Alma går fra tid til anden i babymode, fx arbejder hun ofte hårdt for at skrue sig ned i liften, allerhelst medbringende Carls dyne. Det er ikke nemt, men det lader sig trods alt gøre med den rette kampånd. Hun lægger sig også gerne i Carls seng, igen helst med hans dyne. Dog virker det ikke, som om interessen udspringer af jalousi, men at det nærmere drejer sig om Almas sædvanlige glæde ved at kopiere iagttagen adfærd.
Seneste eksempel på hendes aktuelle copycat-tendenser indtraf på legepladsen i dag, hvor Alma var på vej forbi en bænk, da den ene af de på bænken siddende damer slog en hjertelig latter op. Alma standsede glad op og stirrede, mens hun sagde “HA-HA-HA-HA”, hvorefter hun fortsatte sin dont.