Inden efterårsstormene satte ind, nåede vi lige en tur i Hareskoven i godt selskab med Anders, Ditte, Ida, Selma og lillebitte Ella. Der var vindstille og vidunderligt smukt. Den noget mudrede kælkebakke var en stor attraktion, og der blev ledt efter svampe, dog med begrænset succes. Børnene vandrede tappert og langt og morede sig godt, men de endte alligevel med at være noget trætte i betrækket. Da vi satte os ind i bilen, spurgte Alma henkastet moderen: Mor, vi skal da ikke herud igen i morgen, vel?

