Der blev flyttet rundt på møblementet for at skaffe plads til juletræet, og det betød, at lampen måtte hæves for ikke at give brodne pander og buler. Silvia er en handlingens kvinde, og efter en ihærdig indsats på stol og trappestige, bevæbnet med ske og strips, hang lampen passende højt oppe under loftet, og dans om træ kunne afvikles i god ro og orden.
Kategoriarkiv: Personer
Månebilen fra helvede
Før jul havde moderen og de dunede små været for Hanley’s, hvor vi havde set og prøvet en fjernstyret månebil. Carl var bjergtaget, og Alma hviskede, at den ville hun gerne give ham i julegave. Så moderen fjernshoppede en månebil med lys fra Amazon, og Carl var ellevild og havde nær krammet livet af den glade giver. Den lyser, når man tænder den, og det er fint. Desværre spillede den også en hysterisk diskorytme, som ikke kunne slukkes eller skrues ned. Heldigvis fik faderen skilt monstrummet ad og kappet ledningen til muzakken, så nu kan den køre, uden at man bliver sindssyg over det.
Endelig jul!
D. 24. oprandt endelig, men hold nu op, hvor er sådan en juleaftensdag svær at få has på. Annika og Vittoria var sløje og havde kastet op om natten, så de var noget slappe i koderne. Alma var heller ikke helt på toppen, og Carl kunne bare slet ikke være i sin krop af forventning og begejstring.
Men med tegnefilm og julekalendere fik dagen alligevel en ende til slut, og det gjorde julemiddagen også. (Silvia fik mandlen – igen!) Mens vi gjorde klar, fes Carl rundt og rundt om træet og sang “Nu er det jul igen” i hyper-tempo. Resten af aftenen blev for hans vedkommende primært tilbragt med at hoppe op og ned i spænding over indholdet af gaverne, både dem, han fik, og dem, han gav, og så alle de andres.
Carl fik meget Lego. Alma fik Lego og Petshop og som kronen på værket en mobiltelefon, og hun var lykkelig! Det er en lille Samsung, der klappes sammen, og hun er fælt godt tilfreds med den lille, fikse tingest, som er HELT HENDES EGEN med eget telefonnummer. Så nu kan hun sende sms’er til Mille og ringe til sin mor fra fritten, når hun gerne vil lave en legeaftale. Toppen! Ved puttetid var begge børn enige om, at det havde været den bedste juleaften nogensinde.
Fotosjov
Pynt med pynt på
Lillejuleaftensdag. De søde børn var berammet til et møde med den lokale fotograf på mormors foranledning. Det gik udmærket, om end Carl brød sammen i tårer over at føle sig presset, og fotografen var noget ude af trit med virkeligheden i forhold til at tage billeder af børn:
Børn, stoneface
Fotograf: “Kan I sige “tissemyre”?”
Børn: “Tissemyre fniiiis”
Børn, stoneface
“Klik”
Vel hjemme blev der pyntet for fuld kraft. Juletræet med sin pynt står klar, og bagefter fik gaverne tur. Vi havde kun pakket dem ind, men ikke givet dem bånd og sløjfer, al den stund bånd og sløjfer bliver fladmaste af transport. I stedet havde vi taget pynten med. Moderen og alle fire unger barrikaderede sig i soveværelset. I praksis viste det sig, at Carl og Alma gerne tog mod hjælp fra kusinerne, og moderens rolle stort set blev begrænset til at transportere færdigpyntede pakker fra soveværelse til gavebjerg.
Århustur
Tak for besøg til Carl og Alma og tak for lån til forældrene.
Hyggeligt med gæster fra Amager. Vi nåede rigtigt meget på det døgn, vi havde børnene i vores varetægt.
Allerede på færgen mod Jylland torsdag aften var der højt humør, og der blev taget fotos med de obligatoriske kaninører og spist softice – på faderens initiativ. Fasteren var uskyldig. Da vi ankom til Århus, stod farmor klar med sprøde andelår, og Ole sluttede sig til selskabet.
