Carl synes, det er hårdt at gå i vuggestue. Skønt han er vant til og glad for stedet, er det alligevel noget ganske andet end at blive mandsopdækket af søde Shahbaa. Han brokker sig, når vi siger farvel, men falder hurtigt til ro, når moderen er ude af syne, og trives godt resten af tiden. Men herhjemme kan vi tydeligt mærke reaktionen. Han har rekord-kort lunte, skælder og smælder og brøler over alt og ingenting, og vi er igen inde i en periode, hvor det er umuligt at lave mad, fordi Carl klynger sig skrålende til moderens ben. Han trænger rigtig meget til nærhed og opmærksomhed, og der er da heller ikke noget at sige til, at han måske ikke har lyst til at lege alene, når han lige har været på egen hånd i flere timer. Til gengæld forlader han pr. omgående moderens skørter, når faderen gør sin entre. Carl er i den grad blevet fars dreng. Nærmest lige så meget som Alma er blevet mors pige; og heldigt er det da, at de ikke har valgt at hænge på den samme forælder!