lov at tage hjem, og onsdag blev vi officielt udskrevet.
Nu håber vi, at der har været sygdom nok for lange tider!
Carl er nu begyndt at holde fast i sit legetøj ved egen hjælp. Det er en meget farlig kurs at slå ind på. Gentagne gange er han blevet gokket i hovedet af en trærangle, som de lumske hænder pludselig kastede efter ham!
(Vi har beviset på foto, men da moderens harddisk angiveligt lider af pladsproblemer, har hun fået forbud mod at tømme kameraet, før alternativ data-opbevaring er fundet.)
Alma dyrker for tiden i stor stil at invitere forældre og Carl på middag på værelset. Så skal man sidde på en af de små, blå stole, mens Alma selv tager favoritten, den grønne skammel, og så dækker hun omhyggeligt bord med en tallerken, en kop og en ske/kniv/gaffel til hver. Oftest vælger hun sågar at lade kuverterne passe sammen rent farvemæssigt, så den gule kop og den gule ske hører til den gule tallerken. Hun forsyner rundhåndet sine gæster med mad og drikkevarer, der bliver hældt op med termokanden.
Og når hun er færdig med at lege, tørrer hun sig sirligt om munden, før hun går fra bordet.
Carl har for første gang været med resten af familien i svømmehallen. Han fandt det hele meget interessant og beså og bemærkede vand og vandhunde fra tryg forældrehavn. Men det trætter, det friske vandliv. Faktisk så meget, at Carl ganske glemte, at han var sulten, og faldt i søvn i stedet.
En ny familietradition er grundlagt.
Alma har tilbragt eftermiddagen i haven i familien Underbos nye legehus. Hun har netop kastet sig ud i kopi-leg, hvor hun laver egne versioner af kendte situationer – i særdeleshed noget med at dække bord og spise. Alma inviterer ofte til te på sit værelse, hvor hun fejlfrit forsyner hver deltager med tallerken (eller gryde/pande, hvis hun ikke kan finde en tallerken), bestik og en kop. Så hælder hun op fra sin kande og udleverer mad fra pander og potter, og så er der ellers en fest omkring det lille bord.
Legehuset bød på en ekstraordinær attraktion i form af en plastikpizza. Alma brugte det meste af eftermiddagen med at spise plast-pizza, både med og uden forældreselskab.

I den forgangne uge henlagde den lille familie residensen til Torrevieja i mormors lejlighed. Turen derned gik upåklageligt, skønt håndbagagen ved en fodfejl blev sendt afsted sammen med resten af bagagen, så vi pludselig var bleløse. Eftersom man ikke kan købe bleer nogetsteds efter at have passeret sikkerhedstjekket, måtte moderen styrte afsted hele vejen gennem lufthavnen kl. ti minutter boarding for at nå frem til 7-11, som er det eneste sted til Københavns Lufthavn, der forhandler bleer.
I Spanien havde Alma kronede dage. Hun nød at have begge forældre om sig hele tiden. Vi gik en masse lange og mindre lange ture med Alma lykkeligt anbragt i den til formålet indkøbte paraplyklapvogn. Den er ikke forsynet med synderlig komfort, men Alma elsker den.
På trods af ikke-optimalt vejrlig blev det til et par strandture, hvor Carl og faderen slog sig ned på den nærmeste beværtning, mens Alma og moderen rodede med sand, hvorefter vi spiste i skøn samdrægtighed. En enkelt dag var hele familien på stranden, men det var ingen succes. Først var det varmt, så begyndte det at blæse, og pludselig styrtede det ned. Carl fandt hele affæren utåleligt ukomfortabel, og turen endte med en meget hastig exit. Lidt for hastig, viste det sig – vi forliste nemlig vores gode kamera. Det var ærgerligt. Kameraet var desuden fuldt af billeder. Dobbelt ærgerligt! Rejsen kan derfor kun dokumenteres sparsomt vha. de pix, som faderen tog med mobiltelefonkamera.
Alma studerede det lokale dyreliv: Masser af myrer i lange kolonner, et udvalg af snegle og en indladende nabokat, med hvilken hun havde gyldne stunder i blomsterbedet.