Oven på en gang hoppeborg i Nordcenter Stor med farmor fredag formiddag, var den vildeste energi brændt af, og selskabet var klar til en tur i Den Gamle Bys nye julehus. Faster D, som var på arbejde i DGB tog imod flokken, og børnene prøvede den stærkt imødesete gimmick, hvor man stikker hovedet op på nisseloftet gennem et wc-bræt. Der var også en kravlevæg, et julehuskespil på væggen og meget andet børnesjov.
Efter at have fået varmen over henholdsvis en sukkerkringle, et par af Den Gamle Bys legendariske lyserøde hindbærsnitter og en vanillekrans, gik turen videre rundt på de toppede brosten til købmandsbutikken, skolen, borgmestergården og markedspladsen. Her var begejstringen stor, da Carl lige netop siden sidste besøg havde haft held til at vokse så meget, at han kunne snige sig op på de 120 centimeter, som er påkrævede, hvis man skal svinge sig i luftgyngen. Faster D var også tilfreds med vokse-indsatsen. Så slap hun nemlig for at ledsage Alma på luftturen. Børnene klarede den på egen hånd.
Hjemme på Gefionsvej ventede Ole med flæskesteg, og så var der fest. “Vi er samlede her i dag for at hylde flæsket,” proklamerede Alma højstemt. Hun havde sørget for, at vi fik indkøbt juleservietter og havde dækket et stemningsfuldt bord, så selv om vi kun var i november, blev der taget forskud på julen, gnasket gris og spist moste kartofler med litervis af Oles børnevenlige brune sovs. Om lørdagen blev menuen i øvrigt gentaget til frokosten, og da blev der taget sugerør i brug for at få det fulde udbytte af de populære dråber.
Efter fredagsmiddagen placerede børnene sig – godt indpakkede i tæpper – med hver sin skål fredagsslik foran fjerneren, og så var der ro en stund. Inden sengetid kiggede Carl og Ole i vikingebøger, og Ole fortalte om arkæologiske fund fra vikingernes vilde liv for en meget interesseret tilhører. Børnene fik også en smagsprøve på faster D’s museumsprogrammer – fra Skanderborg Museum, hvor en arkæolog fortalte om knogle- og kraniefund fra Illerup Ådal. De syntes, det var sejt, at deres faster var inde i fjernsynet. Efter den strabadserende dag var der udbredt stemning for at gå tidligt til ro, så efter en godnathistorie sov de kære små faktisk allerede omkring kl. 21.
Lørdag morgen puslede det i stuen, og vi kunne fra soveværelset se, at der var lys i det meste af huset. Et kig på uret afslørede til fasterens gru, at klokken var 5.22. Carl mente, at det var ved at være tid til at stå op, men han fik besked på at sove lidt længere. Det prøvede han så på den næste times tid, men det lykkedes ikke rigtigt, så ved halv syv-tiden måtte han installeres med dynen foran Ramasjang og var vældigt tilfreds med det.
Alma sluttede sig til ham i sofaen en times tid senere, og faster D stod op og kogte havregrød og lagde dej til dagens pebernøddebagning.
