Ingen sommer uden et besøg i Thisteds biograf. På plakaten var Grusomme mig 2 i 3D. I Jesperhus Blomsterpark så vi en videredigtning af Den lille prins i såkaldt 4D. Ikke helt vellykket, men det var sjovt at prøve.
Kategoriarkiv: Personer
Glad hund
Besøg hos kusinerne
Sådan en hyggelig kusinedag kunne ikke stå alene, så dagen efter pakkede vi børn og hund og kørte til Aalborg, hvor mormor passede børn. Endnu en meget vellykket dag med en noget mere human temperatur. Faktisk blev det decideret sommervarmt. Det var rart!
Der var et målrettet dagsprogram, så vi satte fluks kursen mod zoo som det første. Barnefaderen havde glemt sin hat og sin solcreme, så han gik rundt som Lawrence of Aalborg Zoo med et håndklæde kækt draperet om hovedet for at dække den sarte isse. Zoo havde en god legeplads og en masse dyr (sjovt nok). Dagmar tiltede trekantet, da hun opdagede en lille indhegning med marsvin – dem har hun stiftet bekendtskab med hjemme på vejen, og hun finder dem umådeholdent interessante. Til gengæld luskede hun rundt med halen mellem benene og så sig nervøst over skulderen, da vi var i nærheden af de store katte.
Vi spiste friture-domineret frokost med fri udsigt til et rensdyrfamilie, og på vej ud faldt vi over noget sceneunderholdning, som de tre store havde en del sjov ud af, mens Annika hævdede at hade “dem der” og følgelig tilbragte hele seancen med hænderne for ørerne.
Derefter entrede vi Aalborgtårnet, der havde en storslået udsigt og verdens kedeligste cafeteria. Dagmar måtte blive nede, så vi returnerede ret hurtigt til jorden og gik videre til kunstmuseet, der bød på dagens sidste, men ikke mindste attraktion, en springvandskunstinstallation i haven. To kredse af huller sendte med forskellige intervaller vand til vejrs, og det var både flot og sjovt at lege i for børnene. Og koldt…. Mormor forsøgte med stor stamina at vinde gehør for det synspunkt, at øvelsen var at undgå at blive våd. Til sidst gav Alma fortabt: “Men mormor, hvad nu, hvis vi ikke har LYST til at lave øvelsen!?!”
Inden afgang nåede vi også at spise aftensmad og bese den nye residens udefra. Den ligger som nærmeste nabo til zoo, hvilket udløser gratis årskort. Cool. Vi glæder os til at se det indefra næste gang.
Besøg af kusinerne
En dag havde vi fint sommerhusbesøg af mormor og kusinerne fra Aalborg. Det var en meget hyggelig dag med gåtur, strandtur i noget kølige temperaturer, is, legeplads og skærmstening.
Annika lagde ud med at være meget bange for Dagmar, men det gik hurtigt over, og begge kusiner var stolte som små paver over at være hundeholder, da vi gik tur. Det var lidt et tovtrækkeri at holde pigerne påklædte, for de insisterede på ikke at fryse, og onkel Niels havde truet med bål og brand, hvis de blev snottede, eftersom familien skulle til Italien tre dage efter. Men det lykkedes. Så vidt vides blev ingen andre end Alma forkølet.
Jubiii, bål!
Det er måske alle, der ved det, men moderen har en brændende forkærlighed for at lave bål. På det lille, beskyttede bålsted ved Vandet Sø var der mulighed for at udleve tilbøjelighederne. Vi var der en aften, lavede bål og stegte burgere, majs og bruschetta. Lækkert. Dagmar nød at få lov til at drible rundt efter forgodtbefindende og blev temmelig beskidt af sine udflugter i sivene. Det var for sjovt, så det måtte gentages. Maden var lidt en undskyldning for at tænde ild, så gang to havde vi kun pølser og skumfiduser. Og alle gode gange tre, så det lykkedes også moderen at få sat ild på indsamlet drivtømmer en ret blæsende aften på stranden. Bål er godt!
Formalia skal være i orden
Carl og Alma synes, det er noget frygteligt pjat, at man ikke må drikke sit eget vand på restauranter og cafeer. Carl ymtede, at han ville have en restaurant, når han blev voksen, og der måtte man gerne drikke sit eget vand. Alma spandt videre på ideen og ville have en storladen bygning med en stor have, hvor der skulle stå i pavillon. Carl (spekulativt og i ramme alvor): Men skal man så ikke have en byggetilladelse?
