Kategoriarkiv: Alma

Nu er jeg endelig nået længere op…

Dengang verden var begravet i sne, lavede snerydderne snebjerge, som for-isede, og som var fantastiske at lege på. Man skal her forestille sig moderen nervøst trippende på fortovet, mens hun holder øje med forbipasserende biler, grebet af frygt for, at ungerne på en eller anden måde skulle komme til at trille op ad bakke og ned på den forkerte side af bjerget og videre ud på vejen…

IMG_0730.JPG

IMG_0733.JPG

Mavepine

Alma har pludselig igen fået ondt i maven efter en lang periode helt uden. Det er træls for alle parter og mest for Alma selv. I dag var vi så en tur forbi de praktiserende lægers laboratorium for at få taget en blodprøve, så vi med sikkerhed kan få konstateret, om hun kan eller ikke kan tåle mælk, og om det er laktosen, der i givet fald er problemet. I virkeligheden skulle der have været lavet en laktose-tolerans-test, men testen indbefatter, at man skal møde fastende og drikke en masse væmmelig væske, og det vil man trods alt ikke forlange af en fem-årig.

Begge smållinger var med. Vi havde snakket lidt om det med blodprøve, og bl.a. havde moderen fortalt ud fra egne erfaringer, at man ikke kan mærke nålen, når først den sidder der. Alma var lidt betænkelig ved situationen, da det blev hendes tur, men heller ikke mere end det. Hun sad på skødet, Carl stod musestille ved siden af og fulgte interesseret med, og i løbet af et par øjeblikke var det hele overstået. Carl ville gerne vide, hvorfor Alma ikke fik sit blod tilbage, og Alma ville godt lige meddele, at det havde gjort ondt HELE TIDEN, og så fik de hver et par klistermærker, og det var det. Moderen var passende imponeret over sin tapre datter.

Ved sengetid var Alma træt og havde lidt mavepine og udbrød dramatisk: Det er den værste aften nogensinde! [tænkepause] Men hvis det var den aften, hvor jeg skulle have hugget hovedet af, ville det være den værste.

Sneslut

Sneen er borte, og det er vi nogle, der sætter stor pris på. Carl afventer nu med stor forventning sommerens komme, så han kan gå i t-shirt og sandaler. Meeeen vinteren har nu også sine øjeblikke. Vi kælkede i Botanisk Have i Århus, og vi kælkede på Kastrupfortet hjemme i hovedstaden. En vinterweekend havde moderen og smållingerne tilbagelagt turen til fods, kælket et par timer og gik så hjemad igen. Børnene var trætte efter timers tummel, og da solen skinnede smukt, og fuglene pippede løs i de bladløse trækroner, foreslog Alma: Mor, hvis du nu trækker os, så synger jeg “Forår, forår, kom nu snart” hele vejen hjem? Den ide var ikke til at stå for, så moderen agerede trækdyr.

Carl har været nært knyttet til den lille, røde babykælk, men måtte til sidst sande, at den ikke kørte så langt, så godt og så stabilt som en rigtig bobslæde. Han har derfor fået lovning på en større kælk, når sneen næste gang begraver Dannevang.

Alma har til gengæld ikke nået at stå på skøjter, så i nærmeste fremtid skal hun og moderen i skøjtehallen.

IMG_0726.JPG

Når sneen bliver for stor

Da vi gik hjem fra børnehaven i går, trampede Carl afsted i den dybe sne. Efter nogen tids stilhed sagde han eftertænksomt: “Mor, når sneen bliver for stor (= dyb) til mig og Alma, hvad skal vi så gøre?” Moderen mente ikke, at det ville blive aktuelt, men lovede at tage en skovl med, såfremt situationen skulle opstå.