Efter morgenmaden nåede vi et par spil, og børnene gik så i gang med den sædvanlige leg, hvor de deler huset op og indretter hvert deres “hus” ved at hente så mange ting som muligt fra værelserne ind i stuerne. Alma forkyndte, at hun boede både i stuen og i køkkenet, og da de voksne spurgte, hvor vi så skulle være, fik vi at vide, at vi bare skulle være der også – det var kun hyggeligt. “I er de gamle bedsteforældre, som er kommet for at være her, fordi I er utilfredse med plejehjemmet.” Mjaaa…
Vi skulle hente et par bøger på biblioteket og drog af sted alle mand. Derfra marcherede vi i regnen videre til kirkegården med en julekrans til farfar. Den blev nedlagt på Pegasusstenen af børnebørnene i fællesskab. Besøget på kirkegården udviklede sig til den helt store nekro-antropologiske ekspedition, hvor vi læste sidste hilsner på silke-kransebånd, fortalte om brænding kontra full-body-begravelser, så på soldatergrave og muslimske gravsten. Alma var noget betaget af de mange nipsting – egern, småfugle og lysestager – som folk havde anbragt på gravene, så hun mente, at det nok var bedst at gå i gang med at investere i de ting, der skulle være på hendes grav til sin tid. Så var hun jo selv herre over, hvordan den blev indrettet, for “det kan jeg da virkelig ikke overlade til min mor…”
Stærkt optændte af emnet gik børnene i gang med at tegne skitser til deres egne gravmæler, da vi var nået hjem igen. Carl var inde på noget med et stenhus, hvori hans grav til sin tid skulle være – vi snakker nok nærmest et mausolæum. Ja, der er jo ingen grund til at fedte med sit eftermæle. Den der med “de ukendtes” fællesgrav købte de da overhovedet heller ikke. Hvad er der sjovt ved det?
Temaet “for-jul” blev ført igennem, og vi fik efter frokosten trillet og bagt et par hundrede pebernødder. Derefter blev der stillet op til det store slag Trivial Pursuit. Børnene ville gerne prøve kræfter med ostespillet, så det kastede vi os ud i, desuagtet at vi ikke er indehavere af en børne- eller familieudgave af spillet. Det blev så klaret ved, at faster D. improviserede børnespørgsmål hen ad vejen, og det var der ikke nogen, der klagede over. Carl vandt, og det var en tiltrængt sejr, efter at han havde været på randen af en nedsmeltning over to nederlag i det nervepirrende gåsespil aftenen før.
Sidste punkt på lørdagens hyggeprogram var ild i pejsen. En helt ny feature på Gefionsvej, hvor der nu er blevet sat gang i motoren, som skal trække røgen op gennem skorstenen. Det fungerer og er råhyggeligt, og det var et par tilfredse gæster, der sad og kiggede ind i ilden med hver sin dåse egne friskbagte pebernødder inden for rækkevidde. Efter en slutspurt med en gang dyreyatzy, kom farmor og afhentede Amagerkiksene, og freden sænkede sig atter over matriklen.
Kærlig hilsen Ole og Dorte
Skostørrelser
Det måtte jo ske en dag, og den dag var så i dag. Alma kunne ikke passe de vinterstøvler, som ellers havde stået klar, så vi måtte afsted for at købe nye. De strammede alle sammen, indtil skobutiksdamen tjekkede fod kontra skostørrelse og kunne konstatere, at moderen havde ramt 1-2 numre forkert. Alma bruger nu størrelse 36, og dermed er vi nået til det, der måtte ske en dag: Moderen og Alma kan nu passe sko (eller i hvert fald vinterstøvler). Det føjede et forsonende element til prisen, at moderen kan arve, når Alma vokser ud af dem.
Forandring fryder ikke en skid
Alma-pigen er ikke meget for ændringer, det være sig store eller små. Undtagen dem, hun selv sætter i søen, naturligvis, det siger sig selv. Så da puslebordet efter seks uvirksomme år blev pillet ned og solgt, var hun ikke meget tilfreds. Siden er rulle-fætter, kurv med blade og tørretumbler også blevet bortabsenteret fra badeværelset og erstattet af et nyt skab, og her til aften havde hun ifølge barnefaderen en regulær nedtursnedsmeltning over alle de gode, gamle venneting, hun nu havde mistet i sit liv.
Da moderen forleden luftede tanken om at udskifte den sønderslidte kontorstol, blev det også taget unådigt op. “Den er en del af familien, mor!” Moderen indvendte spagt, at den jo sådan set er slidt igennem til skumgummifyldet og dertil ret ulækker, fordi folk har spildt alt muligt på den, men den slags brugsslitage ser Alma ikke som minusser, men som tegn på autenticitet og unik-hed. Hun går en svær tid i møde, eftersom vinduerne snart skal skiftes…
Turen til Ikea efter skabet sammen med Carl og moderen var dog festlig nok. Børnene fandt noget babygear i form af hatte med kaniner i og stablede et rask lille trylleshow på benene. Børnenes Ikea, ja, det tror jeg nok! Kødboller og øko-juice i cafeteriet, som Ikea insisterer på at kalde en restaurant, var også helt ok, og er man lidt fiks på fingrene, kan emballage hurtigt forvandles til en build-a-bear-seng. Der er ikke meget, der ikke kan lade sig gøre, når man har en limpistol.
