Carl har fået sig en højstol. Efter at have indtaget samtlige måltider Nero-style, mageligt henslængt på moders skød og indolent vippende med det ene ben, spiser Carl nu i oprejst position. Han er meget glad for konceptet og har, som det ses, helt styr på det med at åbne munden og vente, til skeen kommer til ham i stedet for, som han praktiserede de første gange, at forsøge at krænge sig selv ned over skeen.
Han har allerede prøvet og godkendt mange forskellige retter og er vild med ting, der smager af noget, fx gullash, karrysuppe, boeuf bourguignon og mos med masser af hvidløg. (P.t. ligger han og sover med den ondeste hvidløgsånde…) Desuden spiser han små hapsere af bløde ting: Avocado, banan, jordbær, hindbær og melon er afprøvet med succes indtil videre. Han kan sågar styre gaflen ind i munden på egen hånd, hvis moderen monterer maden på den. Desuden er han fuldstændig ude af sig selv af glæde, når han får lov at sidde og gnatte med knækbrød, en tvebak eller en riskiks – og hvis han får tid nok, ender han også med at få dem spist, når de er blevet tilstrækkeligt opblødt. ‘
På Ikea-raided, hvor højstolen blev hjemført, skulle vi også have købt en ny stol til Alma – en høj stol, der ligner en voksenstol med længere ben. Desværre var den udsolgt. Det var noget af en bet for stakkels Alma, at hun ikke fik nogen ny stol, som vi ellers havde snakket om. Til gengæld fik hun (efter eget valg) et rødt håndklæde og to kroge til tøj og tasker, udformet som bagenden af en hund, og det var jo også skønt. For øvrigt har Alma en hemmelig shoppinglidenskab: Hun elsker gavepapir. Hvis hun får lov, køber hun en rulle gavepapir, hver gang vi skal købe ind. Og det er ikke en hvilken som helst rulle, hun hjemfører. Hun tager hver enkelt op og siger beundrende “neeeej, øjøøjøjjjj”, efterfulgt af et “nej go´”, indtil hun har fundet den flotteste rulle.
