Carl 8 år!

Så blev mindstebarnet otte år! Man må se i ørerne, at der ikke længere er tale om en småbørnsfamilie, ikke på nogen måde.

Eftersom fødselsdagen faldt på en søndag, og Carl altid er den første, der vågner, blev fødselsdagssang på sengen droppet. I stedet sov Carl i den store seng med den aftale, at han skulle vække os andre, når han vågnede. Som sagt, så gjort. Gaverne lå klar på bordet og blev åbnet under behørig overvågning af Isi, Grissi, Abelabe og Næbdyret Stork. Fra Alma var der et Mario-spil, som vakte stor glæde, men som desværre viste sig ikke at kunne køre på vores wii. Carl var desperationen nær, idet han jo havde åbnet det og derfor i teorien ikke kunne bytte det. I praksis viste det sig dog ikke at være noget problem.

Faderen drog afsted efter morgenbrød, komplet med wienerbasser i dagens anledning, og derefter gik turen i svømmehallen. Faderen og de små badede, moderen så til i godt selskab med en bog. Dog blev fornøjelsen kort, fordi nogen kastede op i vandet, så det store bassin blev lukket. Til gengæld er de tre vanddyr nu i besiddelse af hver sit gratis indgangskort til næste gang som plaster på såret, og Carl fik nye dykkerbriller.

På hjemvejen rundede vi Helvedet (Fields) og fik byttet det famøse spil uden problemer. Efter et par afslappede timer med de nye spil blev fødselsdagsmiddagen indtaget på restaurant Den Kinesiske Mur, som i virkeligheden hedder noget helt andet, men som er evigt populær hos den yngre del af befolkningen på slottet på grund af sit rullebånd. Ekskursioner fra bord til bånd og tilbage med små skåle med mad efter eget valg er vedvarende det fedeste.

Tweez

Alma, Liva, Mille og Alma (bemærk, at forbogstaverne også danner ALMA) er sammen gruppen Tweez og satser på at komme med til MGP 2015 med en sang, der ikke overraskende handler om at være veninder – og om, hvor nitteagtigt det er, når ens veninde får en kæreste og pludselig hænger ud med ham hele tiden. De begynder at blive store… Det vakte uhyggelig stor og støjende morskab, da moderen kunne informere om, at tweezers betyder pincet på engelsk. Nu overvejer de at tage navneforandring til Pincetterne.

IMG_0229

Fællesfødselsdag

Præcis som sidste år slog Carl, Adam og Pelle sig sammen om at holde klassefødselsdag. I år blev arrangementet henlagt til judoklubben, hvilket viste sig at fungere endnu bedre end Prismen. En kæmpestor hal med bløde madrasser på gulvet, tove at klatre i og ting at hoppe over. Læg dertil et aflukket rum med borde og stole i tilstrækkelige mængder, service til 80 personer og store vinduer ind til salen, og så har man opskriften på en succes.

Efterhånden som gæsterne ankom, driblede de direkte ind og kastede sig ud i tumlen. Da alle var ankommet, blev der åbnet pakker og serveret boller, og så tumlede de videre. En time gik med en træner fra judoklubben, derefter kage, og så… ja, ganske rigtigt, så tumlede de videre, til de blev hentet.

Aldrig er en fødselsdag med 18 raske otte-årige blevet afviklet med så få behov for forældrestyring og -indgriben!

Påfuglepiger

Almaerne var forgangne weekend på håndarbejdsmesse i Rødovrehallen, som ellers mest er kendt for at huse reptilmesser, sammen med moderen og mormor, der var på besøg i samme anledning. Pigerne kan godt lide gør det selv-dims og købte lystigt ind, bl.a. af noget selvhærdende, modellervoksagtigt noget, som man laver små figurer af, der derefter tørrer og bliver uforgængelige. Efter at have beset samtlige stande og indtaget en sandwich i Sportscafeen fik de øje på Stof2000 med en udstillet påfugledragt, som man selv kunne lave meget enkelt. Dén ville de gerne have! Nærmere gået på klingen viste det sig, at masken ikke var så vigtig. Heller ikke påfugleøjerne af filt. Næ, det, der spillede, var skørtet og fjerene. Så uden at tøve et sekund investerede de i 16 meter tyl, seks fjer og nogle meter tyk bukseelastik.