Stjernebarn og peberkager
I dag var dagen for Carls første skole-hjem-samtale. Afsted drog vi i forventning om at høre lutter rosende ord, og vi blev ikke skuffede. Der var ikke andet end godt at sige om den søde dreng. Han er godt med fagligt – scorede højest i sprogtesten med 98,3%, alt over 15% er godt nok – er social, vellidt, med i timerne, samarbejdsvillig, koncentreret om opgaverne… kort sagt helt i orden. Ja. Det vidste vi faktisk godt, at han er.
Efter samtalen blev børnene skovlet op, og så drog vi hjem for at bage peberkager. Dels for vores fornøjelses skyld, dels som et eksperiment for at se, om vi kunne finde ud af, så vi kan holde en juletema-legegruppe for Alma med bagning og dekoration af oversize peberkagemænd og -damer. Det kunne vi godt – finde ud af det. Børnene stak kager ud, hvoraf nogle blev lettere handicappede, og skar desuden i frihånd med vekslende held. Til sidst blev kagerne klædt på med glasur og rosiner, og så blev de spist, de fleste af dem, nogle før, nogle efter aftensmaden.
De smagte okay, men manglede et eller andet for at smage som rigtige peberkager. Alma ville ikke høre tale om det. “De smager godt alligevel, så det er ligemeget,” skar hun brutalt igennem. Ingen kritiserer ustraffet kager!
Lillebitte hund
Halloween
Tarteletdronningen
[videofile]https://alma.soholm.net/wp-content/pix/2013/11/tarteletdronningen.m4v[/videofile]
Alene hjemme – med gæster
1. fredag efter Halloween havde moderen overskudsagtigt inviteret Carls legegruppe med påhængende familier til at lege og spise med. Det udviklede sig hyggeligt og afslappet og blev også halvsent.
Lørdag bød på en drengefødselsdag på fortet om formiddagen og en pige-ditto om eftermiddagen, mens moderen tog et fortjent sommerhusrefugium med damerne. Det ku Alma ikke vente på, så Alma 10K blev indkaldt. Og sådan begyndte en dobbelt-marathon-legeaftale med Alma 10K og Pelle, der strakte sig frem til søndag eftermiddag.
Og således kom faderens storindkøb til tarteletter med kylling og asparges til deres ret – bogstaveligt talt. Der blev produceret og spist 18 tarteletter (kun levnet 2) og alle var glade. Drengene havde denne lørdag nået at svine sig til på legepladsen, smadre papkasser under oprydning i faderens lager-garage, besøge genbrugsstation, hoppe nøgne på våd og kold trampolin, genvinde varmen i brusebad, lave senator-optog i badehåndklæder, lege med gormitier mm.
Det blev sent. Næsten elleve inden pigerne som de sidste krøb til køjs på loftet. Faderen blev mindet om judostævne kl. 9 søndag morgen og fortrød den lemfældige omgang med sengetider.
Vi troede, at gæsterne skulle afleveres hos deres forældre inden judoarrangementet, men det blev der lavet om på, så kvartetten fulgte ad til Carls judo-turnering. Efter fem brave kampe mod overmagten, trak vi hjemad og legen fortsatte – drengen hos Carl og pigerne hos Alma 10K, indtil gæsterne skulle på familiebesøg.
En vild og lang improviseret weekend.
