Alma udvikler sig i så rivende en hast for tiden, at det slet ikke er til at følge med. Hun kan noget nyt stort set hver eneste dag. På det sproglige område er hun begyndt at svare “ja”, hvor hun hidtil har nøjedes med at nikke. (“Naij” har været brugt noget længere – men det siger vist mere noget om hendes alderssvarende udviklingstrin end om sind og temperament. Grundlæggende er hun stadig sød og mild. Tror vi nok.)
Som bekendt har hun hoppet et stykke tid. Nu er balancen så god, at hun kan bruge den store forældreseng som trampolin. Hun hopper lystigt afsted og sætter så højt af for at lande på rumpen eller på maven. Stuntet er foreviget på video og vil muligvis blive uploadet, når faderen får tid. (Moderen havde ellers forsvoret, at det ville blive tilladt at hoppe i sengen, men det var, inden det blev åbenbart, hvor sød Alma er, når hun gør det.)