Så gik det hverken værre eller bedre, end at det igen blev jul. Smållingerne og faderen satte solokurs mod Århus allerede en lille uge inden den store dag, mens moderen fulgte trop et par dage senere. Familie, hunde og juleferie – lykken ville ingen ende tage.
Carl glædede sig så enormt til at åbne sine gaver og slæbte troligt rundt med især den store fra far og mor og anbragte den strategisk udvalgte steder, hvor han rigtigt kunne nyde forventningens glæde. Det gjorde det dog samtidig meget svært at vente, så moderen fjernede lige så troligt gaven fra barnets åsyn.
Juleaften blev tilbragt hos onkel Morten og onkel Anja, og det var hyggeligt big time. Lidt utraditionelt stod der sushi på menuen som hovedret, men det faldt i god jord. Lidt fornyelse er aldrig af vejen. Gavernes antal var legio… Børnene fik lov at åbne nogle stykker lidt på forhånd under middagen, men der var stadig mange tilbage. Rigtig mange… Men med tre ivrige gaveuddelere kan man forholdsvis hurtigt få has på sådan et pakkebjerg, selv om det kan skorte lidt på overblikket med hensyn til, hvem der fik hvad af hvem.
Til stede var hele familien inkl. mormor og undtaget Dorte og Ole. Vikki legede forrygende godt og tålmodigt med Carl og Alma, og de forsvandt op på værelset i et tempo, der gjorde Anjas påstand om, at huset spiser børn, ganske troværdig. Carl fik som sin første og vist også bedste gave et gevær af Vikki. Det skyder med skumpatroner, og Carl havde en fest med at skyde især onkel Morten i numsen. Bemeldte onkel Morten benævnes af for øvrigt ikke længere med eget navn af Carl. Efter at han har fået øjnene op for Vikkis stjernestatus, hedder Morten ikke andet end Vikkis far.