Halloween mm
Torsdag den 31. oktober var H-dag. Mens Alma gik tiggergang med Mille og Alma i Milles hood, så skulle Carl følges med Storm under faderens auspecier. De to kammersjukker kom ret vidt omkring på de lokale børnemættede veje, da drengene foretrak at banke på hos kendte mennesker. Alligevel blev høsten betragtelig. Mellem 20 og 30 stykker. Halvdelen af fangsten blev indtaget hjemme foran Hotel Transylvania. Carl udstod uhyggen alene, da Alma skulle hentes og Storm følges hjem ved halv-otte-tiden.
Alma havde også fået så hatten passede, så hun dejsede om og så Transylvania med brormand, da hun vendte hjem til fødegården igen.
Efterårsferie 2013
Det har været en heftig efterårsferie på social-siden. Først kom mormor. Derefter en flyvende udskiftning med farmor. Og da hun tog hjem, kom de afrikanske piger. Det har været overdrevet hyggeligt alt sammen.
Mormor har beriget vores tilværelse med det til dato mest fantastiske fuglefoderbræt. Det er hamret ned i plænen ved siden af skuret, fiffigt placeret, så ingen katte kan nå det pga. udhæng på taget.

Farmor tog os med på “verdens bedste restaurant”, Den kinesiske mur, hvis verdensklassestatus primært er begrundet i et running sushi-bånd. Der er bare ikke noget, der kan konkurrere med at tage små tallerkener med hapsere, når de futter forbi på rullebåndet, fuldstændig som man har lyst. Farmor havde i øvrigt bestilt et spil til levering hos os, og planen var selvfølgelig at spille det, mens hun var der. Uheldigvis nåede det ikke at komme i tide. Til gengæld har børnene har stor glæde af det efterfølgende, især en bogstavleg-del, hvor man trækker et bogstav og så skal finde så mange ord som muligt, der starter med det bogstav, inden for bestemte kategorier. Det er imponerende, hvor meget de børn faktisk kan.
Og så kom pigerne, og det var som altid en stor fornøjelse. De var selv taget med toget denne gang, og bortset fra lidt besvær med at finde dem, da de ankom, er alt gået glat. Vi har været i biografen og måtte køre i to hold, fordi der endte med at være i alt seks børn (Carls ven Gustav var også med), og så mange kan der ikke på forsvarlig vis proppes i bilen. Vi var på Nationalmuseet og se vikingeudstilling og et smut på Tøjhusmuseet, hvor der var ridderdage, og hvor Carl havde tilbragt dagen sammen med førnævnte Gustav.
Vi nåede også at få Scoldoscals’ telefon repareret og indkøbt en oplader og et taletidskort, så hun kan komme i forbindelse med omverdenen. Indkøb blev foretaget i Field’s kl. 20 fredag aften. Scoldoscals var bjergtaget – “sikke et dejligt sted”, blev hun ved med at sige, mens hun stirrede sig henrevet omkring. Mjo… Moderen er som bekendt knap så begejstret for Fields, men ikke desto mindre sætter vi det på som et programpunkt ved næste besøg. Vi har også allerede aftalt, at vi skal på Nationalmuseet igen for at kigge nærmere på de faste udstillinger, som vi kun nåede at se i forbifarten.
Desuden blev der produceret eksorbitante lagkager, scones og boller i anledning af faderens fødselsdag, og de blev nydt i så stor grad, at fredagsslik måtte konverteres til lørdagsslik.
I dag tog pigerne hjem, katten blev syg og måtte på et urimeligt dyrt dyrlægebesøg, og Alma har debuteret i Wordfeud. Hendes første chat-kommentar til faderen var “Va så bieber svækling”. I morgen står den på udmugning og rengøring, og så er det hverdag igen.
Skolemælk, nej tak
Carl kom ophidset hjem og brokkede sig over, at han ikke ville have skolemælk. Moderens reaktion: ???? Der er nemlig ikke blevet bestilt skolemælk til Carl, så hvis han får, er der en anden, der ikke får. Ergo henvendte moderen sig til læreren i dag for at forklare, at Carl altså ikke skal have skolemælk. Det viste sig, at Carl i sin uendelige harme havde glemt at fortælle, at det kun var sket én gang, at der var blevet udleveret en mælk til ham i stedet for til Carl Christian, og at det i øvrigt var blevet opklaret på stedet og ikke havde gentaget sig.