Alma har genknyttet forbindelsen til hjerteveninden Malou. I dagene omkring nytår legede de sammen to gange og var bestemt ikke færdige efter en otte timers tid… I går var Malou så med Alma hjemme. Det gik også fuldstændig problemfrit. I dag skal Freja med hjem fra børnehave, og så skal pigerne sove sammen. Det er altid et ekstra bonushit, hvis noget sådant kan arrangeres en fredag, fordi den almene fornøjelse bliver toppet med fredagsslik og Disneysjov. Carl kan godt lide, at der er gæster, og aflagde på eget initiativ et højtideligt løfte om, at Freja gerne måtte sidde i hans sækkestol, når Disney-løjerne ruller over skærmen.

Den største ting i det nye år er helt klart faderens nye iPad. Den vandt børnene for sig ved første øjekast, og de spiller alt det, de kan få lov til.

Velkommen til 2011

Når det har været jul, bliver det nytår, og i år var ingen undtagelse. Nytårsaften blev tilbragt i glimragende selskab hos Lotte og Mette og drengene og special guest stars Dorte, Ole og Michael Søby. Aftenens absolutte clou var en pruttepude. Carl har pruttehumor, så det gør noget, og havde sammen med Theodor enorm fornøjelse ud af at lægge pruttepuden under folk. Mange gange. Rigtig mange gange. Og det var lige sjovt hver gang.

Desuden havde Theodor fået en rockguitar med indspillet musik. Den var også ret populær. Vi hokker, som Carl udtrykte det. Begejstringen var smittende, og før man så sig om, var der blevet konstrueret et veritabelt hock-orkester med Ole på klaver, Mette på trommer, Jesper på guitar, Carl på lead-hok-guitar, Dorte som vokal, Michael på legetøjssaxofon og Alma som danser og tamburin-spiller. Det var forrygende!

Moderen havde fået ansvar for desserten og havde valgt at fabrikere kiksekage med bær og is. Det faldt i god jord og bibragte festen et vist strejf af nostalgi. Børnene fyrede raketter af, om end kun Theodor rigtig havde sans for det. De små, Carl og Felix, driblede hurtigt ind, og Alma valgte at gå i dækning bag en stor sten. Til gengæld var alle de små mennesker vilde med bordbomberne.

IMG_0658.JPG IMG_0690.JPG IMG_0688.JPG IMG_0714.JPG

Vinter…

Vinteren ramte os tidligt, og den nægter at slippe sit tag. Det er ganske besværligt med sneglatte veje, flyverdragter, støvler, monsterkulde og kolde fingre i vanterne, men Kong Vinter har dog også sine øjeblikke.

CIMG0017.JPG CIMG0020.JPG CIMG0021.JPG IMG_0623.JPG IMG_0620.JPG

Moderens mange år

Inden julen ramte os, havde moderen den udsøgte fornøjelse at blive et år ældre. Dagen blev fejret hjemme med masser af hygge og omkringtummel. Carl fik en legekammerat på besøg, og frokosten blev indtaget så sent, at ingen var sultne, da det blev tid for aftensmad og restaurantbesøg. På restaurant ville vi imidlertid, så vi tog afsted alligevel og nøjedes med at bestille dessert – helt i moderens ånd.

Dagen efter var der festlighed i selskab med Damerne, en flok veninder med jævnaldrende børn. En af Damerne er institutionsleder, så fællestræf med alle børnene kan afholdes i hendes børnehave. Det er meget praktisk! Vi medbragte hele tre kager til lejligheden.

CIMG0033.JPG CIMG0036.JPG

Nedenfor ses Alma, Karla og Laura samt et billede af børnebordet ved frokosten med et assorteret udvalg af Damebørn. Flokken er ikke fuldtallig.

CIMG0048.JPG CIMG0041.JPG

Jul, vol. III

Årets store julehit var stjernekastere. Alma bryder med en pavlovsk refleks ud i Et barn er født, når en stjernekaster tændes – og der blev tændt mange… I det hele taget har Alma på ægte musical-vis en sang til enhver lejlighed.

