Ingen jul uden juletræ. Træet har boet i stuen siden den 1. december. Det var med nogen frygt og bæven, at Carl blev sluppet løs, men moderens let ondsindede strategi viste sig at virke: Køb den mest stikkende rødgran, du kan finde, og lad babyen slå sig løs. Carl greb lykkeligt om en gren fire gange i træk og skar ansigt hver gang, hvorefter han besluttede, at grantræer er uinteressante.
Kappeklædte Alma har været meget optaget af, at vi skulle pynte op, og hun har egenhændigt anbragt det meste af pynten på juletræet. De første morgener efter udbrød hun glad, når hun kom ind i stuen “sikke en fin juletræ”.