Kontakt på tværs af generationer

Alma kom godt ud af det med Harald og John. Hun fik lov at spise æble og kage og drikke juice, og hun fandt selskabet meget fascinerende. Dog ikke mere fascinerende, end at hun ret hurtigt måtte udvide sin aktionsradius til en hel del ud over det køkken, hvor snakken gik så hyggeligt, mens Harald lavede mad, og John fremviste gamle kostskolefotos.

Kød!

Alma i fri dressur i solgården, som vanligt med noget spiseligt i hånden. Som en serviceorientering til vore læsere kan vi meddele, at Alma i dette tilfælde hygger med et stykke mørbrad. Hun er en ostevams og en kødæder, er hun.

Når man altid går med mad i hænderne, kan man nemt løbe ind i problemer, hvis man skal bruge begge hænder. Derfor Alma til perfektion udviklet teknikken med at proppe noget meget stort ind i kæften, gøre, hvad hun skal, og derpå tage det ud igen og gnave videre. På forlangende kan vi videodokumentere, hvordan det går for sig, når man skal kravle op ad trappen til huset, medbringende et stykke mørbrad.

Strandsild

Sød og koncentreret – Alma nød at være ved stranden. På billedet kan man desuden ane resterne af de skrammer, hun pådrog sig under et besøg hos Markus “Det Hvide Håb” de Lima, der nedstammer fra stolte bokseaner.

(I sandhedens interesse skal det dog siges, at det ikke var Markus, der skrammede Alma. Det klarede hun helt selv ved at banke hovedet ned i trappen til terassen.)

Sol, strand, sand og vand (og spand)

De første dage i Klitmøller artede vejret sig ganske sommerligt, og Alma var på stranden ved det store Vesterhav. Hun finder det noget overvurderet at få sand mellem tæerne. Til gengæld kan der ikke siges nok godt om at sidde i strandkanten og putte sand og vand i en spand. Fuldstændig opslugt arbejdede Alma med sin skovl og sin spand, indtil hun blev tvangsstoppet af sin moder, som mente, at lillepigen havde fået tilstrækkeligt med sol for én dag.

Gensyn med Kirsten Kjær

I ferien gik turen naturligvis også til Kirsten Kjær Museet hos Harald og John. Alma måtte sande, at det gælder om at holde tungen lige i munden, når det drejer sig om kunst. Til gengæld var der god plads til at løbe på og forholdsvis få ting i nå-højde (og dermed potentielt destruktionstruede), og både Harald og John gav barnet laaaange tøjler, så Alma havde en dejlig dag, mens moderen og faderen skiftedes til at hyggesnakke i køkkenet og strolle området tyndt sammen med Alma.

Sådan her gør man

Alma demonstrerer, hvordan man kører med en klapvogn. Hun kan køre den fremad og bagud, op ad bakke og ned ad bakke – og langt!
Hun insisterer desuden på at køre vognen alene. Opdager hun moderens hjælpende hånd, stopper hun strax og løfter forurettet hånden, måske for at vise den fattesvage moder, hvad hun forventes at gøre. Når man har fjernet den formastelige hånd, ruller Alma formildet videre.

Alma i Aalborg Zoo

Under opholdet i Klitmøller drog Alma og hendes moder til Aalborg Zoo for at mødes med andre mødre og børn fra moderens virtuelle mødregruppe.
Alma nappede en lur på vejen, så hun var ikke til at skyde igennem ved ankomsten. Vi måtte vente på de andre, og Alma benyttede ventetiden til at spurte rundt om springvandet ved indgangen samt til at koble sig på samtlige børnefamilier, der kom forbi. Et enkelt par med et lille barn i barnevogn kunne faktisk have fået hende med helt hjem, hun gik uden at se sig tilbage med dem helt til udgangen, før moderen, der ville teste barnets grænser, kapitulerede og hentede hende tilbage.
Der var mange spændende dyr i zoo. Girafferne kom helt hen til hegnet til Almas store begejstring, Bent´er løb hid og did, og chimpanserne var sjove. (Siden har hun med stor glæde lynbladret igennem sine billedbøger med vilde dyr, indtil hun kommer til chimpanserne.)
Allermest interessant var dog de øvrige gæsters klap- og barnevogne. Alma har udviklet en sand lidenskab for at skubbe og trække klapvognen og viste i zoo, at interessen ikke er begrænset til hendes egen vogn. Så såre Alma fik to sekunders frihed, mosede hun afsted med alt på hjul, med og uden andre folks børn.

