Af religiøse og alle mulige andre årsager nærer både fader og moder aversion mod den importerede Halloween-tradition, men presset af barnlig begejstring kapitulerede den samlede forældremagt alligevel. Alle vejens unger skulle ud for at samle slik og råwe “slik eller ballade!”, og Alma blev inviteret med. Hun blev ellevild, og den glæde kunne ingen af husstandens voksne nænne at slå skår i. Det havde været en mere end almindeligt sløv lørdag, hvor begge børn havde protesteret heftigt mod ethvert tiltag til aktivitet, herunder påklædning. Hen ad aftenstide var Alma således stadig iført nattøj, men udsigten til at gå Halloween med de andre børn fik hende på få minutter i tøjet, både det almindelige og fe-udstyret. Noget uhyggeligt kunne vi ikke svinge os op på. Et par af de andre forældre fulgte med børneflokken, og Alma havde ingen betænkeligheder ved ikke at have sine egne voksne med, tværtimod.

Folk var gavmilde med godter til de tiggende små, som alle var udstyret med en pose. De store børn gemte deres slik og planlagde, hvornår det skulle spises, og hvor længe det kunne vare. Imens tyggede Alma ubemærket og nonstop. Da de efter en times tid kom retur, og posernes indhold blev sammenlignet, kom det for en dag, hvor meget slik Alma egentlig havde nået at spise. Det var meget. Rigtig meget. Men hun havde jo forudset, at posen med indhold ville blive konfiskeret af administratoren ved hjemkomsten, og hun var henrykt over sit stunt, så der faldt ingen knubbede ord i den anledning. Dagen efter fik Carl og Alma lov at dele de sørgelige rester, som de indtog i hver sin rævehule.

Obs! Alma ser noget bekymret ud på billedet, men det skyldes ikke udsigten til at vandre gennem mørket mod hidtil uprøvede aktiviteter uden egne voksne. Hun var bare bange for at komme for sent.