The mac-generation

Carl og Alma byggede togbane. Carls tog havde vare-togvogne og en vogn med en klokke. “Klokken vækker folk, så de kan vågne og se, at de har fået det, de har bestilt på Internettet”, lød forklaringen.
Almas tog kørte i de svenske skove. Nogle gange stoppede det, så folk kunne gå tur, hvis der ikke var bjørne. “Togføreren tager lige sin mobiltelefon og scanner området, og hvis det er sikkert, må folk gå tur.”

Mkay. Den generation får simpelthen IT ind med modermælken.

Sommerfest i børnehaven

Vi har også forsømt at viderebringe fotodokumentation fra børnehavens sommerfest. Sikke en slendrian!

Sommefesten forløber på samme måde hver år. Der er en masse boder med aktiviteter, som børnene kan prøve. De får et armbånd, og for hver bod får de et klistermærke. Men inden boderne plejer vi at kaste os over kagebordet, hvor håbefulde forældre forsøger at få deres mesterværk kåret til årets kage. Med skam at melde har slottet aldrig været repræsenteret i konkurrencen. Efter bodeprøvning er der sammenskudsspisning, og som oftest er der ret dårlig afsætning, eftersom alle har spist sig dumme i kager en time forinden. Fast indslag er også fællessang.

Carl og Alma tog en pause på Månestuen med leg, både fælles og hver for sig. Carl legede også lidt med Viktor og Milas, to yngre drenge fra stuen, som han har taget til sig som legekammerater, efter at Yussef og Anton holdt op. Moderen er meget imponeret over Carls evne til at få tingene til at fungere. Vi havde snakket om, at han skulle finde nogle nye at lege med, når han blev “alene”, og det har han taget til sig. Den første dag efter Yussefs afgang opsøgte han de to små helt målbevidst og har etableret nye legerelationer med åbne øjne. Det er stærkt gået af en femårig. De to små er henrykte over at lege med store Carl, og han har desuden fundet sammen med en jævnaldrende dreng fra nabostuen.

Midt i maden begyndte det at øse ned, så folk styrtede i tørvejr. De fleste løb indenfor, men faderen og smållingerne satte kurs mod legehuset, der går under tilnavnet “højhuset”. Det hedder sådan, fordi der er en etage mere ovenpå, og skønt der var tørt, viste det sig at være et lidt dårligt valg, for der kom massive mængder sand i maden, når andre børn tossede rundt foroven.

De børn, der er gået ud for at starte i skole, bliver inviteret til den førstkommende sommerfest, så Yussef var med. Der var stor gensynsglæde, men ellers må vi desværre konstatere, at det venskab ser ud til at løbe ud i sandet. Kommunen har ikke været interesseret i at anbringe Yussef og Iman i aflastning, og det er meget svært at holde fast i at ses på nogenlunde regelmæssig basis, når det skal aftales fra gang til gang. Det er en stor skam og meget sørgeligt.

Kravle-Carl

Carl tumler og leger og vælter rundt. At se ham og Anton i aktion er som at betragte et par hundehvalpe. Det gør ham stærkere og smidigere for hver dag, og til moderens overraskelse kravler han uden problemer op i toppen af diverse redskaber. Og han beviser det gerne.

Madmodsvindere

En gennemgang af iPhoto afslører, at moderen har været stærkt forsømmelig i forhold til bloggen. Fx har vi endnu ikke bragt fotos fra Madmodsløbet, som jo ligger nogle uger tilbage. Nå, men vi vil insistere på, at sent er bedre end aldrig, og bringer således billederne her. Vi valgte at se stort på aldersklasserne, så både Alma, Vikki og Carl løb på samme tid, Carl i følgeskab med faderen, som var forsynet med en stor prop i næsen for at forhindre blodspor i græsset.

Alma-nyt

Her følger et par løse pics af Almapigen.

Den store Peter Plys, som hun for år tilbage fik af tante Silvia og med møje og besvær fik transporteret hjem i flyet, residerer fortsat i børneværelset, til tider iklædt noget af Almas nattøj og i dagens anledning også maske.

