Alene hjemme…

I dag er det Almas tur til at være syg efter en urolig nat med hoved- og mavepine og feber. Det er meget ærgerligt, fordi dagen i dag netop var dagen, hvor hun skulle hjem til Malou, en veninde fra børnehaven. Men sygdom er hver mands herre, som man siger :mimre:

Eftersom faderen er fraværende for endnu engang at forsøge at erhverve Molsmesterskabet i bob, måtte Alma lide den tort at tage med på indkøb. Moderen anførte, at alternativet var “Alma alene hjemme”. Hun tænkte over det et øjeblik og erklærede med spænding i stemmen, at det ville hun da gerne prøve. Okay så. Moderen drog afsted på indkøb i idel hast og ilede ved hjemkomsten op ad trappen, nervøs for at finde en bange, grædende Alma. Pludselig virkede det, som om der var uforholdsmæssigt mange farlige ting i hjemmet – vinduer at falde ud ad, knive at skære sig med…

Men Alma var hverken faldet ned, sønderskåret eller grædende. Hun spillede computer og spiste ymerdrys af en kop og var svært utilfreds. “Aaaarj, mor, hvorfor kommer du allerede? Jeg vil være mere alene hjemme!” Efter en kort tænkepause foreslog hun så, at moderen skulle tage Carl med på legepladsen, så Alma kunne være meget alene hjemme. Vi læner os vist op ad at anskaffe en ekstra telefon…

Halloween

De søde små har glædet sig til Halloween i lange tider; mest fordi man så skal gå fra hus til hus og få slik… Søndag var dagen for Store Slikmarch. Mange af husene var pyntet med edderkopper og andre gyseligheder, og Alma var klædt ud i sit nye hekseoutfit, mens Carl havde rollen som heksens kat.

IMG_0373.JPG IMG_0386.JPG

Det var meningen, at børnene på vejen skulle følges, og der var først afgang kl. 19. Det var for sent, viste det sig – adskillige af husene havde allerede udsolgt på slikfronten efter talrige tidligere besøgende. Der var markant flere på togt end sidste år. Dog lykkedes det i regn og mørke at få en del i posen, skønt Alma ikke forsømte en lejlighed til at pointere, at hun havde fået mere slik året forinden. Da Carl fandt mængden passende, ville han gerne hjem, så vi raidede hastigt de sidste huse og satte kursen mod slottet. Vel hjemme fik børnene lov at indtage en beskeden del af rovet. Resten blev lagt væk med højtideligt løfte om, at de måtte få det som fredagsslik.

Hele ugen er der blevet talt ned til fredagsorgiet, og endelig oprandt dagen! Efter aftensmaden og iklædt nattøj var der fri adgang. Carl havde fået nogle lakridser og kunne ikke lide dem, så han fik lov at bytte med et stykke af moderens til lejligheden indkøbte fredagsslik. Dernæst ytrede han stor bekymring for, om den fraværende, i Polen residerende fader mon havde købt fredagsslik til sig selv, så vi ringede til faderen for at spørge. Heldigvis havde hotellet anbragt karameller på puden, så der var ikke slikmangel i Polen heller. Faderen fortalte, at han havde købt gaver til børnene, hvilket fik den meget trætte Carl til at gå i post-Disneysjov-spåner og hulkende kaste sig på sofaen, fordi “jeg savner min gave”, hvorefter han faldt i søvn. Alma var mest optaget af moderens tilbageværende slik. Hun var begejstret, da Carl viste sig at være faldet i søvn, fordi det egentlig var hans tur til at vælge historie, og nu fik Alma så lov i stedet. Dog holdt hun kun et halvt kapitel i den aktuelle Narnia-bog, før hun bad om at komme ind og sove.

Carl har for øvrigt svært ved at huske, at faderen er bortrejst. Han spørger løbende, om han må vække far/hente far/kalde far ned til aftensmaden.

Verden ifølge Carl

Carls lille hjerne har travlt med at få overblik og skabe orden af kaos. Fx havde han hørt sangen “Det er på gaden, at gøglerne kommer”. Han kunne godt lide den og fik den som godnatsang. Dagen efter var han noget trykket på vej over til børnehaven. Det viste sig, at han troede, at sangen handlede om øglerne og ikke gøglerne, og nu var han nervøs for, om de ville komme, når han gik på gaden…

I dag ymtede han, at “når jeg ser en cirkel, kalder jeg den en… hvad hedder nu sådan en, som er inden i en bloble og gør sådan her [smider sig på ryggen og vifter med arme og ben], og som er nede i vandet?”