Slutspurt
Børnene blev gode venner med kattene i området, især en lys kat, som blev døbt Riften, fordi den havde et sår ved det ene øre.
Der bliver lavet salt i området. Vi kørte hen for at se nærmere på det, men kunne desværre ikke komme ind på selve området for at røre ved saltbjergene.
Den sidste dag blev der gjort rent, Carl og Alma vaskede trappe og terasse, og om aftenen slog vi os løs med kunstneriske is.
Tabarca
I byen hang der store plakater med et billede af en båd, hvor en masse glade mennesker sad og kiggede ud af store vinduer under vandet. Et nærmere studie afslørede, at det drejede sig om en tur til øen Tabarca, hvor man kunne sidde og kigge under vandet undervejs og derefter tilbringe nogle timer på øen og så sejle hjem igen. Billetterne var halvdyre, men pyt, det måtte da prøves. Det havde der så ikke været nogen grund til, viste det sig. Reklamens magt!
Båden var en katamaran, hvor man kunne kigge ud af et par små ruder i pontonerne. Ikke just det, de havde reklameret med. Der var en strid modvind, så det vippede uforholdsmæssigt meget på turen derud. Alle blev søsyge undtagen mormor, men ingen brækkede sig. Man må være taknemmelig for de små ting. Ved ankomsten blev der delt gammelt brød ud til børnene, så de kunne fodre fisk, som man i Danmark fodrer ænder. Det var meget sjovt. Desværre var der ikke ret meget andet, der var sjovt ved den tur.
Øen var meget lille og selvfølgelig temmelig solsveden. Der lå en række turistfælder af restauranter ved havnen, som alle serverede den samme elendige mad og husede flokke af vilde katte. Dem fodrede vi med pasta. Byen bestod af tre gader den ene vej og fire gader den anden vej. 30% af husene var souvenir-butikker og barer. Generelt var der ikke gjort noget særligt for at gøre noget som helst lækkert eller attraktivt, hvilket formentlige beror på, at turistbåde fra alle kystbyerne ankommer planmæssigt hver dag, og at pågældende turister derefter er bundet til øen i 5,5 timer, før båden sejler hjem igen. Vi gik rundt og kiggede lidt, badede lidt fra klipperne og ventede på, at vi kunne komme væk…
I vandet!
Orihuela
Vi kørte også en tur til den nærliggende Orihuela, som er en større by med et charmerende, gammelt centrum med pladser, skæve gader, broer og alt, hvad til faget hører. Det eneste, der manglede, var restauranter. Højest besynderligt. Der var en del barer, hvor man kunne få forskellige slags bocadillos, men ingen restauranter. Til sidst slog vi os til tåls med et underlødigt friture-måltid på en bar, hvorefter vi naturligvis fandt byens samlede restaurantbestand rundt om næste hjørne.
Diverse feriepics
Her følger lidt godt og blandet fra ferien i Spanien.
Tandløs
Carl har længe haft to rokketænder i undermunden, og de nye takketænder var begyndt at vokse op bagved, så han havde dobbelttænder som en haj. Okay, en haj har vist syv rækker, men I ser billedet, ikke? Men en morgen konstaterede han, at han manglede en tand. Han havde uhørt fornøjelse ud af visheden om, at han havde slugt den i søvne og dermed havde spist noget af sig selv… Den anden røg ud i lufthavnen, da vi skulle hjem, efter at have siddet så løst, at den nærmest lå ned.
Klippevandring
I Torreveija er der bygget en halvanden kilometer lang mole, komplet med overdækkede bænke og vandpost på halvvejen. Og det er jo en udmærket tur at vandre derud og tilbage ad den slagne vej. For enden er der store klipper, hvor fiskerne står, og hvor vi til mormors store bestyrtelse klatrede ned for at fodbade før tilbageturen. MEN på ydersiden af den slagne vej er der stablet klippeblokke op, og det er naturligvis langt sjovere at tilbagelægge turen til spidsen ved at klatre og hoppe fra klippe til klippe, så det gjorde moderen og de små en dag. Det var langt og hårdt, men sjovt, og vi mødte adskillige familier af vilde katte, som havde forlagt residensen til kølige og velbeskyttede klipperevner. Vi klatrede dog kun den ene vej. Tilbage til byen tog vi den nemme løsning.