På håndflidssiden har Alma i den forgangne uge produceret en kylling ovre på fritten. Den er designet efter skabelon med farvevalg og udsmykning efter eget valg og udført 100% ved egen håndkraft. Moderen synes, barnet er dygtigt. Det synes hun angiveligt også selv. Hun er ellers ikke storproducent af krea-projekter, men kyllingen greb hende altså, så hun arbejdede nonstop halvanden frit-dag, til hun var færdig.

Må vi præsentere!

Det er med stolthed og glæde, at vi præsenterer vore trofaste læsere for vores nye familiemedlem Dagmar.
Dagmar er en tibetansk terrier på tre år, og skønt hun i skrivende stund kun har boet på slottet i ca. 24 timer, er hun allerede meget populær. Vi fornemmer, at sympatien går begge veje. Dagmar elsker katte, er lidt mørkeræd og har endnu ikke opløftet sin hunderøst øst for Storebælt.

20120924-214750.jpg

Frikendt

Efter tre timer blev slået fast, at Carl ikke har brækket næsen, men til gengæld kan se frem til et gedigent sæbeøje. Lægen hed Lonnie og lignede en gymnasieelev. Kan man tage det som udtryk for, at man selv begynder at blive halvgammel?

Vilde drenge

Carl legede med Anton og de store drenge og fik en fod i hovedet lige på næsen. Den hævede øjeblikkeligt, så nu sidder moderen og barnet med den fede tud og keder os på skadestuen. Faderen er rejst til Spanien, og Alma er til fødselsdag. Heldigvis har de lovet at beholde hende, til vi kommer hjem.

20120902-164736.jpg

Sen aftenhygge

Der hygges i det lille hjem. Mille skal sove sammen med Alma, og kusine Vikki stødte til det gode selskab kl. 21.30. I morgen er der Madmodsløb, som Arla=Anja har aktier i, så det var oplagt, at børnene lige fik en nat og et fælles løb.

Nu sidder alle fire og samspiller. Hver gang man spørger, er de ikke spor trætte, og der er ingen, der gider sige dem imod.

20120831-223538.jpg

Sommergriller

20120824-074748.jpg

Nu har vi haft den lille nye i en del uger. Den har været med på stranden, har varmet pølser, majs og i går laks, kartofler og asparges for første gang. Den lille Weber-gasfætter gør det utroligt godt. Her er Carl ved at fortære sit daggamle stykke pizza med skinke, der var blevet bedre end frisk af en tur på grillen.
(Moderen var på arbejde hos manufakturfabrikanten, hvilket forklarer at det var laks på programmet.)

Bornholm, vol. II

Ugen på Bornholm gik hurtigt og afslappende. Vejret var ikke det bedste, hvilket ikke forhindrede Alma i at ønske sig en badetur hver eneste dag. Hun og Carl opfandt et level-system, hvor level 10 er det højeste. Så er man hvidhaj – det er faderen. På level 5 er man delfin, og for at kvalificere til det skal man kunne springe ud og få hovedet under vand. På level 7 skal man springe i og selv svømme hen til stigen; så er man marsvin.

Carl er stadig ikke kommet helt overens med at få hovedet under vand, så han hang lidt i bremserne. Desuden bevæger han sig ikke alverden i vandet, fordi han tror, han ikke kan svømme, og ikke vil risikere at komme under vandet, så han bliver hurtigt kold og bakkede ud af badehalløjet. Alma derimod fortsætter til den bitre ende. Angiveligt overvejer hun at blive vinterbader.

Det var altid interessant at komme op til soveværelset om aftenen og tjekke, hvor og i hvilken position Carl befandt sig…

Alma 1.u.

Første skoledag mandag den 13. august i det herrens år 2012. Alma starter i 1. klasse. Det er stort. Hun var ikke meget for at skulle have nye lærere, men bortset fra det glædede hun sig enormt til at komme over til sine venner efter en lang sommerferie. På skoleskemaet er der en masse dansktimer, en del matematiktimer og en smule af noget andet, blandt andet kristendom. Burde navnet på det fag ikke snart opgraderes til at hedde religion i stedet?

