Stakkels lille Alma. I nogle dage har hun været pjevset og sovet dårligt. Til sidst måtte hun have en Panodil for at få ro, så i dag var vi på besøg hos den søde lægedame. Hun havde heldigvis en afbudstid lige med det samme, så den nappede vi, selvom Alma gik glip af den afledningsmanøvre i form af babysalmesang, som moderen stilede mod.
Lægedamen kunne godt se, at det var synd for Alma. Lægen kiggede i ørerne og sagde “uha”. Hun målte trommehindernes bevægelse og konstaterede, at der ikke var nogen. (Bevægelse, altså, ikke trommehinder!) Mellemørebetændelse, ingen tvivl der. Dernæst kiggede hun Alma i halsen. Uha-uha. Også halsbetændelse, som sikkert kan lastes for betændelsen i ørerne. Temperaturen sneg sig pænt over 39 grader. Det var den rene ynk. Desuden er Alma forkølet og har en øjenbetændelse, som hun holder flittigt vedlige ved at gnide snot i dem.
Alma og moderen ilede fluks afsted til apoteket for at hente penicillin. Eller rettere, moderen ilede, Alma sov med meget røde kinder. Vel ankommet derhjemme fik Alma en Panodil og det første skud penicillin. Det skal indtages oralt, og hun kan IKKE lide det. Det påhvilede Almas fader at proppe de to næste portioner i barnet; en pligt, han bestemt ikke var begejstret for. Den første gang brækkede hun sig reverenter talt, den anden gang nøjedes hun med at lave et meget dramatisk optrin. Almas fader er glad for, at han kun er nødt til at være ond én gang i morgen. Almas moder forstår ikke barnet, for medicinen smager som sukkervand med karamelessens – men måske kan Alma bare ikke lide karamel. Under alle omstændigheder laver moderen lige et hastigt tjek af mulighederne for at få møget med en anden smag.