Vel hjemvendt til slottet blev banerne af tyl bredt ud på gulvet og klippet i strimler a 15 cm, som derefter blev knyttet om elastikken, og vupti – to yndige feer tonede frem! De to planlægger en fælles eventyrfødselsdagsfest med tvungen udklædning til sommer (uden i øvrigt at lade sig afficere af, at der er fire måneder imellem deres respektive fødselsdage), og nu har de allerede udklædningen klar!

Dårlig opdragelse

Carl havde besøg af legegruppen og spillede Mario sammen med Hugo. Hugo klarede sig ikke alt for godt og udbrød: Det er bare noget fuck, mand.
Carl: Man må ikke sige fuck her. Hvad gør du, når der sker noget dårligt for dig derhjemme? Siger du så også bare fuck, mand?
Hugo: Ja, det gør jeg faktisk.
Carl: Shit, du er dårligt opdraget!

TV-stjerne

Henrik Goldschmidt er nomineret til P2-prisen Årets Ildsjæl, og til præsentationen af de nominerede til prisoverrækkelsen ville man gerne filme hr. Goldschmidt, sjovt nok helst sammen med nogle musikskolebørn, efterdi det er for musikskolen, han er indstillet på prisen. Ganske vist var det midt i juleferien, men det kan tv-folk ikke tage sig af, så med en vis nysgerrighed skrev vi ud og spurgte, om korbørnene havde lyst til at komme et par timer og blive filmen, mens de sang med Henrik. Det havde de, viste det sig. Fra nær og fjern troppede de op – moderen og Alma var der selvfølgelig også.

Så nu håber og forventer vi 1) at der bliver vist en masse med de søde børn på tv, og 2) at Henrik får prisen. Ellers bliver vi sure og buher af dem. Prisoverrækkelsen er d. 10. januar og bliver sendt på P2 og DRK kl. 19.30. Moderen er inviteret med, men de søde små bliver hjemme denne gang. De var med som publikum til optagelserne af “Her er dit liv” med fru Helger, og de er ret enige om, at det behøver de ikke prøve igen!

Velkommen, 2015

Den lille familie tilbragte nytårsaften i godt selskab med Alma og Pelle, Nikolaj og Selma samt Carl og Olivia – og deres forældre. Masser af krudt, masser af god mad, en meget vellykket kransekage, begået af your truly. Dog var de søde små noget kvæstede, så straks efter midnat lagde vi vejen hjemover.

På denne årets første dag har vi sovet længe, luftet den meget trængende hund, som var for raketforskræmt til at gøre noget særligt ved det i går og set Tintin. Nytårskoncerten fra Wien kører i fjernsynet. Et par balletdansere, hvor hun pludselig trak sig tilbage, vakte Carls interesse. “Skal hun på toilettet?” En anden ballerina hvirvlede ind på scenen og dansede løs med herren, mens den første så trist ud og nok fortrød, at hun var gået på toilettet, så Carl sagde lidt forarget: “Blærer de sig ikke lidt?”

IMG_0169.JPG

IMG_0178.JPG

IMG_0174.JPG

IMG_0185.JPG

IMG_0190.JPG

Vel hjemme

Julen 2014 ligger bag os. Godt begavede og affodrede satte den lille familie i dag kursen mod øst og ankom på Livornovej efter en lang tur fra Odden i dårligt vejr med dårligt sigtbarhed og dårligt føre. Gab, det tog lang tid, men heldigvis hørte vi ‘Pigen og dragen’ undervejs, og en god historie hjælper altid. Carl havde glædet sig i vildskab til at få gang i det nye Skylanderspil, så han fik lov at køre linen ud.

