»Dengang jeg var en dreng
– en blåbærdreng«
Endnu engang overraskede vejret os positivt, så vi udsatte igen turen til Harald & John for at udnytte det fine overskyede vandrevejr. Sølver-Escorten rettede næsen syd mod Bøgsted Rende, hvor Den skaldede Stifinder genfandt vores gamle vandresti i den kuperede klitplantage, der nu også er en del af landets langstrakte første nationalpark.
De rapfodede poder er i sandhed blevet vandringsmænd. Det er slut med at brokke sig over et par kilometer til fods.
Første ben gik sydpå ad den gamle redningsvej langs kysten. Siden slog vi kortvarigt mod øst ind i landet og for igen at trække nordpå ind i den gamle plantage med dramatiske bakker og klitter og slyngede stier. Moderen havde glemt at spise morgenmad, og forsyninger var der ikke noget af, så det var stærkt velkomment, da stifinder prøvesmagte og godkendte et blåbærkrat, der viste sig at være uudtømmeligt i omfang – eller med Almas ord: ‘uendeligt’. Her blev vi hængende en times tid og alle nød at lege stenalder-samlere.
Fodrappen Carl fandt dog tid til at invitere stifinder med op på den højeste klit i nærheden. Efter at ha besejret den hugormekontrollerede sydside af dette veritable bjerg, kunne vi fortjent løfte hænderne mod himlen og nyde udsigten 360°. Senere gentog vi turen af en mere civiliseret sti med Alma og moderen som sherpaer.

Al snak om regn var forduftet og sveden sprang på panden og andre steder på den sidste del af turen, hvor børnene løb om kap med Oscar og Tessie i et forsøg på at fange og tampe den hex, der ideligt gemte sig og genopdukkede på stien foran dem. Så varmt blev det, at stifinder måtte tilbagelægge den sidste del af ruten i bar indianeroverkrop.
Det var i sandhed en ’tilbage til naturen’-tur …