Lykkelig lørdag [fortsat]

Til historien om en lykkelig lørdag hører også post-aftensmads-tumles-seancen: den udviklede sig fra en standard-tumlehoppen i den store seng med Carl, Alma og fader-bjørnehesten til en mere sindrig expedition på en tømmerflåde med meget stort madforråd. Midt i det hele skal der tælles til 10. Og Carl lever sig så meget ind i opgaven, at han helt glemmer, at han ikke normalt kan tælle til ti, men bryder ud i et omhyggeligt og klart: “odde – nih – tdii!”

[audio:https://alma.soholm.net/wp-content/pix/2009/11/carl-8-9-10.mp3]

Det overraskede og begejstrede vist alle undtagen Alma, der ikke var så imponeret som resten af familien. Hun havde travlt med ad digte videre på den skattejagt, som allerede var i gang, for nu havde vi jo fået hajen til at vise os, hvor sørøverskatten lå begravet, så vi egenhændigt kunne grave den op. Senere påtog Carl sig med stor tjenstvillighed hvervet som havtrold, der befalede os andre at lægge os til at sove med slukket lys, så han kunne forskrække os. Moderen (der i mellemtiden var blevet færdig med at rydde af bordet) var særlig villig til at følge instruksen på tømmerflåden til havtroldens store glæde. Vi blev enige om, at Havtrolden kunne få legetøjsmadpakke med i seng, hvilket var så stærkt et koncept, at det blev gentaget søndag aften.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.