Afslappede feriedage

Så sagte går tiden på sin egen, rolige måde i ferieparadisets første uge. Vi dimser omkring hjemme i det lejede hus, fodrer myrer og ponyer, og så tager vi over til onkel Niels, når vi ikke gider det mere. Eller ud i verden.
Tirsdag var vi på marked. Børnene havde fået 2,5 euro hver med strenge påbud om, at når de var brugt, var det slut. Det holdt lige præcis, til de forså sig på nogle sæbeboblepistoler til seks euro… “Jeg er glad for, at du bliver så blød i knæene, når vi gerne vil have noget, mor,” sagde Alma bagefter. Tja…


Barnefaderen købte noget skinkeagtigt, der viste sig at være garneret med chili. Ret ærgerligt, når børnene meget gerne ville have kødet og meget gerne ville være fri for chilien. Det kostede mandetimer.

Vi har været i grotterne i Pastena – en tur, der er ved at udvikle sig til en hyggelig tradition. Det var en regnvejrsdag, så børnene havde håndklædekapper på. Alma beholdt sin på hele turen igennem.

Dagen efter besøgte vi en lokalhistorisk museum i Pastena. Et lille, meget overkommeligt foretagende, som var spændende, og som man kun kunne besøge med en guide. Der i øvrigt ikke talte engelsk. Det samme gjorde sig gældende i grotterne. Efter museet kørte vi til Carfour og mødtes med Niels og Vittoria.

Badebassinet er blevet stillet op i haven hos onkel Niels, og vikingeungerne pjadrede rundt i det helt fra starten, hvor vandet var pivende koldt. Der bliver leget udmærket på trods af sprogforskelle, og det er betydeligt mindre konfliktfyldt end sidste år.

I morgen står den på strandtur og fødselsdag hos naboen. Endnu en tradition grundlagt på det faktum, at vi på tredje år er i landet på barnets fødselsdag. Søndag gør vi Rom. Det viser sig, at Tom og Ileana er i Rom lige nu, så bestemt skal vi da ses her i syden.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.