Da moderen afhentede mindstebarnet i vuggestuen, var han dybt involveret i en leg med bedstevennen Adrian. De har leget sammen derhjemme et par gange, men aldrig uden forælderrepræsentanter fra begge sider. Men hej, der er jo en første gang til alting, så moderen ringede resolut til Adrians ditto og fik ok på at tage Adrian med hjem. Adrian indvilligede lidt tøvende og så spørgende på alle tilstedeværende voksne; han troede næsten ikke på, at det kunne være rigtigt. Men da det gik op for begge unger, at den var god nok, og at Adrian skulle med Carl hjem, gik de helt i selvsving af begejstring. De løb rundt om sig selv og hinanden i små cirkler og råbte jubiiii, jubijææææ, og aldrig har man set to to-årige komme så hurtigt i overtøjet!

Skønt det var Adrians første tur ud i virkeligheden uden sin mor, fulgte han trop uden at kny, og drengene legede eksemplarisk sammen i flere timer, kun afbrudt af aftensmaden. Da Adrians mor troppede op, var Adrian faktisk ikke rigtig indstillet på, at han skulle hjem. Til gengæld aftalte vi, at Carl i næste uge skal prøve at komme med Adrian hjem uden sin moar. Det bliver spændende, men måske er han moden. Han har i hvert fald brokket sig gevaldigt over, at det kun var Alma, der måtte komme alene over til farmor, og han snakker stadig om, at han ville med, og at Alma sagde ja, hver gang han kommer i tanke om det.

Desværre var moderen ikke kvik nok til at få taget billeder af de søde drenge, men nedenstående af lidt ældre model kan vel også bruges.