Under opholdet sov Alma på en madras på gulvet i soveværelset. Vi var noget spændte på, om hun ville blive liggende, men bekymringen viste sig grundløs. Alma lagde sig til sove både til middag og om aftenen uden mindste brok, præcis som hun plejer. Hun er et præmiebarn.
Vi spiste en del ude, og Alma tog for sig af retterne. Den sidste aften brillerede hun med at spise det meste af en voksen-portion lasagne, efterfulgt af en anselig isdessert. Overraskende nok fik hun ikke ondt i maven. Til gengæld gjorde ferien hende om muligt endnu mere is-orienteret, end hun var i forvejen. Hun udtrykker sig stadig med en kombination af rigtige ord, Alma-ord og tegnsprog. Således hører/ser man for tiden ofte følgende:
Is – Aja (Alma) – nej + hovedrysten – slår sig på låret (= pokkers). Oversat betyder det “jeg kunne godt tænke mig en is, men det skal vi ikke have – øv!”.
Carl har debuteret i rulningens svære kunst. I søndags lå han på maven og fulgte interesseret med i al den aktivitet, som et besøg af Simon og Hektor (og Maria og Dan) affødte på børneværelset. Han hældede med hovedet, og pludselig trillede han til sin egen umaskerede forbløffelse om på ryggen. I Spanien gentog han succesen et par gange, mens han lå i sofaen. Sofapuderne havde en svag hældning, så han fik lidt hjælp af tyngdekraften. Siden er det ikke lykkedes for ham, men han arbejder ihærdigt på sagen, så moderen antager, at en trillende baby snart er en realitet.
I torsdags havde Carl besøg af sundhedsplejersken. Han vejer nu (eller gjorde dengang) 6,8 kg og er stadig 62 cm lang. Han er blevet lidt skæv i baghovedet, fordi han har haft en forkærlighed for at ligge med hovedet til højre. Nu skal han sove på siden og helst ligge på maven i al sin vågne tid. Den ide kommer det liiige til at kræve lidt arbejde at få ham med på.
Han sover meget bedre om natten. Han bliver puttet mellem 19 og 20, om alt går vel, og så sover han oftest til mellem kl. 1 og kl. 3. Det er meget godt gået af det lille myr.
Desuden er han sat i skarp sovetræning for at komme sjatsoveriet om dagen til livs. Han bliver proppet i barnevognen, når Alma skal i vuggestue, og så kommer han ikke op, før der er gået to timer. (Hvilket er, har moderen besluttet, passende varighed for en ordentlig lur.) Han er ikke helt klar på at blive liggende, men moderen sidder klar ved barnevognen og propper sut i mund og vugger vogn, så snart han rører på sig. De fleste gange lykkes det at få ham til at falde i søvn igen. Seancen gentages om eftermiddagen. Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget gladere en baby bliver af at sove ordentligt.
Alma går efter at konstruere sit eget sprog og holder fast i sine egne ord for dette og hint. Fx har hun aldrig nogensinde hørt udtrykket “vovhund”, men hun insisterer alligevel på, at en hund hedder “vou”. En typisk ordveksling:
Alma, ivrigt pegende: “VOU!!”
Mor: “Ja, der er en hund.”
Alma: “Heii, vou.”
Mor: “Kan du sige hejhej, hund?”
Alma: “Heihei, vou.”
En ko hedder “uuuh”, uglen hedder “uh-uh”, og tandbørsten hedder “ah” (fordi man siger “AAAAAAAAH”, når man får børstet tænder).
Alma og moderen mødte en myre i dag. Moderen fortalte, at myren ledte efter mad, så Alma stak den en halv skive grovtoast med peanutbutter. Hun var ret overrasket over, at den ikke tog imod tilbuddet.
Alma øver sig i de krævende dansetrin fra trænings-DVD´en Dans med Teletubbierne. I særdeleshed er hun glad for en lille film med en griselignende, engelsk pige, der stepper. Hun kan ikke danse i de fine sko fra mormor, men hun kan gå i dem én af gangen, og hun kan hoppe ned fra dem, når hun har dem begge to på.