Faderen var på pletten med sit nyerhvervede 3-abonnement fra stranden i Sperlonga. Det var en dejlig tur, som alle nød i fulde drag.


Børnene pjaskede og badede og sejlede og var ude på det dybe og tilbage igen, og selv moderen bevægede sig en tur i bølgen den blå. Det var ikke DK-koldt, meeeeen… det blev ved den ene dukkert trods især Almas utrættelige hån og “bangebuks med ble på gider vi ikke se på”.


Da vi lige sad og var lidt brødflove, materialiserede der sig en pizzasælger med slices i en kurv. Hvor heldig har man lov at være? Så vi købte nogle små, kedelig og temmelig dyre stykker pizza og fortærede dem på stedet. En af de legetøjssælgende orgievogne kom også forbi, så Carl fik en bold-i-net-tingest og Alma et par dykkerbriller og en snorkel. Ellers var vi ikke plaget voldsomt af strandsælgere, fordi Annika nærer voldsom antipati mod høje lyde, og da de fleste af dem råber eller fløjter for at gøre opmærksom på deres tilstedeværelse, fik de hende hver gang til at græde skrækslagent – hvilket så fik dem til at fordufte.

Efter frokost på en strandbar og lidt mere leg vendte vi næsen hjemad, blev badet på række og gik derpå til fødselsdag hos naboen, hvis niece fyldte tre år. Det er sjovt nok tredje år i træk, vi er med til den fødselsdag. I år havde vi (læs: Silvia) sågar sørget for en selvstændig gave. De havde hyret en kvindelig børneentertainer til at stå for underholdningen, tilsyneladende det meste af aftenen. Først malede hun tatoveringer på alle de børn, der ville have det, og så slog hun sig løs med noget dukketeateragtig underholdning. Den lille familie gik glip af det meste, fordi vi skulle tidligt op og afsted til Rom, så vi fortrak, da vi havde indtaget et passende kvantum kager.