Somme tider er virkeligheden svær, når den bliver gengivet af en seks-årig.
På Hvidovre, update
Det er fuldbragt. Almas knæ er fikset. Det tog det meste af en dag, men nu er det overstået.
Som nævnt ankom vi 7.30, blot for at få at vide, at hun først skulle under kniven som nr. 3 kl. 10.30. Vi enedes om at være småbitre over at være stået op kl. 5.30 for det og satte os ind for at fordrive ventetiden med Netflix og bøger. Efter en times tid fik Alma en seng, hvilket var skønt, for så kunne vi trække os ind på stuen og dyrke lidt privatliv. Kl. 10.20 skiftede vi til fikst operationstøj og var mentalt klar. Klokken blev 10.30, og den blev 10.45. Kl. 11 kom en sygeplejerske og sagde, at vi ville blive hentet om en halv time. Den halve time blev til tre kvarter, og vi nåede at lege en del med hæve/sænke-funktionerne i sengen, men endelig kom portøren.
Ved indgangen til operationsafsnittet måtte vi vente videre, mens vi spejdede efter kendte ansigter og fnisede over folks åndssvage operationshatte. Til sidst kom vores kirurg og derefter en ny portør og kørte os ind bag den forjættede dør. Og så fik vi udleveret åndssvage operationshatte… Så var vi (næsten) færdige med at grine.
På operationsstuen stod Thea og ventede på briksen. Thea er en isbjørnebamse, og alle børn, der skal i narkose på Hvidovre får en Thea (eller Theo, hvis det er en dreng). Det er Trygfonden, der står bag, og det er ret godt tænkt, for der går ry af de bamser blandt børnene i hovedstaden, og Alma havde glædet sig til at få en. Det er selvfølgelig meningen, at børnene skal føle sig tryggere i selskab med Thea, og ifølge Alma virker det efter hensigten – “man føler sig meget mere tryg sammen med Thea end sammen med en almindelig bamse,” mener hun.
Lille Alma kom på briksen med Thea i favnen og fik drop i hånden. Hun var lidt nervøs, men ikke meget. Grundlæggende var hun tryg og tillidsfuld gennem hele forløbet og fik ros fra samtlige implicerede parter. Da hun sov, blev moderen sendt ud under selve operationen. Eftersom der havde været tale om sympatifaste fra moderens side, blev ventetiden delvist udfyldt med en sandwich i cafeteriet. Efter en god times tid ringede sygeplejersken og sagde, at nu blev Alma kørt til opvågningen. Forudsigeligt nok befandt moderen sig lige uden for døren til opvågningen og nåede således derind før Alma… Sygeplejerskerne derinde var ikke til sinds at huse ventende pårørende og forsøgte at genne det mødrene ophav ud igen, men inden de fik held med foretagendet, kom Alma ind, og så klappede de kaje.
Der havde været to mulige udfald: Enten skulle menisken bare skæres til, eller også skulle den også hæftes fast, hvis den var skredet. Desværre var det sidste tilfældet. Desværre, fordi det betyder, at Alma ikke må bøjet benet mere end 90 grader og derfor de næste seks uger skal gå med en fikseringsskinne, der er låst, så benet ikke kan bøjes mere end det tilladte.
I går var hun godt smertedækket fra sygehuset, så da var hun kæk og fuldstændig mobil. Mormor var kommet fra Spanien og skulle overnatte, og ved sengetide skulle hun læse godnathistorie for de søde små, som lå i den store seng og hyggede sammen med moderen, mens faderen lyttede med fra sofaen. Halvvejs igennem første kapitel sov hele familien… Så der blev intet socialt samvær og heller ingen sengeplads som planlagt, eftersom sofaen var optaget af faderen og hans computer.
