“Hey, jeg har ingen kropskontakt. Det er fandme ikke i orden!” Carl ville være en lykkelig baby, hvis moderen ville sidde med ham på gulvet hele dagen lang. Så står han med armene om halsen på én og mosler lidt, mens han bliver kysset og hvisket ind i ørerne. Ind imellem afbryder vi med lidt klappe kage, men allerhelst vil han altså hænge om halsen og høre på søde ord. Muligvis ville han blive træt af det og begive sig ud i verden på egen hånd, hvis man gjorde det længe nok, men så langt har moderen tålmodighed ikke rakt endnu. Rekorden er tre kvarter uden nogen afbrydelse, og da havde babyen slet ikke fået nok endnu.
Det er ubegribeligt, at Carl, som ellers er et nysgerrigt og aktivt barn, overhovedet ikke udviser interesse for nogle af alle de spændende ting, der befinder sig inden for hans rækkevidde, nu hvor han er blevet mobil. Men han bruger helst kravleriet til at følge efter moderen og kravle op af hende, når han bliver anbragt på gulvet.
Til almen orientering kan meddeles, at det er vanskeligt at skifte en lorteble eller give størstebarnet flyverdragt på, når man har Carl hængede ind over sig og ikke kan flytte sig, uden at han vælter.