Da Carl skulle puttes i går, varslede han konflikt og smed både dyne og pude på gulvet. Det er hans faste kampstrategi at afvise et eller flere tegn på omsorg. Desværre var han for træt til at føre sit forsæt ud i livet, og mens moderen sang godnatsang, faldt han i søvn. Selvfølgelig blev han dækket behørigt til flere gange, men eftersom han altid sparker dynen af, vågnede han i morges med dynen på gulvet og kom noget oprørt ud og forkyndte, at han faktisk havde sovet uden dyne hele natten!
Det tog lige toppen af den dramatiske entre, da moderen måtte gøre opmærksom på, at han faktisk var blevet dækket til i løbet af natten, men det er alligevel imponerende at vågne med den samme konflikt for øje, som da man faldt i søvn.
Det minder om Alma, da hun var baby. Hvis hun blev tvangsputtet, vågnede hun også skrigende af raseri op af sin lur og havde slet ikke opdaget, at hun havde sovet.