Du må godt låne

DSCF3577.JPG Alma fik et bamsepuslespil som storesøstergave til Carls fødselsdag. Der er tre bamseskabeloner, der fyldes ud med tre brikker: Hoved, krop og ben. Alle hovederne har forskellige ansigtsudtryk, og der er forskelligt tøj, og Alma kan få oceaner af tid til at gå med det. Bedst er det dog at spille bamsepuslespil sammen med en voksen. Nogle gange siger den voksne imidlertid pænt nej, fordi der er andre gøremål, eller fordi hærgebarnet Carl er på fri fod og vil spolere ethvert tilløb til bamsesamling.
Almas svar på det er tit at forsvinde i et par minutter og så komme tilbage med puslespillet og række det frem, mens hun siger: “Værgo, du må gerne låne mi bamsepuslespil.” Og i samme åndedrag tilføjer hun: “Må jeg hjælpe dig?” Hun er smart, den lille.
Hun bruger samme fremgangsmåde, når der ikke er tid til at læse bog. Så læser hun selv for en af bamserne og spørger moderen: “Vil du hjælpe mig med at bladre?”

Alma er også begyndt at bruge stråmand i prekære situationer. Når moderen siger nej til mere parmesanost, kommer Hr. Nilsson og vil gerne have et lille stykke. (Desværre kan han ikke åbne munden, så Alma er nødt til at hjælpe ham.) Det er også Hr. Nilsson, der af vanvare kan blive så vild, at han kommer til at slå en af de øvrige tilstedeværende.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.