Når Alma og Carl virkelig folder sig ud, bliver værelset hurtigt for lille. De ynder begge to at lave opstillinger, bl.a. ved at bygge tårne af stabelkasser og fylde dem med beboere. Carl har yderligere trumfet ved at lave en hær af Gormitier til at holde vagt. Rundt om tårnet står dragerne. Faderen gjorde opmærksom på, at tårnet var temmelig ubeskyttet på bagsiden, men med den mængde beskyttere var det intet problem. Dragerne blev bare vendt om, og så var det ordnet. “Din styrke giver dig sejr,” som han siger.
Alma har nogle lidt andre præferencer. Hun har bygget Fredens Dal. Der bor bl.a. kongen og dronningen, hvis datter er meldt savnet, Tarzan og Jane samt Herkules-pigen. For foden af slottet står en prins eller konge, som kom for at bede om prinsessens hånd. Han troede, at Herkules-pigen var prinsessen, men det var hun jo ikke, så han måtte ride hjem igen på sin elefant.