Årets andet store hit var iPhones og spillene derpå. Silje præsenterede de små for et spil, hvor man ved hjælp af solsikker og andre haverelaterede remedier skal standse en masse zombier. Hvis man taber, spiser zombierne ens hjerne. Man kan med en vis ret hævde, at det samme sker, hvis man vinder…

Vi bringer her blandede julegodter med og uden stjernekastere og fra forskellige geografiske lokationer.

CIMG0148.JPG CIMG0182.JPG IMG_0614.JPG IMG_0607.JPG CIMG0178.JPG IMG_0603.JPG CIMG0154.JPG

Juuuuul!

Så gik det hverken værre eller bedre, end at det igen blev jul. Smållingerne og faderen satte solokurs mod Århus allerede en lille uge inden den store dag, mens moderen fulgte trop et par dage senere. Familie, hunde og juleferie – lykken ville ingen ende tage.

Carl glædede sig så enormt til at åbne sine gaver og slæbte troligt rundt med især den store fra far og mor og anbragte den strategisk udvalgte steder, hvor han rigtigt kunne nyde forventningens glæde. Det gjorde det dog samtidig meget svært at vente, så moderen fjernede lige så troligt gaven fra barnets åsyn.

Juleaften blev tilbragt hos onkel Morten og onkel Anja, og det var hyggeligt big time. Lidt utraditionelt stod der sushi på menuen som hovedret, men det faldt i god jord. Lidt fornyelse er aldrig af vejen. Gavernes antal var legio… Børnene fik lov at åbne nogle stykker lidt på forhånd under middagen, men der var stadig mange tilbage. Rigtig mange… Men med tre ivrige gaveuddelere kan man forholdsvis hurtigt få has på sådan et pakkebjerg, selv om det kan skorte lidt på overblikket med hensyn til, hvem der fik hvad af hvem.

Til stede var hele familien inkl. mormor og undtaget Dorte og Ole. Vikki legede forrygende godt og tålmodigt med Carl og Alma, og de forsvandt op på værelset i et tempo, der gjorde Anjas påstand om, at huset spiser børn, ganske troværdig. Carl fik som sin første og vist også bedste gave et gevær af Vikki. Det skyder med skumpatroner, og Carl havde en fest med at skyde især onkel Morten i numsen. Bemeldte onkel Morten benævnes af for øvrigt ikke længere med eget navn af Carl. Efter at han har fået øjnene op for Vikkis stjernestatus, hedder Morten ikke andet end Vikkis far.

CIMG0121.JPG

Æblet falder ikke langt fra stammen

Da moderen afhentede Alma i børnehaven i dag, fortalte pædagogerne, at hun og en veninde havde leget herberg… Tja, hun er sin moders datter, hvad kan jeg sige…

Freja skulle med hjem i dag, egentlig for at lege med Almas efterhånden anselige samling af Bratz. Det blev der dog ikke noget af, for det viste sig, at faderen havde et hemmeligt og uopsætteligt ærinde i byen med smållingerne. Freja blev koblet på projektet, og glade drog tre små og en stor afsted mod metroen.

Det var et interessant forsøg, men alt var gået godt. Der er mange fordele ved, at børn bliver ældre. Der var blevet ordnet hemmeligheder, spist scone, drukket varm kakao og indkøbt fredagsslik. Ved hjemkomsten ventede moderen med maden klar, og så var der den obligatoriske Disneysjov.

Shoppingmylder

Moderen og de søde små var taget til byen for at købe en stak julegaver. Desværre havde det meste af København fået samme gode ide, så der var myldrende, stuvende fuldt overalt. Strøget var én kompakt menneskemasse, og visse butikker havde afspærringer i dørene og lukkede folk ind i små hold…

Alma og Carl holdt dog fanen højt. Vi indkøbte en gedigen mængde gaver i god ro og orden og ventede i kø. Mens vi vandrede tilbage mod metroen, kom vi forbi en pandekagevogn og slog os løs med hver sin pandekage i vinterkulden. Selvfølgelig var der kø ved pandekagevognen. Og så skulle de små, flyverdragteklædte mennesker selvfølgelig tisse… Heldigvis var vi lige ved siden af Illum, så vi driblede ned på kundetoilettet – og stod i kø!

