Almas bedste ven Leo er stoppet i børnehaven, mens vi har været på ferie. Alma vidste det naturligvis godt, men hvordan skal man forberede sig på en ændret virkelighed, når man kun er fem år og for første gang stifter bekendtskab med “aldrig mere” – det er svært for hende. Heldigvis er forældrene til de respektive poder enige om at forsøge at fastholde venskabet, så længe børnene vil det, og i morgen skal Alma til sin udelte fryd tilbringe hele dagen sammen med Leo.
Udsigten til et Leo-løst børnehaveliv har imidlertid allerede længe gjort det lille pus meget labil over for alt, der handler om tab. Således bryder hun konsekvent ud i ulykkelig gråd, når faderen fx istemmer “Hvem kan sejle foruden sejl” som godnatsang. I dag var det “Hvalen Valborg”, der åbnede for sluserne. Stakkels, lille pige…