Der er kommet to nye piger i klassen. Den ene hedder Emilie, den anden er fra Jylland. Børnene havde fået besked om, at de skal tage deres skolebøger ud af tasken om morgenen og lægge dem i en dertil indrettet skuffe i klassen. Alma og Nikolaj havde så spekuleret en del på, om det samme gjaldt madpakken. Alma bad moderen spørge i dag, og da Nikolaj kom, strøg han straks hen til Alma for at tjek på det, så det er åbenbart noget, de havde drøftet, da de legede i går. Skulle nogen spekulere på, hvad svaret er, kan det afsløres, at nej, madpakkerne bliver liggende i taskerne.

Vi fortsætter den sidste år grundlagte tradition med at tage et første skoledagsbillede foran den røde mur.

2011

2012

Bornholm er stedet, hvis man kan lide at gå i sjovt og udfordrende terræn. Det kan vi godt. Carl og Alma klatrer og hopper som bjerggeder, så moderen må mane til forsigtighed i stedse strengere tonefald. Den første dag tog vi til badeklipperne – et velegnet og ret ukendt badested ved Ypnasted. Efter en times tid besluttede vi at kravle over klipperne et par kilometer langs kysten til Bølshavn. Det var en spontan beslutning, så der var ikke medbragt nogen madpakke. Til gengæld var det med dametaske og fiskenet. Det var en sjov tur, og det viste sig faktisk muligt at blive på klipperne, indtil vi kunne hoppe direkte ned på stranden ved Bølshavn. Vi havde kalkuleret med at spise frokost, når vi nåede frem. Desværre var der ingen steder at spise… så vi måtte gå på vores flade konvolutter tilbage til bilen i Ypnasted, denne gang ad den slagne kyststi.

Derefter fuld fart med kursen stik Gudhjem, hvor vi droppede ind på den første, den bedste restaurant, som tilfældigvis bød på stegt flæsk og persillesovs til faderens store glæde. Det var et tiltrængt måltid! Desserten fik vi i Ypnasted, hvor Rie trakterede med is og bær og kaffe, skrabnæsespil og boccia.

Du min dejlige ferieø

Den sidste ferieuge i denne omgang blev tilbragt på Bornholm, hvor Peter Larsen, måske bedre kendt som fru Erna Iversen fra Kokkedal Ponyrideklub, velvilligt havde stillet sit sommerhus til rådighed for den lille familie. Pladsen måtte ganske vist deles med ganske mange indtrængende seks- og ottebenede gæster, men huset var stort, så vi kunne godt være der, og der blev udlovet dusør for klaskede fluer og edderkopper. Til at starte med var det kun fluer, men i sin iver efter at blive krybet kvit kom moderen til at lave inflation i lejemordene ved at betale 10 kr. pr. edderkop. Og nej, det er ikke rigtig i overensstemmelse med det pacifistiske sindelag i øvrigt, men vi har jo alle vore prikker.

Vi kørte til Ystad og tog færgen til Rønne, hvor vi købte ind og satte kursen mod Østermarie og det forjættede ferieland. Rie og Jeppe skulle tage imod os, men de havde et ærinde, så de havde bare låst døren op og ville så komme tilbage. Jättebra. Da vi ankom, var døren låst. Heldigvis var vejret godt, så vi hang ud i haven og plukkede mirabeller en times tid. Faderen serverede frokost ved bænkearrangementet i det fjerner hjørne af haven, omgivet på to sider af bølgende kornmarker. Da Rie og Jeppe dukkede op, så vi frem til at blive låst ind, men det blev der ikke noget af. Det viste sig nemlig, at Jeppe havde åbnet døren og lagt nøglen på bordet, hvorefter døren var smækket i… Vi vil gå let hen over de følgende minutters hektiske aktivitet og blot fortælle, at vi i sidste ende fik fat på en nøgle og kom ind.