Forleden drog moderen og Alma afsted mod skøjtehallen, den lokale i Kastrup. Vel ankommet og meget forventningsfulde viste det sig desværre, at de åbningstider, der var at finde på nettet, ikke stemte overens med de faktiske åbningstider. Således var hallen optaget af en flok meget lidt dygtige ishockeyspillere, som vedvarende faldt over stavene og over hinanden. Alma kunne næsten ikke rumme skuffelsen, men det hjalp lidt, at vi hang ud og grinede, hver gang de granvoksne mandfolk meget, meget langsomt gled frem mod pucken og i stedet faldt over hinanden i slowmotion.
Dagen efter var vi mere heldige, og foruden skøjteløb fik vi også set ismaskinen i aktion. Alma tonsede tappert afsted helt inde ved siden og klamrede sig til rækværket for hver femte meter. Hun holdt ikke så længe, men havde dog haft en god oplevelse. Nogle store, meget hurtige teenagedrenge, som havde svært ved konceptet “hold passende afstand”, bidrog til Almas afgang fra isen. De samme drenge vil om nogle år formentlig være at finde på motorvejen, og man kan nok godt gå ud fra, at deres tilgang til afstandskonceptet vil være udfordret også til den tid.
I dag var vi afsted for anden gang. I stedet for Kastrup Skøjtehal valgte vi at forsøge med den udendørs bane på Genforeningspladsen. Der var markant bedre plads, om end isen var noget beskidt. Der var ikke noget rækværk at holde fast i, så Alma faldt rigtig mange gange, men hun klarede sig bedre end første gang og har en ganske udmærket balance. Hun bliver bare for irriteret over at falde hele tiden, hvilket der jo ikke er noget at sige til.