“Det har været en køfuld dag,” konstaterede Alma ganske korrekt, da vi endelig var tilbage på slottet.

Fredelig sameksistens mellem arter

IMG_0464.JPGIMG_0480.JPGUnder det seneste besøg hos April var der kommet en lille, ny hund, som Alma brugte fantastisk meget tid på at bonde med. Der var for en gangs skyld ikke nogen kattekillinger. Til gengæld kunne man få en del fornøjelse ud af en babypython. Børnene var vilde med den. Slangen var til gengæld vist moderat misfornøjet med selskabet, blandt andet bekom det den ikke vel, da Carl pludselig rystede armen vildt for at vise, at slangen var et armbånd og ikke faldt af…

Søde, kærlige Alma

Alma går i alles hjerter med træsko på, fordi hun er så mild og kærlig og glad. Også i moderens – og måske får hun det at vide lige rigeligt? I hvert fald har hun sejrsstolt fortalt rundt omkring i byen, at “min mor kan ikke stå for mig”. Og det er jo rigtigt nok, men altså…

IMG_0418.JPG

Alene hjemme…

I dag er det Almas tur til at være syg efter en urolig nat med hoved- og mavepine og feber. Det er meget ærgerligt, fordi dagen i dag netop var dagen, hvor hun skulle hjem til Malou, en veninde fra børnehaven. Men sygdom er hver mands herre, som man siger :mimre:

Eftersom faderen er fraværende for endnu engang at forsøge at erhverve Molsmesterskabet i bob, måtte Alma lide den tort at tage med på indkøb. Moderen anførte, at alternativet var “Alma alene hjemme”. Hun tænkte over det et øjeblik og erklærede med spænding i stemmen, at det ville hun da gerne prøve. Okay så. Moderen drog afsted på indkøb i idel hast og ilede ved hjemkomsten op ad trappen, nervøs for at finde en bange, grædende Alma. Pludselig virkede det, som om der var uforholdsmæssigt mange farlige ting i hjemmet – vinduer at falde ud ad, knive at skære sig med…

Men Alma var hverken faldet ned, sønderskåret eller grædende. Hun spillede computer og spiste ymerdrys af en kop og var svært utilfreds. “Aaaarj, mor, hvorfor kommer du allerede? Jeg vil være mere alene hjemme!” Efter en kort tænkepause foreslog hun så, at moderen skulle tage Carl med på legepladsen, så Alma kunne være meget alene hjemme. Vi læner os vist op ad at anskaffe en ekstra telefon…

Halloween

De søde små har glædet sig til Halloween i lange tider; mest fordi man så skal gå fra hus til hus og få slik… Søndag var dagen for Store Slikmarch. Mange af husene var pyntet med edderkopper og andre gyseligheder, og Alma var klædt ud i sit nye hekseoutfit, mens Carl havde rollen som heksens kat.

IMG_0373.JPG IMG_0386.JPG

Det var meningen, at børnene på vejen skulle følges, og der var først afgang kl. 19. Det var for sent, viste det sig – adskillige af husene havde allerede udsolgt på slikfronten efter talrige tidligere besøgende. Der var markant flere på togt end sidste år. Dog lykkedes det i regn og mørke at få en del i posen, skønt Alma ikke forsømte en lejlighed til at pointere, at hun havde fået mere slik året forinden. Da Carl fandt mængden passende, ville han gerne hjem, så vi raidede hastigt de sidste huse og satte kursen mod slottet. Vel hjemme fik børnene lov at indtage en beskeden del af rovet. Resten blev lagt væk med højtideligt løfte om, at de måtte få det som fredagsslik.

