I går oprandt den store dag, hvor Carl og Alma sammen med Vega drog afsted mod det jyske. På vej ind på banegården mødte vi en noget omtumlet gut med en sød hund. Børnene snakkede med hunden, mens han meget langstrakt forklarede en hel masse om, hvordan den var endt i hans varetægt (ejeren var inde at spjælde), at den havde hvalpe, at hvalpene havde været hos en KAMmerat og var blevet returneret meget tynde og en hel del mere. Børnene forholdt sig pænt rolige og kiggede høfligt på ham, men efter hans lange monolog og en hjertelig afsked spurgte Alma: Hvad var det, han sagde?
Alma og Vega fandt omgående hinanden og knevrede løs med det samme.
Carl og Alma var tungt belæssede med en kuffert, en rygsæk med legetøj og et sovedyr under armen. Især Carl havde pakket massivt og medbragte bl.a. samtlige Gormitier og hele samlingen af Bakuganer. De tre små stillede op til fotografering, dokumentationsvante som den generation jo er, men det trak noget ud – Carl havde et hyr med at få sine ejendele anbragt, så han var tilfreds.
Afskeden forløb smertefrit. Moder og fader fulgte med op i toget for at sige farvel en sidste gang og blev bestemt gennet ud igen af Fleming. Det sidste, vi så, var vinkende hænder og glade smil. De aflagte rapporter siden har ikke tydet på andet, end at alt forløber godt og roligt.