Præcis som sidste år slog Carl, Adam og Pelle sig sammen om at holde klassefødselsdag. I år blev arrangementet henlagt til judoklubben, hvilket viste sig at fungere endnu bedre end Prismen. En kæmpestor hal med bløde madrasser på gulvet, tove at klatre i og ting at hoppe over. Læg dertil et aflukket rum med borde og stole i tilstrækkelige mængder, service til 80 personer og store vinduer ind til salen, og så har man opskriften på en succes.
Efterhånden som gæsterne ankom, driblede de direkte ind og kastede sig ud i tumlen. Da alle var ankommet, blev der åbnet pakker og serveret boller, og så tumlede de videre. En time gik med en træner fra judoklubben, derefter kage, og så… ja, ganske rigtigt, så tumlede de videre, til de blev hentet.
Aldrig er en fødselsdag med 18 raske otte-årige blevet afviklet med så få behov for forældrestyring og -indgriben!