Mor: “Øhmmm… en vandmand?”

Carl: “JA! Du havde ret, mor, du sagde det rigtigt.”

Moderlig autoritet

Moderen havde hidkaldt faderen og var gået udenfor for at tale nogenlunde uforstyrret i telefon. Ved tilbagekomsten sov faderen, og Alma var i gang med at tygge af munden.

Mor: “Hvad spiser du?”

Alma: “En bolle. Og ved du hvad, mor, det var godt, du kom nu, for ellers havde jeg spist to boller.”

Æblefestival

På Jyllandsturens sidste dag gæstede Alma og moderen Ebel-festivalen, som Alma naturligvis konsekvent omtalte som Æblefestivalen. Ikke at der egentlig var så meget at komme efter, men i et spring ud som kunstner-telt fik Alma dog med stor koncentration produceret et maleri. Desværre glemte vi at tage den ud af en musikerbil ved afgangen, så foreløbig befinder kunstværket sig på Fyn, men bliver ved først givne lejlighed transporteret til hovedstaden.

IMG_0323.JPG

Faderens mange år

Som bekendt havde faderen fødselsdag i mandags. Alma hidbragte gaver fra det jyske – en tegning og et glas kastanjer, begge dele fint indpakket. Carl var endt med at vælge en Gomiti som sin gave. Som serviceinfo til læserne kan det oplyses, at Gomitier er små monstre, delt op på forskellige familier/egenskaber. Det er vist meningen, at man skal samle dem efter bestemte regler, men Carl hænger sig ikke den slags smålige krav, han elsker dem alle sammen uden forbehold. Og derfor var det naturligvis også en god gave til en voksen – hvem ville ikke være lykkelig over at få en Gomiti?

Begge de søde børn formåede at holde tæt med indholdet af deres gaver, og ikke nok med det: De formåede også at holde fuldstændig tæt med den store fødselsdagsoverraskelse, at Morten, Anja, Silje og Vikki kom på hemmeligt besøg på selve fødselsdagsmorgenen. Således kom deres tilstedeværelse fuldstændig bag på fødselaren, som havde overnattet på loftet og søvndrukkent blev hentet ned af Carl.

Efter en storslået morgenmad (tak, Morten) blev Alma udliciteret og havde en fornøjelig dag i Zoo, hvor hun bl.a. havde lavet papir af elefantlort. Hun havde det også med hjem… Carl udviste absolut og slet ingen interesse for at tage med og kom i stedet i børnehave. Da familien igen var samlet, kørte vi til den italienske yndlingsrestaurant og spiste fødselsdagsmiddag. Alt i alt en ret vellykket dag.

  IMG_0326.JPG IMG_0329.JPG

Angreb er det bedste forsvar

Alma og barnefaderen forsøger at etablere en eventyrrolleleg, hvor faderen i yndlingsrollen som bjørnehest bærer de små gennem skoven, hvor de møder alskens udfordringer. Carl håndterer enhver potentiel fare ret monomant ved at dunke dem i hovedet med Buzz Lightyear. Alma er middelsvært irriteret…

På billedet ses en eskalerende ridder-kungfu-leg, hvor Carl er Mester Sifu, som tænksomt og alvorligt går for at stirre i vandet og tænke over tingene.

IMG_0330.JPG

Kultur i mængder

Alma har tilbragt en uge hos først mormor og siden farmor. Lykkelig har hun været, alt har været så helt fantastisk, at hun næsten ikke kunne være i sin lille krop. Hun har overnattet hos kusine Vikki, som bidrog til glæden med fire sække tøj og legetøj, og hos Ole og Dorte. Fredag ramte moderen og Rie Århus i et hæsblæsende Kulturnatsraid. Alma og farmor stødte til den dynamiske duo på Hovedbiblioteket, hvor Rie skulle læse gyserhistorier for børnene. Alma havde glædet sig sådan til at se sin reservemormor og fulgte med til Pustervig Torv, hvor byens første parade for, af og med homosensuelle skulle have en åbningstale med på vejen, og videre til Cafe Hack, hvor Rie havde dagens tre sidste shows. På Cafe Hack blev Alma budt på både sodavand og chokolader og troede dårligt sin lykke. Imidlertid var hun så rystende træt, at hun ikke engang spiste chokoladerne, men bad om at komme hjem i seng.

