Sympatisk søndag

Hvis lørdagen stod i hem’ets tegn (Carlo-lingo for hjem), så blev søndagen usædvanligt udadvendt. Over middag tog H+C+A (ikke H.C.Andersen) til kulturhusfødselsdag i Holmbladsgade. Faderen kunne så få flyttet en kommode ned i kælderen mm. Almas forventninger gik i retning af kage (fødselsdag=kage), men det var der ikke noget med, så man retirerede til den nærmeste café og nød et stykke chokoladekage. (Dette kan moderen sikkert uddybe i kommentarfeltet.)

Om aftenen skulle moderen så fyre den af i Christianskirken, hvor hendes anstrengelser for at stable et storladent surprise-arrangement for AMH på benene skulle stå sin prøve. Og da Rasmus havde inviteret til pizza, gik det mod Frederiksberg sidst på eftermiddagen.

På vej i bilen gennem den mørke hovedstad reflekterede Alma: »Det var dejligt at være inde i byen med Dorte og Ole alene sammen med Carl.« Og: »Far, jeg kan godt li’ dine venner.«

Rasmus’ og Christinas Bertil er kuns få måneder, så ham legede faderen lidt med, mens Anna, der ligger mellem Alma og Carl, havde noget at byde på, for begge gæsterne. Carl ytrede ønske om at hjembringe op til tre forskellige legeeffekter til ‘oar’ derhjemme: en rullende elg, en rød Fischer Price legebil og ikke mindst en skiveskåret trærumraket med magneter i. Et børnespisebord blev stillet op på Annas værelse, og hjemmedesignet pizza blev nydt.

En hyggelig dag i sympatiske venners lag.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.