Præcis som sin søster valgte Carl at ankomme på terminsdagen, dog på et mere humant tidspunkt af døgnet: Kl. 16.09 blev han eksterneret, 56 cm lang, 3965 gram tung og med en usædvanligt lang navlesnor tre gange rundt om halsen. Sidstnævnte voldte ham dog ingen problemer.
Ankomsten lignede Almas til forveksling: Vi blev kostet ind i opholdsrummet for at vente på en jordemoder og derefter ind på fødestuen. På det tidspunkt var moderen fem cm åben. Efter halvanden time i selskab med en sød jordemoder og en sød jordemoderstuderende samt jævnt hen virkningsløs akupunktur og lattergas blev Carl så dagens lys.
Vi kørte hjem efter yderligere et par timer og ankom i tide til at hente Alma hos familien underbo, give hende en dukke og en dukkevogn i storesøstergave og putte hende i egen seng til normal tid.
Alma fandt det festligt, at både hun og moderen fik en ny dukke. Hun hvinede begejstret ad Carl og prikkede benovet til ham, da det gik op for hende, at han var levende, men udviste derudover ikke den store interesse. Men det er selvfølgelig også svært at konkurrere med en lyserød dukkevogn.