Rie overnattede på Klokkerbakken sammen med os andre, så Alma havde kronede dage lørdag morgen, hvor hun havde både sin mor, sin farmor og sin reservemormor om sig og tilmed havde fri adgang til Oskar og Tessie, som er i familiepleje weekenden over. Kl. 11 hoppede Rie på toget, og kl. 11.11 ankom d’herrer Singh og Goldschmidt, som skulle spille børnekoncert i Grenå. Alle mand i bilen, og så afsted. Alma havde fået sine nye, af Vikki arvede Bratz-dukker med og underholdt sig med dem, til koncerten startede. Ikke overraskende var hun meget begejstret for både Henrik, Anders og musikken og har siden nynnet en af klezmer-ørehængerne. Arrangøren havde sørget for sandwich, men da vi var underlagt et vist tidspres, måtte maden tages med og nydes i bilen. Hos de høflige musikuser herskede der en vis tvivl om, hvorvidt det var i orden at spise i bilen, men den manede Alma med kyndighed i jorden: “Selvfølgelig må I det, min mors bil er alligevel så beskidt”…

I morgen er der igen børneverdensmusik på programmet, denne gang i Ebeltoft på fregatten Jylland. Og samtidig er der Ebel-festival, så morgendagen bliver endnu et spændende kulturmøde, før turen går hjem til Djævleøen.

foto.JPG

IMG_0303.JPG

S-s-stammen

Carlebarnet har periodisk stammet – som så mange andre børn gør i perioder. Normalt driver det over af sig selv og handler om usikkerhed eller for stor sproglig iver. Nu har han imidlertid stammet gennem en længere periode, og det bliver kun værre. I Carls tilfælde taler han ikke staccato, men virker, som om svælget kramper sig sammen for ham. Han skærer ansigter og virrer med hovedet, mens han gentager og gentager det ord eller den stavelse, som har sat ham i stå. Det er synd for ham, og det generer ham enormt. Han taler stadig uden at lade sig standse, men det er nok kun et spørgsmål om tid. Han er allerede begyndt nogle gange at bede moderen sige det dumme ord, der ikke vil komme ud af hans mund. Derfor er børnehaven nu blevet sat i gang med at starte et forløb, hvor man gennem en talepædagog bliver henvist til Stammecentret. Og SÅ skal vi nok få has på den stammen!

Ønskesedler

Carl og moderen var taget på fødselsdagsgaveshopping, idet faderen jo fylder en hulens masse år på mandag. (Carl mener, han bliver fire). Carl havde besluttet, at hans gave skulle være en legetøjsflagermus og en helt. Det lykkedes ganske vist ikke at finde hverken det ene eller det andet, men noget helt tredje. Undervejs faldt Carl over en del ting, som han godt ville have skrevet på sin ønskeseddel til jul. Det meste var legetøj, men noget overraskende åbenbarede han også et brændende ønske om en dejskraber…

Tre er en svær alder

Carl har et seriøst behov for at markere sin selvstændighed for tiden. Et virkelig seriøst behov… Den nyeste trend er at hoppe ned fra toilettet og erklære, at “jeg lover ikke at vaske fingre”. Forældrekravet om obligatorisk håndvask efter toiletbesøg bliver med mødt med en modstand, der i den grad er en bedre sag værdig. I skrivende stund er Carl således i gang med et protesthappening på tredje kvarter. Han har smækket døren til badeværelset, låst sig inde, kastet sig på gulvet, erklæret, at “nu er du aldrig min bedste mor” og “nu vil jeg aldrig elske mit legetøj mere” og så videre og så videre….

Edit: Mens jeg skrev sidste linje, kapitulerede han og vaskede hænder. Freden varede præcis fem sekunder. Nu er han i gang med protesthappening nr. to over, at vi ikke har kanelknækbrød, og at han ikke må få kammerjunker.

Almas credo

Alma har som bekendt døjet en del med mavepine. Det har hjulpet meget at droppe mælken, men det har ikke været helt nok. Efter en samtale med den søde lægedame er den sandsynligste problemskaber kernebrød, så nu skal Alma have brød uden kerner. På vej over i børnehaven, medbringende noget særligt Alma-brød, fordi børnehaven kun serverer brød med kerner, sagde hun eftertænksomt: “Jeg tror, Gud synes, jeg har været uartig. Derfor har han gjort sådan, at jeg ikke kan tåle kerner.”

