Som nævnt var Alma mere interesseret i at åbne de indpakkede gaver end i selve indholdet. Der var dog en enkelt undtagelse, nemlig en traktor med vogn, som hun fik af sin mormor og morfar. Tingesten viste sig at lave en infernalsk larm på alle tænkelige måder, og Alma elskede den fra første øjekast. Som udgangspunkt forsøgte hun sig med at sidde på den, mens den kørte, men 12 kg tumling var mere, end ponykraften rakte til. Til gengæld havde og har hun stor fornøjelse af at afmontere alle løse dele, dvs. dyr og bondemand, sætte traktoren i gang og derefter hive den tilbage, når den truer med at køre uden for rækkevidde.
Alle indlæg af Flickr
Så blev det endelig jul
Alma tilbragte juleaften i Haderslev hos mormor og morfar. I år havde hun fanget gavekonceptet, for så vidt at hun fandt det overmåde spændende at hive gaver frem under træet og rykke papiret af. Indholdet var hun generelt mindre interesseret i. Sjældent er gaverne blev fordelt og pakket ud i så højt tempo.
De vælter frem!
Alma i eksil
Som bekendt blev der konstateret skimmelsvamp i loftet i udestuen efter måneders fugtproblemer, og en tømrer ankom for at tjekke skadens omfang og aflive skummel svamp. Heldigvis ser det ud til, at angrebet er begrænset, men skumle svampe kræver giftige metoder, så den lille familie måtte gå i eksil i weekenden, mens behandlingen dampede af.
Alma er glad for altanen, men behøvede heldigvis ikke bo derude hele weekenden. Familien underbo tog nemlig på weekend, så vi rykkede nedenunder, mens afgasningen stod på.
Skal vi SÅ snart afsted?
Alma er glad for sin vuggestue og vil gerne gå hele vejen derover. Når hun har fået sko på om morgenen, styrer hun direkte hen til døren og råwer, indtil den langsomme moder også er klar til at gå.
For øvrigt er Alma nu ved at finde ud af det der med, at forskellige genstande kan tilhøre samme kategori. Forleden kom hun meget insisterende med sin Bamse-bog, der er svær at blade i, og brokkede sig højlydt, indtil vi kom til siden med en tegning af en sut. Så blev hun mægtig glad og pegede på sutten i bogen og på sin egen sut og blev henrykt, da moderen rosende gav hende ret i, at det begge to var sutter.
Når hun ser et billede af sko i yndlingsbogen, peger hun triumfererende på sine egne sko, og efter suttegennembruddet er hun også begyndt at identificere andre beklædningsgenstande.
Fælleskrawl
Alma er krøbet i ly under farbjerget for at undgå et truende bleskift. Hun er begyndt at sige “ja” (aa) og “nej” (aii – samme udtale som “hej”, men med særegen betoning). Dog er hun ikke aldeles troværdig. Spørger man, om hun har en beskidt ble, siger hun tit aii og stikker af, skønt hun ubetvivleligt faktisk trænger til en ren ble. Ofte tager hun dog flugten ud på badeværelset og venter neden for puslebordet.
Hun elsker det, når hun gerne vil have et stykke legetøj fra bunden af kassen og ikke kan nå – og moderen så kommer over og tager tingene op en ad gangen. “Er det denne her, du vil have?” “Aii”, siger Alma og ryster på hovedet, indtil man får fat i den eftertragtede genstand.
Hun siger også til og fra i forhold til mad og drikke. Alma har simpelthen opdaget, at hun kan få ting til at ske i sin omverden, og det, synes hun, er rigtig, rigtig fedt!
Fut fuuuut
Fuld fart frem
Sol over Gudhjem
Alma har haft pasningsrelateret besøg af sin farmor i den forgangne uge. Farmor havde et kommunikationsmæssigt gennembrud i forhold til barnet og blev efterhånden accepteret som fuldgyldigt medlem af familien.
I weekenden gik turen til Bornholm, hvor faderen og kolleger efter mange, lange måneders arbejde og under lokal mediebevågenhed kunne sende første del af biz-projektet i luften. Den lille familie blev installeret i en charmerende lejlighed i Gudhjem, og Alma måtte sande, at det er svært at gå op og ned ad bakke.
