Carl er beredt på at tiltræde stillingen som kaffebisp, efter at Alma er vokset ud af bispehuen. Han udsteder sine dekreter med lydelige bababa’er og lægger i det hele taget et solidt lydtæppe ud, hvor han kommer. En af de første og største beslutninger går ud på, at kaffebispen ikke vil tåle at befinde sig i sit eget selskab mere end i gunstigste fald to minutter. Servicepersonalet tilbringer derfor en del tid på gulvet foran fjernsynet med en baby – undskyld, en kaffebisp – der øver sig på at stå på egne ben og sige aa-aa-bababa-baaa-BAAA-b-b-ba-b-BAAA, hængende om halsen.