Moderen røg helt op i det røde felt ved dette vidnesbyrd om syndsbevidsthed og egne fejltrin fra en fem-årig, men Alma selv viste sig at tage det meget roligt. Hun syntes, at det var en fin historie, og morede sig åbenbart over at skyde Gud skumle motiver i skoene.

“Og ved du, hvad jeg tror på, mor? Jeg tror på julemanden og nisser og feer og Gud.” Okay så. Det står hen i det uvisse, hvor hun overhovedet har fået begrebet om en straffende, gnaven Gud fra, men i hvert fald står han ikke uden konkurrence…

På vej

Alma skal tilbringe den følgende uge solo hos først mormor, derefter farmor. Hun glæder sig vildt og har brugt megen tid på at pakke med stor seriøsitet og nøje optalte underbukser. Den kommende fredag ankommer moderen og fru Helger så til Århus, hvor Alma kan være med til at høre Rie læse gys- og gruhistorier på biblioteket (med moderen som vikar, hvis stemmen bliver for træt) og derefter skyde Århus’ første bøsse-pride i gang. Alma har fået lovning på at måtte være vågen lige så længe, som hun kan holde øjnene oppe, så med lidt held når hun også at være med på Cafe Hack, hvilket hun har et udtalt ønske om. Og som om det ikke kunne være nok alt sammen, skal Rie sove på Klokkerbakken, så Alma får lejlighed til at hænge lidt ud med sin reservemormor.

Retorikkens ædle kunst

Carl står på sin ret, også når han ikke har det. Hans argumenter er stadige ikke SÅ spidsfindige, men hvad han mangler i raffinement, vinder han på optimisme og vedholdenhed. For eksempel: “Okay, okay, hvis jeg ikke må få pizza, så vil jeg bare have pizza!”

Her til morgen bad Carl om en bolle med leverpostej og fik en grovbolle. Alma spurgte, om der ikke var flere lyse boller tilbage, og den greb Carl i farten. Den følgende halve time rasede han over grovbollen og ville have en lys bolle. Han kastede den fra sig med afsky, sønderkrummede den med sine små, vrede næver, smed den på gulvet, trampede på den og trumfede med at skubbe sofabordet hen over den. Til sidst greb han sin tallerken og gik målbevidst hen mod brødskuffen, mens han med et “du kan bare prøve på at standse mig”-udtryk i ansigtet erklærede, at nu tog han sig en lys bolle !

Mor: “Det skal du ikke gøre, Carl, for så tager jeg den fra dig, og så bliver du så ked af det”
Carl, overtalende: “Men jeg vil bare have et lillebitte brød” (viste med fingrene, hvor lille det skulle være)
Mor: “Nej, Carl, desværre.”
Carl, udfordrende: “Men så vil jeg bare have en brun bolle!”

Guldkorn…

Faderen gjorde sig lystig over de “slapsvanseboller”, som Alma havde valgt i supermarkedet, og fremhævede rugbrødets gode egenskaber. Alma replicerede omgående: “Nej, nu må jeg le!”

Under aftensmaden slog Alma en gigantisk prut. “Alma,” sagde faderen med let bebrejdende stemmeføring. “Hvad??” svarede Alma. “Jeg skal jo bare have brændt noget krudt af.”

Almas ønsker

Her er en begyndelse til en ønskeseddel fra Alma:

  • Shrek-figurer (nærmere bestemt: Shrek og Fiona, men sikkert også æslet)
  • »Klokkeblomst 3« som DVD – [vidste ikke, der var en 3’er?!]
  • Hvid Bilderberg*)-hund
  • Bilderberg-tøj

… fortsættes (i det uendelige)

*) Build-a-Bear

Verden ifølge små mennesker

Alle burde have børn i huset, for det er ikke småting, der kommer ud af munden på dem til fryd og fornøjelse for deres ældre medmennesker.

Således ytrede Freja, at hun godt vidste, hvorfor Almas mor ikke er ret høj. Det ville man jo gerne have en forklaring på, og den gav Freja med stor overbevisning: “Det er, fordi du holdt op med at vokse.”

Carl har her til morgen etableret en stort anlagt leg, hvor en af de magnetiske robotter havde en hovedrolle. Adspurgt om robottens navn erklærede Carl uden tøven, at den hedder Vildvej. Et meget rammende navn, som kunne anvendes til en del mennesker også.