Fars pige

Det kan anses for bevist, at Alma ikke kun ligner sin fader af udseende. Hun deler fx også dennes kærlighed til medister. Majskolbe og en god alen pølse, og så er aftensmaden en garanteret succes. End ikke farmors fnisende kommentarer til appetitten fra den anden side af bordet kunne forstyrre Almas fødevareindtag.

Alma på sommerferie

Som bekendt har Alma tilbragt et par uger i sommerlandet, først hos farmor med en sviptur til mormor og morfar og derefter i sommerhuset i Klitmøller. Hun havde et par dejlige uger, hvor hun øvede sig og øvede sig og øvede sig på at gå, så hun nu er mægtig stabil på fusserne.
Bloggen har ligget stille, skønt vi nu har været hjemme i en hel uge, fordi 1) moderens pc afgik ved en stille død, så faderen kom på overarbejde med geninstallering og alt muligt 2) en presserende deadline masede sig på hos bloggens hovedopdatøse.
Nu er både det ene og det andet på plads igen, så bloggens trofaste læsere kan se frem til en lind strøm af billeder af den søde, store, dygtigt gående Alma. (Efterhånden som de bliver udvalgt blandt de ca. 100 fotos, der blev taget på de to uger … )

Jubii, kameraet er vendt hjem!

Det har været længe savnet, men endelig er moderens gode kamera atter hjemme på slottet i god behold og nu fuldt funktionsdygtigt efter lang tids ophold hos reparatøren.
Vi iler strax til med et dagfrisk foto af søde Alma, der hengiver sig til en af sine yndlingsinteresser: Læsning. Alma har sine favoritbøger, som hun læser igen og igen. En enkelt er læst så grundigt så ofte, at den er læst helt i stykker og har forsynet Alma med hendes helt egne apokryfe skrifter. Modsat Dødehavsrullerne er der billeder af får og ænder på Almas.
Hun elsker i det hele taget af se billeder og har knyttet helt nye forbindelser til it-verdenen efter en introduktion til pegebogen.dk.

Hov, verden vender sjovt

Alma har i tidens løb ofte set sine forældre bøje sig forover og vinke til babyen med hovedet mellem benene. Det har hun længe ønsket at kunne, og nu er det endelig blevet en realitet. Det er fedt, synes Alma, sådan at få en ny vinkel på tingene, så hun står ofte og kigger ud mellem sine små, tykke stolper. Eneste problem er egentlig, at hun fra tid til anden glemmer at skabe afstand mellem benene først. I slige tilfælde ser hun mest sine egne knæ, og det ER bare ikke det samme.

At rejse sig uden støtte

I torsdag, hvor Alma holdt endnu en fridag fra vuggestuen, fordi de syntes, hun var sygagtig og havde brug for sin moar, slæbte moderen barnet hele vejen til Rønnede for at besøge Rikke og Cecilie. Sidstnævnte er tre måneder ung, og Alma var meget optaget af at ae hende på hovedet.

Dér i det fremmede valgte Alma at rejse sig uden støtte for første gang. Efter det skelsættende øjeblik har hun stort set ikke taget et eneste kravletrin. Alma er gående! Og når hun bliver træt, klistrer hun fast til sin moder og vil bæres. Der skal dog en del til efterhånden; barnet har et imponerende energiniveau og kan snildt udkonkurrere adskillige Duracell-kaniner.

Gang i bloggen igen

Efter lang tids stilstand kommer der nu gang i bloggen igen. Den forgangne periode har været præget af sygdom og underskudsagtighed, men NU har moderen besluttet, at det skal være slut med al den slendrian. Herefterdags vil bloggen blive opdateret i samme tempo som vanligt, dog uden det sædvanlige, righoldige billedmateriale, eftersom kameraet stadig er til reparation.

