Carl er en spøjs blanding af surt og sødt. Han er det mest nuttede halvandetårs barn, man kan tænke sig; sød, glad, charmerende og altid frisk på nye udfordringer. Samtidig når hans raseri monumentale højder i de tilfælde, hvor verden og moderen ikke ter sig. Således har Carl haft sit til dato største vredesanfald her til aften.
Det startede ellers så godt med et bad og munter leg med badedyr, der stod på række og hoppede i vandet igen og igen og igen. Men på et tidspunkt sluttede badet jo, og så ville Carl godt ud af badeværelset. Ble på først, mente moderen. Det tog Carl hende noget fortrydeligt op. Han brølede omgående løs og stillede sig med ryggen til og ansigtet gemt i armene op ad døren. Han holdt hurtigt op med nonstop-brøl, men fortsatte med jævne mellemrum med at udstøde vrede lyde og skulede af og til arrigt til moderen. Moderen valgte, pænt træt af at skulle anvende moderat fysisk pres for at fiksere barnet ved hver eneste bleskift, at insistere. På den pæne måde, forstås. Mild og kærlig med udstrakte arme. “Først ble på, og så går vi ud” blev gentaget ca. 100.000 gange, dog uden resultat. Og det var ikke, fordi Carl ikke lyttede. Med jævne mellemrum stillede moderen testspørgsmål for at være sikker på, at han ikke var drønet helt ud af kommunikativ rækkevidde, og dem svarede han på: Du vil gerne ud?JA! Ble på først. NAAAARRRRJJ! Er du tørstig? Vil du gerne have din sut? (Det ville han gerne, og det fik han så.) Efterhånden blev han kold, og så fik han badekåbe på, men fortsatte sin rasen mod bleen.
Med jævne mellemrum forsøgte moderen desuden med ansatser til kram, fordi Carl nogle gange bliver så ked af det, når han er så gal, og så har han brug for en udstrakt hånd for at søge trøst. Det var der ikke noget med i dag. Han var bare gal, ikke ked. Brøøøøøl!
Det skortede således ikke på mellembrøl-kommunikation, og der er ingen tvivl om, at det var en helt bevidst protest fra Carls side. Det var ikke surhed, der løb af med ham og kom ud af kontrol. Han var ikke ked. Han havde ikke mistet overblikket. Han ville bare ikke have den ble på!!!
Det varede samfulde 25 minutter, før Carl droppede sin modstand og erklærede sig enig i, at han skulle have ble på. Ned at ligge uden modstand, ble på, og i løbet ti sekunder var han fri som fuglen og styrede ind til faderen for at slippe for sin dåmme mor.

Alma, som skulle puttes af moderen (som hun bliver det hver dag grundet stor modstand mod faderlig indgriben i putteritualet), havde ventet tålmodigt, og hun gjorde sig adskillige ærinder ind til Carl, mens hun fik nattøj på. Først for at sige, at hun elsker ham meget højt. Dernæst for at give ham forskellige trøsteting: hans nye paraply, næbdyret, det nye tog. “Jeg går lige ind til Carl med paraplyen, så jeg er sikker på, at han ikke er ked af det, fordi han ikke ved, hvor den er henne.” Hun er bare den sødeste pige i verden!