Alma er begyndt at tale russisk. I hvert fald har hun opdaget glæden ved hhrrrr-lignende strubelyde, fx “hrrette”. Hun snakker meget og lydeligt i lange sætninger med et imponerende alsidigt vokabular. Dog kan meningen sjældent udledes af andet end gestik og tonefald. Hun har også lært at udstøde en lyd og slå hånden mod munden imens indianerstyle. Når der så samtidig skal hoppes på stolen, og fuglene skal peges på og jubles over, turde det være indlysende for enhver, at måltider med Alma har stor underholdningsværdi. Til aften supplerede hun til overflod alle ovenfor nævnte aktiviteter med afmontering af strømper, efterfulgt af glad tå-pilning og triumferende fægten med fodløs strømpe.
Hun spiser godt og sover godt og er tilsyneladende ikke det allerfjerneste generet af røde øren. Det er godt.