IMG_0112.JPG

Ønskesedler

Her følger ønskesedlerne fra de søde børn:

CARL
Lego (Starwars, Ninjago, Movie, Minecraft, Chima)
Beyblade
Skylanders Swap Force
Skylanders figurer (gerne Trap Team)
Indiana Jones Lego spil til wii
Mario Kart til wii
Mario til wii
Pokemonkort
Ben10 figurer
Minecraft figurer
Centicubes (store)

ALMA
Petshop-huse og –ting
Build-A-Bear bamse og tilbehør (gerne gavekort)
Dynebetræk med dyr
Dyreplakater
The Zelves, figurer og tilbehør
Schleich feer
Anders And-abonnement

Carle-guld

Carl er sjov for tiden. Ja, det er han sådan set altid, men der har været et par gedigne guldkorn de seneste dage.

Setup: TV2 kører med reklamer, mens vi venter på julekalenderen. Carl lytter med et halvt øre.
Reklamestemme: “…. eller Joan Ørtings nye bog “Elsk dig selv og bliv elsket” for kun 59 kroner.”
Carl, undrende: “Kan man nu blive elsket for kroner??”

Setup: Carl læser i sin danskbog ved aftenbordet.
Far: Hvad gør du, hvis du støder på et ord, du ikke forstår?
Carl: Så spørger jeg en voksen.
Far: Kunne du tænke dig at kunne slå ordene op på din iPod?
Carl: Næ, det har jeg det fint med ikke at kunne.

Modeshow

Der har været modeshow på Almas frit. Pigerne har arbejdet intenst med at lave tøj i forskellige genrer som hippie, hiphopper og fusionsfænomenet hippiehopper. Desvære skulle selve showet løbe af stablen netop den dag, hvor Alma og Mille tog afsted på solotur til mormor, så vi fik lov at overvære generalprøven dagen inden.

Klik på linket for at se en lille video.
Triumftog

Forankret!

Nogle taber deres skruer, men den i moderens ankel nymonterede af slagsen rykker sig vist ingen steder. Med 14 krykkehumpende dage tilbagelagt og 14 mere forude lever hele den lille familie i håbet om, at december bringer gå-tilladelse. Man er uforholdsmæssigt ineffektiv på krykker, og da foden hæver helt urimeligt og bliver dum og gør ondt på den sammensnørede, rullepølsagtige emåde, når den har vendt nedad for en stund, kan krykkehumpningen ikke engang udnyttes maksimalt. Man er endnu mere ineffektiv med den ene fod over hjertehøjde…

IMG_9839

Glade pakker

Amager Børnekulturhus havde tyve års fødselsdga i weekenden. Alma går dybt dedikeret til teater på dette hæderkronede etablissement, og selvfølgelig skulle teaterbørnene deltage i løjerne. I første omgang som dansende pakker i optog fra Amagerbro til kulturhuset, anført af en bekjolet harmonikaspiller og deres lærer Stine, gøgler og styltegænger. Senere fik vi et lille og noget ekstemporeret udsnit af det stykke, de øver sig på. Alma er Loke. Vi glæder os til at se det i sin fulde udstrækning.

Min næstbedste ven

Husfaderens forestående runde dag kom for en dag, da mormoren var på besøg fra Sønderjylland. Også Husfaderens faldefærdige cykel blev debateret. Mormoren krydsede de to oplysninger og tilbød en generøs fødselsdagsgave i form af en ny cykel. Da vinterene nærmer sig, blev man enige om, ikke at udskyde indkøbet til den store dag i midten af oktober. Og da Moderen havde  set et ophørsudsalg i den lokale Kvickly, der lovede 25% på de sidste modeller, lå det lige for at slå til med det samme.

Resultatet blev denne fine herrelåge i aluminumsstel og med syv gear:

Mustang herrelåge med 7 gear
Mustang herrelåge med 7 gear

Den prægtige cykel er nu faderens næstbedste ven.