Søndag morgen-hygge

DSCF2979.JPG I lørdags var Carl, Alma og moderen til to års-fødselsdag hos Laura. Alma havde selv valgt gaven, som bestod af to hjerteformede Diddl-æsker samt en Diddl pung. Hendes argument for, at hun skulle bestemme, lød: “Alma to år. Laura to år. Laura ha´ denne her!” Moderen fandt det svært at give igen på den… Alma glædede sig hele ugen og snakkede hver dag om Laura og hendes fødselsdag, og at vi skulle have gaver med, og at Alma skulle sige værsgo, og Laura skulle sige tak – om og om og om igen. Forventningerne var skruet pænt meget i vejret, da det endelig blev lørdag, men heldigvis blev fødselsdagen lige så vellykket, som man kunne have ønsket. Alma var lykkelig og havde en masse kage i maven, da vi gik hjem. Carl havde fået en bolle og en masse stimuli og var også vældig godt tilfreds.
Søndag tilbragte vi en del af formiddagen med nattøjstumlen i sengen. Som det kan ses af billedet, er Carl aldrig gladere, end når vi alle sammen er det samme sted, så han kan øve sine motoriske færdigheder op af et forældreklatrebjerg og se på Almas excesser imens.
Vi havde jo fået en time forærende qua vintertidens indførelse, så efter hyggelig tummel tog vi i DGI-Byen for at svømme. Desværre havde størstedelen af Københavns befolkning tilsyneladende fået samme ide, så der var usandsynligt mange mennesker. Bagefter brunchede vi på en ny cafe på Holmen, Krudthuset, som brillerer med økologisk mad, gratis Moltex-bleer og et stort legerum. Det bliver nok ikke sidste gang, vi har været der.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.