Alma har tilsyneladende accepteret tilstedeværelsen af en lillebror. Hun kender forskel på hans sutter og hendes egne og kommer troligt og afleverer, når hun falder over en Carl-sut. Hun har også afkodet, at han skal bo i liften, og peger insisterende derned, når hun mener, at han har fået opmærksomhed nok. Desuden hjælper hun gerne med at bære autostolen, og hun affinder sig med at skulle vente for foden af trappen, når de skal bæres op én ad gangen. Fra vuggestuen lyder meldingen, at der ikke er nogen forskel at spore; Alma er lige så glad, som hun plejer at være. Moderen er svært lettet over, at lillepigen ikke udviser trauma-tegn.
Carl på sin side trives udmærket. Da sundhedsplejersken var på besøg på Carls en-uges fødselsdag, havde han taget 250 gram på, og forældrene mener at kunne se, at kinderne er blevet rundere siden da. Han spiser godt og har (for nærværende) udviklet noget, der ligner en døgnrytme: Omkring kl. 5.30 vågner han og er sulten. De følgende timer sjatsover og -spiser han. Sidst på formiddagen napper han et par timers lur, efterfulgt af en spisepause og så en lur mere. Fra sidst på eftermiddagen og et par timer frem er han vågen/sjatsover, og så tager han en lur til. Om natten sover han ca. 3-3 1/2 time, før sulten melder sig. Til gengæld er han hurtig til at få spist og falde i søvn igen.
Den største udfordring ligger således i at få lavet mad, spist, aftenhygget og puttet Alma og samtidig holde den småvrantne baby kørende, når der kun er en forælder på skansen. Heldigvis er Carl glad for sin slynge, så de fleste gange kan han ligge der og grynte, mens moderen har armene fri.