Hele ugen er der blevet talt ned til fredagsorgiet, og endelig oprandt dagen! Efter aftensmaden og iklædt nattøj var der fri adgang. Carl havde fået nogle lakridser og kunne ikke lide dem, så han fik lov at bytte med et stykke af moderens til lejligheden indkøbte fredagsslik. Dernæst ytrede han stor bekymring for, om den fraværende, i Polen residerende fader mon havde købt fredagsslik til sig selv, så vi ringede til faderen for at spørge. Heldigvis havde hotellet anbragt karameller på puden, så der var ikke slikmangel i Polen heller. Faderen fortalte, at han havde købt gaver til børnene, hvilket fik den meget trætte Carl til at gå i post-Disneysjov-spåner og hulkende kaste sig på sofaen, fordi “jeg savner min gave”, hvorefter han faldt i søvn. Alma var mest optaget af moderens tilbageværende slik. Hun var begejstret, da Carl viste sig at være faldet i søvn, fordi det egentlig var hans tur til at vælge historie, og nu fik Alma så lov i stedet. Dog holdt hun kun et halvt kapitel i den aktuelle Narnia-bog, før hun bad om at komme ind og sove.

Carl har for øvrigt svært ved at huske, at faderen er bortrejst. Han spørger løbende, om han må vække far/hente far/kalde far ned til aftensmaden.

Moderlig autoritet

Moderen havde hidkaldt faderen og var gået udenfor for at tale nogenlunde uforstyrret i telefon. Ved tilbagekomsten sov faderen, og Alma var i gang med at tygge af munden.

Mor: “Hvad spiser du?”

Alma: “En bolle. Og ved du hvad, mor, det var godt, du kom nu, for ellers havde jeg spist to boller.”

Æblefestival

På Jyllandsturens sidste dag gæstede Alma og moderen Ebel-festivalen, som Alma naturligvis konsekvent omtalte som Æblefestivalen. Ikke at der egentlig var så meget at komme efter, men i et spring ud som kunstner-telt fik Alma dog med stor koncentration produceret et maleri. Desværre glemte vi at tage den ud af en musikerbil ved afgangen, så foreløbig befinder kunstværket sig på Fyn, men bliver ved først givne lejlighed transporteret til hovedstaden.

IMG_0323.JPG

Faderens mange år

Som bekendt havde faderen fødselsdag i mandags. Alma hidbragte gaver fra det jyske – en tegning og et glas kastanjer, begge dele fint indpakket. Carl var endt med at vælge en Gomiti som sin gave. Som serviceinfo til læserne kan det oplyses, at Gomitier er små monstre, delt op på forskellige familier/egenskaber. Det er vist meningen, at man skal samle dem efter bestemte regler, men Carl hænger sig ikke den slags smålige krav, han elsker dem alle sammen uden forbehold. Og derfor var det naturligvis også en god gave til en voksen – hvem ville ikke være lykkelig over at få en Gomiti?

Begge de søde børn formåede at holde tæt med indholdet af deres gaver, og ikke nok med det: De formåede også at holde fuldstændig tæt med den store fødselsdagsoverraskelse, at Morten, Anja, Silje og Vikki kom på hemmeligt besøg på selve fødselsdagsmorgenen. Således kom deres tilstedeværelse fuldstændig bag på fødselaren, som havde overnattet på loftet og søvndrukkent blev hentet ned af Carl.

Efter en storslået morgenmad (tak, Morten) blev Alma udliciteret og havde en fornøjelig dag i Zoo, hvor hun bl.a. havde lavet papir af elefantlort. Hun havde det også med hjem… Carl udviste absolut og slet ingen interesse for at tage med og kom i stedet i børnehave. Da familien igen var samlet, kørte vi til den italienske yndlingsrestaurant og spiste fødselsdagsmiddag. Alt i alt en ret vellykket dag.

  IMG_0326.JPG IMG_0329.JPG