Alma gider ikke ligge ned og øve sig på at trille, hun vil meget hellere sidde i sin doughnut og træne finmotorik ved at samle klodser, skeer, sutter og andre småting op fra bunden. Og når man bliver træt af det, kan man jo nappe en slapper sammen med Bent.
Dog varer det ikke længe, før doughnut ikke er et sikkert babyopbevaringssted længere. Alma stemmer fødderne imod den ene side og kaster sig bagud, og efterhånden er hun så stor, at hun er tæt på at flyve baglæns ud på gulvet. Oh ve og klage den dag, det lykkes hende! Man er ikke stor på konsekvensberegning, når man kun er seks måneder.