Marked
Om fredagen forvandles en del af byen til markedsplads. Boder smækkes op på gaderne, og nogle timer efter pilles de ned igen og efterlader et svineri af affald, som så bliver ryddet af en kommunal gravko. Markedet er et fast indslag i hver eneste ferie, og således også i denne. Den største attraktion var slikboderne, hvor børnene fik lov at forkøbe sig i fredagsslik i større mængder, end de nogensinde har prøvet før. Derudover var det mest småting som hårblomster, hatte og lign., vi investerede i. Alma ønskede sig et badedyr til stranden, men det var der ikke noget med, så hun købte en oppustelig delfin i en strandbiks senere på dagen i stedet.
Viva Espana!
Tre dage før sommerferiens officiel start for skolebørn drog moderen og de små, som ikke længere er så små, mod syd sammen med mormor med destination Alicante -> Torreveija. Der var afgang om aftenen, så vi landede først sent om aftenen. Biludlejningen pressede en latterligt dyr ekstraforsikring igennem, hvilket de umiddelbart slap afsted med, fordi man ikke er ret indstillet på besvær med to meget trætte børn på slæb. Alma bar det pænt, men Carl fik et mindre sammenbrud ved ankomsten og græd over, at han savnede Dagmar og sin far, og at han ikke kendte huset, og at han slet ikke kunne sove sådan et fremmed sted. Elendigheden toppede, da der viste sig at være lukket for vandet. “Sig, det er løgn: Vi er i Spanien i et fremmed hus, og så er der ikke noget VAND?!?” udbrød han tårevædet. Han sov, før hovedet ramte puden.
Men intet får verden til at ændre sig til det bedre som søvn, og dagen efter var stemningen noget mere i retning af ferie. Der var varmt og dejligt, om end vandet var koldere end forventet – moderen var kun i en enkelt gang, hvilket børnene var noget utilfredse med. De to uger gik med ultimativ afslapning. Der blev tilbragt mange timer med spil og læsning, både indenad og højt. Vi spillede ludo om, hvem der skulle give is. Vi var på stranden nogle gange, men det trak ikke så meget, som moderen nok havde troet. Vi vandrede til stranden, og vi vandrede ned i byen, og nogle aftener vandrede vi først hjem omkring midnat – børnene fulgte langt hen ad vejen moderens døgnrytme med sene aftener og sene morgener. I deres første leveår var vi en anelse bekymrede over deres tilsyneladende A-menneskementalitet, men hangen til at stå tidligt op viser sig heldigvis at være noget, de vokser fra.
Carl havde et uheld, idet han skulle springe fra én stenbænk til en anden og havde overvurderet sin springformået. Med fuld kraft knaldede han skinnebenet ind i den skarpe stenkant, så moderen var overbevist om, at benet var brækket. Han græd (skreg) i nogle minutter, snøftede lidt videre og sluttede sig derpå til Alma, da hun ville over på legepladsen. Hun havde trøstet med efter bedste evne, men da hun vurderede, at den akutte ulykke havde lagt sig, var hun klar til at smutte videre, og Carl var altså klar til at smutte med. Han havde fået en bule midt på skinnebenet og en lang hudafskrabning. Dagen efter var der kun hudafskrabningen tilbage. Ikke engang et blåt mærke fik han. Vildt.
Først våd, så kåd …
Dagmar har været i bad, hvilket fremgår af forrige historie. Vandets farve taler sit eget sorte sprog. Bagefter var Dagmar noget ved siden af sig selv. Hun krøb sammen og sov. Men efterhånden da pelsen var blevet tørrere, kom hun på banen igen, og vi gik en tur. Vi endte hos Nina og Bjarne, der var igang med en storudlugning i haven med tilhørende container. Bjarnes forældre var kaldt ind til at hjælpe. Nina viste os, hvordan marsvinene skulle håndteres, når vi skal passe dem om nogle uger. Da Dagmar så deres bur i baghaven, blev hun helt kåd og ivrig. Hun ville allerhelst være kravlet ind i det og snusede vildt og voldsomt til det hele. Hun var ikke til at få med. Især ikke fordi hun ikke havde fået sit halsbånd på efter badet.
Da jeg endelig fik slæbt hende om i forhaven igen, fandt hun græsningsburet med de rigtige dyr i. Det var endnu bedre. Hun VILLE bare ind til dem. Jeg måtte trække hende afsted med alle kræfter, men hun var kun interesseret i de små kræ. Ved ikke, hvad der var så attraktivt ved de diminutive gnavere. Måske tror Dagmar, at hun er et marsvin?
