I den forgangne weekend gæstede den lille familie Tandi og Silas i Stockholm. Anledningen var et Filemaker-seminar, som faderen skulle deltage i torsdag-fredag. Efter en kort tænkepause var der simultan-forslag om, at vi tog af sted allesammen og blev weekenden over. Tandi stillede yderst velvilligt sin lækre lejlighed til vores disposition under opholdet, så turen var komplet med hjemlig hygge og godt selskab.

Onsdag var der afgang fra København. Turen gik direkte fra børnehave/vuggestue og til lufthavnen, og begge de søde børn klarede turen i vanlig god stil. De er bare gode til at rejse og lader sig ikke sådan afficere af diverse kødannelser og bagageafhenting og lignende småting. Torsdag gæstede moderen og børnene Junibacken, som er et eventyrland med islæt fra Mumitroldene, en bred vifte af Astrid Lindgren-figurer og andre populære, svenske børnebøger, herunder Mama Muh; en ko, som falder ned fra en sten og får en bule i hovedet og skal have plaster på maven, og som vi lærte at kende via Silas’ bogsamling. Højdepunktet er dog Villa Villekulla! Desuden kan man køre med tog gennem en række eventyruniverser, men det gjorde vi kun én gang, for Alma blev bange for 1) en stor rotte 2) skovheksene fra Ronja Røverdatter og 3) dragen Katla. Moderen er i al ubeskedenhed stolt af fejlfrit at finde derud via tunnelbane og bus på helt egen hånd.

Fredag og lørdag stod ligeledes i børnenes tegn. Sammen med Silas så vi Kulturhuset og skulle være med til en dansesession. Det viste sig at være indisk dans med pikante håndbevægelser og korrekt fodstilling; ikke just noget for hverken Alma eller Carl! Desuden hang vi ud på et par forskellige legepladser, ikke mindst lørdag, hvor den sygagtige fader passede et barn ad gangen i lejligheden, mens moderen luftede det andet barn. Carl havde nogle gyldne timer, hvor han morede sig kosteligt nonstop uden på noget tidspunkt at være mere end 50 meter fra hoveddøren. Fx grinede han uhæmmet i adskillige minutter, når moderen sparkede blade op i luften foran ham – og man kan da også bruge megen tid på at gå på line på sandkassekanten.
Vi lærte at finde rundt i tunnelbanesystemet, og på hjemrejsen rev vi os og købte de hundedyre billetter til Arlanda-Expressen, et tog, der tilbagelægger de fyrre kilomter mellem Stockholm og lufthavnen på tyve minutter. Derimod var det ganske begrænset, hvad vi fik set af voksen-seværdigheder – men det gør vi næste gang.
Og søndag – ja, der var vi sørme på Junibacken igen… Denne gang sammen med Tandi og Silas. Alle børn tumlede sig lystigt i leg og spiste Karlsson-kødboller i restauranten. I stedets boghandel var der en sand velsignelse af børnebøger og alskens merchandise. Alma var ikke interesseret i ret meget andet end mumi-køleskabsmagneter, og da hun fik lov at vælge en, var hun ikke et sekund i tvivl: Hun skulle have Murren! Til de læsere, der ikke er dus med mumitroldenes verden, kan det oplyses, at Murren er en besynderlig, farlig og ynkværdig figur, som i fodlang, grå kjortel og gule øjne er på konstant jagt efter varme og lys, hvorfor hun opsøger bål og lys i nattemørket og sætter sig på det, hvorefter det uvægerligt går ud. Alma har af en eller anden grund en forkærlighed for bemeldte Murre og synes, at det er synd for hende.
Hjemturen forløb også i god ro og orden og endte (hvilket godt kunne gå hen og blive en tradition) ved pølsevognen i bagagehallen, hvor Carl og Alma fik en pølse med brød og ketchup, som de til stor moro for de øvrige rejsende fortærede med stor koncentration på vej hen til metroen.

Det er for øvrigt værd at nævne, at efter fire dage med masser af input og sporadisk middagssøvn sov begge børn til kl. 8.21 mandag morgen, så faderen kom alt for sent på arbejde, og ungerne først blev afleveret kl. 10. Det var begrænset, hvad Carl fik set af vuggestuen den dag. Han sov nemlig også tre timer til middag og blev hentet kl. 15.