Alma i Zoo

I weekenden var Alma en tur i Zoo. De fleste af dyrene havde hun set billeder af i sine elskede bøger, men det kan jo slet ikke sammenlignes med at se dem i virkeligheden. Dog var det kun de dyr, der stod tæt på hegnet, der fangede hendes opmærksomhed – herunder en ko. “Uuuhh”, råbte Alma og hvinede og grinede. Stod dyrene for langt væk, lignede de vist for meget billederne og var derfor ikke noget at snakke om, syntes Alma.

Ny pædagog

Almas faste pædagog, Gitte-Maria, har forladt vuggestuen på jagt efter nye udfordringer, som man siger. Det er vældig trist, for Alma kunne godt lide Gitte-Maria. I afskedsgave fik Alma en pakke med tre køer, eftersom en af hendes yndlingsbeskæftigelser i vuggestuen er at kigge på dyrebilleder og høre deres lyde. “Uuuhh”, siger Alma, når hun ser køerne.

Heldigvis er det en anden af de faste pædagoger på stuen, der fremover skal passe Alma, så hun skal ikke vænne sig til et helt nyt menneske.

Alma er meget glad for sin vuggestue. Det er længe siden, hun har grædt, når moderen gik. Hun kaster sig ud i munter leg, når hun kommer, og hvis mor-pædagog-snak tager for lang tid, ormer hun sig, til hun bliver sat ned på gulvet, hvorefter hun resolut begynder at vinke: Hej hej, mor, nu kan du godt gå!

Rutchebane

Almas seneste erhvervelse er en rutchebane. Den er grim og af plastik i glade farver, men Alma er vild med den. Hun kan ikke selv kravle op på den endnu, men hun kan godt rutche ned på egen hånd, gerne 50 gange om dagen. Kun én gang har hun fået overbalance, da hun landede, så hun slog hovedet på faderens guitar. Det var let traumatisk, men Alma er nu ovre den fæle affære og kaster sig på ny glædestrålende ned ad rampen.

Desuden har hun fået et soppebassin, så hun kan sidde og nyde den varme sommer og pjaske med vand. Også et meget populært indslag i Almas tilværelse.

Gå-kage

Alma har øvet sig flittigt på at gå. I starten var det kun små ture hjemme i stuen, men efterhånden har hun udvidet sit virkefelt. Torsdag gik hun sine første, selvstændige skridt i vuggestuen, hvorfor moderen fredag medbragte den af vuggestuen foreskrevne gå-kage.

Efter en intens træningsweekend er Alma nu i stand til at gå om hjørner, dreje rundt, forcere små ujævnheder som dørtrin og gå på let ujævnt terræn som fx græsplænen. Desuden er hun så småt begyndt at løbetræne. Hun foretrækker dog stadig voksne hænder, når hun skal gå på fremmede steder, men det er vist mest for at sikre sig, at pågældende voksne holder sig på tæt hold.

Fra tid til anden kan det naturligvis ikke undgås, at det oprejste barn mister balancen og smækker sin bleklædte mås i gulvet med et solidt bump. De fleste optræk til gråd kan dog afværges ved, at moderen ser påtaget bestyrtet ud og slår sig på lårene med et højlydt “pokkers”. Det kan Alma godt lide. Faktisk kan hun så godt lide det, at hun jokker rundt og klasker sig på lårene og ser henrykt ud.

Moderen er meget stolt af det gående barn og bliver stedse overrasket, når Alma pludselig kommer rundt om hjørnet og passerer med et venligt smil.

Alma, nu med dræn

Alma har som bekendt døjet en del med mellemørebetændelse og væske i ørerne, og slutteligen blev hun tilkendt betegnelsen “ørebarn” og skulle som sådant have lagt dræn.

Operationen forløb udramatisk. Alma brokkede sig voldsomt ind i bedøvelsesmasken og var væk i løbet af sekunder. Moderen blev gennet ud i venteværelset, og få minutter efter var Alma klar til at blive holdt i hånden, mens hun vågnede igen. Bortset fra et par timers sløvhed har hun ikke været mærket, og vi håber, at det nu er slut med ørebøvl.