Kategoriarkiv: Ferie

Åh, Amagerland …

Klemt inde mellem tre uger i Italien og to i hovedlandet kunne vi lige nå at nyde Amagerland. En tur til Fields endte i en spontanudflugt til Vestamagers legeplads med det store vikingeskib, der oven på weekendens store syndflod kunne minde om Noahs ark. Carl valgte rollen som rumvæsen, der beboede den store stenborg. Alma var en udadreagerende og meget lidt i-svime-faldende prinsesse, der blev forsøgt taget til fange af Minotauren (faderen), der boede i en hule i skibets agterstavn.

Hanstholm Fyr revisited

Moderen følte trang til at spadsere strandlangs til Hanstholm iført badetøfler og to hunde. Børnene blev hjemme og byggede huler og spillede spil. Den nyrenoverede Hyundai tog turen til udsigtspunktet for at hente dagens tapre motionist. Mens Carl gjorde sin morfar færdig i bilen, besteg Alma og faderen det flotte fyrtårn, som efterhånden er en gammel kending.

Tattoo

Carl og Alma ved tattoo-eventen til naboens nieces fødselsdagsfest. Alma valgte en is fra en malebog og panorerede den også i Rom. Carl forså sig på en slange, der skulle males på hånden. Tattoo-damen så skeptisk ud, forklarede, at hans hånd var for lille, og bad ham vælge et andet motiv. Carl bladrede omhyggeligt hele ringbindet igennem, indtil han nåede frem til slangen igen – intet alternativ acceptabelt. Så han fik sin slange.





Sverige 2011

Kristi Himmelfart = Sverigestur. Således også i år, hvor faderen og smållingerne drog ad Sverige til med Anja bag rattet. Det var nemlig lykkedes faderen at forpurre noget vigtigt på en vigtig hjemmeside aftenen inden afrejsedagen, hvorfor han havde arbejdet i stedet for at sove. I 13. time lykkedes det at få fejlen rettet, og afsted kom de. 2011 blev året, hvor vejret artede sig på sit allersmukkeste. Det var heldigt, for vi var seriøst mange afsted, og den ene af bygningerne var lukket pga. renovering, så flere end normalt måtte ligge i telt.
Børnene havde en fest, fra de kom, til vi kørte igen. Der blev bygget svævebane og karrusel, og der blev badet og sejlet i kano og ristet skumfiduser og spiste en masse mad, og om morgenen var der “Mutella” på bordet. Carl henrykkede folket ved at synge en lille hyldest til Nutella, bestående af variationer over temaet “Jeg elsker Mutella”. Han digtede også en myggesmædesang, foranlediget af de ufatteligt mange myggestik, han havde fået, især i ansigtet. Lørdag morgen var han fuldstændig skæv i hovedet, men hen ad vejen kom han heldigvis til at ligne sig selv igen. “Jeg hader myg, myg. Jeg hader myg, myg. De tager alle blomster, og drikke al saften, så alle de andre insekter, kan ikke få noget af den. Jeg hader myg, myg.”

 

Sommerrester fra 4. juli 2010

Da vi vendte hjem fra Italiens-færden primo juli, skulle moderen på festival og modtage legat og hæder. Her så vi andre vores snit til at tage på stranden. Holdet blev i sidste øjeblik forstærket med Thea. Og her er fotodokumentationen fra faderens iPhone i vanlig sløret kvalitet. Det begyndte med badning i lagunen (det begreb som Alma stivnakket kalder »kommunen«) – og endte med ansigtsmaling og udklædning på stranden og afsluttende koldskål på matriklen. En fest.

Klik for lille filmklip!

PS: Al ansigtsmaling er udført af dværgene selv – også faderens …

Blueberry Hill

»Dengang jeg var en dreng
– en blåbærdreng«

Endnu engang overraskede vejret os positivt, så vi udsatte igen turen til Harald & John for at udnytte det fine overskyede vandrevejr. Sølver-Escorten rettede næsen syd mod Bøgsted Rende, hvor Den skaldede Stifinder genfandt vores gamle vandresti i den kuperede klitplantage, der nu også er en del af landets langstrakte første nationalpark.

De rapfodede poder er i sandhed blevet vandringsmænd. Det er slut med at brokke sig over et par kilometer til fods.

Første ben gik sydpå ad den gamle redningsvej langs kysten. Siden slog vi kortvarigt mod øst ind i landet og for igen at trække nordpå ind i den gamle plantage med dramatiske bakker og klitter og slyngede stier. Moderen havde glemt at spise morgenmad, og forsyninger var der ikke noget af, så det var stærkt velkomment, da stifinder prøvesmagte og godkendte et blåbærkrat, der viste sig at være uudtømmeligt i omfang – eller med Almas ord: ‘uendeligt’. Her blev vi hængende en times tid og alle nød at lege stenalder-samlere.

Fodrappen Carl fandt dog tid til at invitere stifinder med op på den højeste klit i nærheden. Efter at ha besejret den hugormekontrollerede sydside af dette veritable bjerg, kunne vi fortjent løfte hænderne mod himlen og nyde udsigten 360°. Senere gentog vi turen af en mere civiliseret sti med Alma og moderen som sherpaer.

Al snak om regn var forduftet og sveden sprang på panden og andre steder på den sidste del af turen, hvor børnene løb om kap med Oscar og Tessie i et forsøg på at fange og tampe den hex, der ideligt gemte sig og genopdukkede på stien foran dem. Så varmt blev det, at stifinder måtte tilbagelægge den sidste del af ruten i bar indianeroverkrop.

Det var i sandhed en ’tilbage til naturen’-tur …

Is-uden-tvivl

Alma modtog sin første is-velsignelse på Peterspladsen. Og i dag valfartede vi så alle til stedet for at genbekræfte oplevelsen med en “iiisch”, som Carl kalder dem. Og mens moderen jagtede et toilet, nød de yngste to pap-vafler med hhv vanilje+chokolade og vanilje+jordbær. Det var himmelsk. Kun få pletter på tøjet. Bagefter indtog vi den egentlige Petersplads, som Alma nu har omdøbt “Peterspladsen – is-uden-tvivl”, da det nu er en fastslået tradition, at det er formålet med den plads. Faderen blev overskinnet af den hellige fader, Pave Ratzinger, der kom forbi i sin pope-mobil og velsignede isspisningen på storskærm. Imens poserede moderen sine nyindkøbte kjoler foran springvand og kamera uantastet af de hellige handlinger. Hun blev ikke overskinnet. [Billeder følger.]