Men så blev det dagen efter dagen, dvs. den 25. december, hvor den tradtionelle familiejulefrokost blev afholdt. Dorte og Ole lagde hus til, og mormor blev stik mod sædvane hængende en dag ekstra, så hun også kunne være med. Carl nappede sig en utidig lur, så han og moderen ankom en times tid for sent. Heldigvis var maden stadig på bordet, og der var alle tænkelige variationer af svin, så Carl var lykkelig og protesterede kun, når der blev rejst krav om at indtage svineriet i selskab med brød. Hvorfor ødelægge den gode smagsoplevelse ved at blande den med kedeligt rugbrød?
Carl har generelt brilleret med en uhørt selvstændighedstrang og et stærkt ønske om selv at bestemme i denne jul. Desværre mangler han stadig at få styr på, på hvilke områder man kan gøre sin indflydelse gældende, når man er to år, så for nærværende er nedsmeltningerne, protesterne og de afledte “nå, men hvis jeg ikke kan få y, vil jeg have x”-manøvrer legio. Noget anstrengende i det lange løb, men det går som regel, når man indvendigt messer “han kan ikke gøre for det, hans hjerne er ikke udviklet, han kan ikke gøre for det, hans hjerne er ikke udviklet….” eller “det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase….”
Ingen julefrokost uden pakkeleg, og således indfandt man sig atter ved bordet og skulle spille terning om en masse interessante pakker til både børn og voksne. Carl forelskede sig naturligvis straks i en af pakkerne og nægtede at give den fra sig, om end han accepterede, at han skulle vente med at pakke den op. Alma gik i sørgerand over at slå for få seksere. Dog, alt endte lykkeligt, Carl fik et yndigt porcelæns-dukke-testel med lyserøde blomster, som han tog til sig med åbent sind og do. hjerte, mens Alma bl.a. scorede en heftig nytårshat.