[Nu er kan denne blog med rette kaldes en hamsterblog. 😉 ]
Rapport fra hjemmefronten
Men ungdommen morer sig i Spanien med badning, badedyr og is-extravaganza skridter vagthunden og arbejdshesten den hjemlige front af. I afvigte weekend blev der dog tid til et enkelt besøg på Gyldenholm Slot syd for Slagelse, hvor hunden og herren overnattede i eget telt – uden pløkker og oversejl. Det var Lars og Roxana, der holdt fest og således fik hunden lejlighed til at hilse på sin århusianske navnebror foruden familiens skaldede onkel og hårfagre faster fra Århus. Der var mange gamle kendinge, og det var vældig hyggeligt. Ikke mindst da vi kunne dele bilturen med fru konfektøse Johanne og husbond Peter. Og også fordi det trods dårlige vejrudsigter alligevel holdt tørt.
Alma otte år!
Efter at have talt ned i flere måneder blev det endelig Almas fødselsdag. Den 8. juni faldt på en lørdag, mens klassefødselsdagen var sat til fredag. Faderen havde bortabsenteret sig til Berlin indtil fredag aften, så mormor kom forbi og gav en hånd med. Heldigvis var vejret med os i år, så pigerne kunne være både ude og inde. Vi startede med at piske dem igennem nogle lege på skolens sportsplads, hvor vi kunne klemme os ind mellem fire skoleklasser, der havde idræt, i håb om at køre dem en smule trætte. Vel hjemme i haven blev der åbnet gaver og serveret boller, pølsehorn og saft.
Alma havde eksplicit frabedt sig en skattejagt, så i stedet havde moderen fabrikeret en quiz. Vinderholdet fik sure tæer i slikkepindeform. Taberholdene fik tilsvarende i trøstepræmie – Alma tåler meget dårligt, hvis nogen kunne gå hen og blive kede af det. Sidste punkt på dagsordenen var en reprise på sidste års succes med byg selv-lagkager. Det var lige så populært i år. Der blev smækket lagkagebunde sammen og pyntet til den store guldmedalje, og alle ungerne var svært tilfreds med at drage hjem med en kagekasse i hånden.
Hjerteveninde Mille blev og overnattede, så hun var med på den ægte fødselsdagsmorgen. Den 8. juni var tilfældigvis også dagen for det store kvartersloppemarked på Italiensvej, så da der var blevet pakket gaver ud, fandt børnene diverse salgbare effekter frem, og så drog vi på loppemarked nogle timer. Mille blev hentet af sin mor, men heldigvis var den anden Alma – Alma 10.000 – i mellemtiden kommet, så de to Almaer slog sig omgående sammen i stedet. Da vi ikke gad mere loppemarked, gik vi til stranden og købte is og derefter videre til middag på restaurant. Alma 10.000 blev og overnattede. Vores Alma var kistelykkelig for sin fødselsdag og syntes svært godt om at blive otte år.
Carl, nu uden hår
Carl har længe været glad for sit lange hår, men nu kom han og forkyndte, at han ville klippes korthåret. Godt så, afsted til frisøren med os. Carl kiggede i frisørbøger og fandt den frisure, han gerne ville have. Den var meget kort, men han var helt sikker i sin sag, så frisøren gik i gang. Mod sædvane lød der ikke et kny fra barnet, mens frisøren svingede saksen, og de gyldne lokker faldt tæt. Bagefter gik han fascineret og rørte ved sit hoved og var så optaget, at det ikke engang vakte nogen særlig harme, at frisøren ikke havde nogle slikkepinde i dag.
Almatiske guldkorn
Der kommer løbende finurlige ting ud af munden på Alma. Fx fik hun en hjerteformet pude med One Direction til sin fødselsdag af en klassekammerat. Hun tog undrende imod, takkede pænt og kiggede spørgende på sin moder, som kiggede lige så spørgende tilbage. Da gæsterne var gået, måtte vi tjekke, hvad det der One Direction var, så vi besøgte deres hjemmeside og så en video på Youtube. Alma var ikke imponeret og konkluderede, at “det er jo bare nogle drenge, der har sat deres hår pænt fra morgenstunden”.
En anden skønherlighed, vistnok samlet op på fritten:
Æbler har kerner
Piger har hjerner
En guitar har strenge
Hvad faen har drenge?


You must be logged in to post a comment.