Det slog hende dog ikke ud. Som det kan ses på billedet, havde hun rigeligt overskud til at dyrke sin passion for klassisk babykomik: Hold ting fast i munden. En sikker vinder, som får moderen til at grine hver eneste gang.
Lille fetichist
Siddevogn
Farlig leg
Efter at Alma er blevet selvhjulpen på transportområdet, har gåvognen fundet nye anvendelsesområder. Den er naturligvis selvskrevet til transport af bøger og legetøj, men efter nogen tids eksperimenteren kan Alma konkludere, at den også er mægtig god at stå i. Derefter begyndte hun at stå i vognen og rokke den frem og tilbage. Derefter at stå uden at holde fast. Derefter at stå uden at holde fast og forsøge at rokke den frem og tilbage … Næste skridt bliver at sende den tilbage til der, hvor den kom fra!
Hej hej, røvhuller!
Så til hest
Alma Dyregod
Alma er en stor dyreven og lyser henrykt op, hver gang hun får øje på en hund, en kat, en fugl eller et andet dyr på sin vej. Børnezoo med klapbare geder er i sagens natur et stort hit hos Alma.
I Aalborg Zoo havde Almas moder foruden Alma selv også den jævnaldrende Freja og Frejas storesøster på to år med ind til gederne, mens Frejas moder passede på vogne og tasker. I princippet ikke noget problem – bortset fra det beklagelige faktum, at Freja havde valgt at medbringe et pølsebrød. Det varede ikke mange øjeblikke, før gederne havde indledt en veritabel belejring, og skønt pølsebrødet hurtigt forsvandt, blev kødranden stående. Ingen af gederne troede rigtigt på, at der ikke var mere mad. Enden af det blev, at moderen måtte skovle to unger op i favnen, beordre lille storesøs til at hægte sig på og foretage et hastigt tilbagetog. Ingen af børnene tog dog synderlig notits af gedernes intense adfærd, de syntes vist bare, det var hyggeligt, at der var så mange og så tæt på.
Den tidlige indlæring
Store pige
Alma er begyndt at spise og drikke helt på egen hånd. Eftersom hun har et vist besvær med gaflen, består måltiderne p.t. ofte af ting, der med lidt held kan klistre fast på en ske: Kartoffelmos, ris m. sovs, havregrød … Hun drikker også selv. Et stort, stolt grin breder sig, når hun holder glasset mellem sine egne to små hænder. Hun drikker en slurk, griner triumferende og går med forsigtige skridt hen og stiller glasset på det nærmeste bord. Tager en slurk mere og flytter glasset til det andet bord. Det går meget godt, indtil hun bliver så fornøjet med sig selv, at hun med en kæk bevægelse slynger glassets samlede indhold ud over eget ansigt. Det er sjovt, synes Alma. Men det sviner, synes hendes mor.
Mums, sortebær
Almas fader introducerede begrebet “sortebær” for Alma, som faldt pladask for de små, sorte og egentlig ret smagløse størrelser. Lykkeligt placeret i tryg forældrefavn plukkede og indtog Alma imponerende mængder af sortebær i løbet af ferien. Efter en særligt velsmagende ekspedition blev hun så kåd, at hun (ved et uheld, godt nok, og til sin egen store harme) slog sit livs første kolbøtte ned ad skråningen.
Også brødet, Alma!
Alma har udviklet en forkærlighed for at fjerne pålægget fra brødet og spise det rent. Til tider kræver det en målrettet indsats, fx når der er tale om leverpostej, peanutbutter eller, som i det fotodokumenterede tilfælde, honning. Alma viger dog ikke tilbage for strabadser eller besvær og fortsætter troligt sin yndlingsspiseform med næsen smurt grundigt ind i honning.
Kontakt på tværs af generationer
Alma kom godt ud af det med Harald og John. Hun fik lov at spise æble og kage og drikke juice, og hun fandt selskabet meget fascinerende. Dog ikke mere fascinerende, end at hun ret hurtigt måtte udvide sin aktionsradius til en hel del ud over det køkken, hvor snakken gik så hyggeligt, mens Harald lavede mad, og John fremviste gamle kostskolefotos.



















