Alma skulle denne første søndag i advent til julemarked i Tivoli for at se, hvor mange lys der findes i verden.
Før hun kom så langt, kom Zacharias og Rebecca fra nedenunder på besøg og demonstrerede for en meget interesseret Alma, hvordan man kan lege med alt hendes legetøj på én gang. Bagefter var Alma på besøg hos Zacharias og Rebecca. Der var fuld knald på både lydniveauet og aktivitetsdo. Der blev hoppet fra skamler, plaget om musik, grædt over afslag på plagen om musik, slået kolbøtter og klappet på baby. Alma var meget oprømt over alt det, som de store børn kunne, så hun ville også tumle. Hun løb tre gange rundt om bordet (med en smule hjælp) og slog med faderens mellemkomst og til sin egen forbløffede begejstring tre saltomortaler i luften. Det kunne nok konkurrere med et par kolbøtter, mente Alma. Al denne ståhej bevirkede imidlertid, at Alma ved ankomsten til Tivoli begyndte at græde bitterligt, da hun skulle ud af bilen, hvorpå hun omgående faldt i søvn.
Besøget blev derfor udskudt til en dag, hvor lillepigen er lidt mere oppe på mærkaterne. I stedet kørte forældrene hjem til Amager og gik på cafe. På det tidspunkt var Alma naturligvis vågen igen – når der skal være fest etc. etc. Hun var ikke tilfreds med at være passiv tilskuer til maden og fik for ikke at genere de øvrige gæster med øresønderrivende hvinen lov til at spise lidt creme fraiche og drikke vand af et glas. I går smagte hun på cafebesøg med sin faster Dorte på cacao og flødeskum, hun er ved at udvikle sig til en rigtig lille livsnyder med sans for de fuldfede fornøjelser her i tilværelsen.