Kl. 4 vågnede Alma og havde ondt, og så var der ikke meget søvn tilbage i den nat. Efter et par timer døsede vi hen igen, men det blev urolig søvn, så alle er lidt underdrejede i dag. Alma er blevet immobil og har fornøjelsen af at ligge og bede om det, hun gerne vil have bragt. Det havde hun set frem til. Dog havde hun, når det kommer til stykket, gerne byttet smerten i knæet ud med selvhentertjans. Den står på Panodiler weekenden over, og så ser vi, hvor hurtigt de små byggemænd i kroppen kan få lappet sammen på knæets indre dele, så Alma-pigen bliver mobil igen.
Oscar på besøg
Mens Alma bliver knæopereret på Hvidovre, og vi venter på mormorens ankomst fra Kastrup, viser Carl sit værelse frem for første gang for Oscar: »Når du ser mit værelse, er du bare I himlen!«, præparerede han allerede uden for huset sin nye ven.
Gæsten blev ført ind med lukkede øjne og stillet over for legetøjsreolen: »Bare tag dig af retterne!«, proklamerede den lille materialist.
Lånekusiner på feriebesøg
Mormor tilbragte et par dage på slottet sammen med Riziki, Louise og Scoldoscals. Det var ualmindeligt vellykket! Vi tog det roligt med masser af tid til at hænge ud. Vi brugte nogle timer på Den Blå Planet sammen med 100.000 andre, men derudover stod den meget på leg og samvær og isspisning og strandtur. Et mysterium, der aldrig blev løst, var, hvorfor Scoldoscals går i vandet med nederdelen på, men sådan er verden jo så forunderlig.
Vejret var guddommeligt, og børnene sov i haven i to nætter. Nogle i telt, andre på trampolin. Skal man være hudløst ærlig, havde man nok regnet med, at i hvert fald et par stykker var kommet retur til huset, da først det blev mørkt, men det var der ikke noget med. Carl var sågar vågnet og skulle tisse og var kravlet ned fra trampolinen og havde tisset og var kravlet op igen. Nat to sov han dog indenfor, der var noget med, at det var for besværligt at være ude, når han vågnede, men de andre nappede en nat mere.
Vi nåede også et besøg hos den anden Alma, som havde lavet en aftale med mormor om en bytter, hvor Alma skulle have en Thorkild (en hæklet abe) og til gengæld skulle give et eller andet af egen fabrikation. Det blev et glas syltetøj og en tegning. Vi – det vil sige børnene – lavede kager, som vi havde med, og så tilbragte vi et par hyggelige timer i Almas have. Alma, Alma og Riziki legede så godt, at vi efterlod de to, da vi gik hjem, og først samlede dem op, da vi skulle ud at spise.
Det var et enormt hyggeligt besøg, og vi har allerede lagt billet ind på at få dem tilbage i efterårsferien.
Carl 0.u!
Den store dag, hvor Carl startede i skole. Han var ikke SÅ imponeret af den første dag. Der var en masse snak, en kedelig dame og kun to skoletimer. Det spillede ikke. Han ville ligesom godt have lidt mere skole og lidt mindre snak. Det kommer, min skat, det kommer… Bortset fra, at Carl gerådede i krise, da børnene blev bedt om at gå hen til deres respektive klasser, og han ikke kunne huske, hvilken klasse han hørte til, har han været fuldstændig cool med det der skole. Han behøver ikke have sin mor med ind i klasse, selvom han får tilbuddet – “nej, mor, vi siger bare farvel herude på gangen” – og han er tilsyneladende ret godt tilfreds. Dog brokker han sig over, at der er nogle drenge, der hele tiden larmer i klassen og på fritten. Øjensynligt deler han sin søsters holdning til formålsløs forstyrrelse: Det er for åndssvagt. Det skal blive spændende at se, om det holder ved. Det skal også blive spændende at følge klassen. Der er et overtal af drenge på hele årgangen, så det kan godt blive livligt. I Carls klasse er der 30 børn, heraf 18 drenge!



You must be logged in to post a comment.